100 likes | 606 Views
Dramatik. Genretræet. Hvad kendetegner drametik?. Dramatik er en anvisning Replikker, sceneangivelse, regibemærkninger Akter og scener Akt: tre-ledet model Scene: tidspunkt eller lokalitet ændrer sig. Opbygning. Replikker er svar på andre replikker Hele stykket bygger på replikkerne
E N D
Hvad kendetegner drametik? • Dramatik er en anvisning • Replikker, sceneangivelse, regibemærkninger • Akter og scener • Akt: tre-ledet model • Scene: tidspunkt eller lokalitet ændrer sig
Opbygning • Replikker er svar på andre replikker • Hele stykket bygger på replikkerne • I ældre stykker: prolog
Drama-genrer • De ældre former • Tragedie: • Komik:
De nyere former • Realistisk hverdagsdrama • Absurd teater • Episk teater
Realistisk hverdagsdrama • I det naturalistiske drama er scenerummet bygget op, så det mest muligt ligner en stue, et køkken eller en entré, hvor stykkets personer naturligt mødes, og hvor dramaet derfor udfolder sig. Hensigten er, at publikum skal opleve, at det udgør den ”fjerde væg”. Interiøret skal mest muligt ligne virkeligheden, og personernes replikker skal falde naturligt. • Den norske dramatiker Henrik Ibsen (1828-1906) skrev naturalistiske dramaer, der opføres på alverdens teaterscener den dag i dag. Her er en tv-udgave af hans Vildanden (1884) fra 1966 (DR): http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=vildanden&type=all&limit=120 • Fra http://danskstx.systime.dk/index.php?id=168 • Det naturalistiske teater: 1870-1900: Europa • Indtil nu havde man primært spillet anti-illusionsteater, dvs. et teater der ikke foregav at være virkelighed. Men nu søger man at skabe en virkeligheds illusion på teatret med det man kaldte den4.væg. Dette krævede ligeledes en indlevende, realistisk og troværdig spillestil og nogle runde nuancerede karakterer. Stanislavskijudviklede en skuespilteori, der opfyldte disse krav f.eks. arbejdede han med det magiske hvis. Dramatikerne (f.eks. Ibsen, Strindberg og Tjekov) arbejdede stadigvæk med den aristoteliske dramaturgi ( modellen og enhederne). • Fra http://fc.nghf.dk/~sv/dramatik/teaterhistorie
Absurd teater • Det absurde teater nedbryder det naturalistiske udtryk og fremstiller en helt igennem fremmedartet verden med skæve figurer og en mere eller mindre meningsløs handling. Den irske dramatiker Samuel Becketts (1906-1989) stykke Vi venter på Godot (1952) er det mest kendte absurde stykke. Her er den i en tv-udgave fra 1962: http://www.dr.dk/bonanza/search.htm?needle=Vi+venter+p%C3%A5+Godot+&type=all&limit=120 • Fra http://danskstx.systime.dk/index.php?id=168 • Det absurde teater: 1950´erne (efterkrigstiden) i Europa: • Det absurde teater demonstrerer at livet er absurd. Det hænger sammen med den eksistentialistiske strømning i Europa i kølvandet på krigen. Det absurde drama gør ligeledes op med naturalismen, og især med Aristoteles, da de absurde stykker er kendetegnet ved manglen på intrige og handling. Figurerne er ofte hæmmede i deres bevægelsesfrihed og opfører sig absurd, og derfor ligger de langt fra den realistiske karakter vi ofte møder i det naturalistiske teater. Humor, ironi og satire spiller ofte en særlig rolle i stykkerne, og det hele taget leg med ord/ sproget. Lige som det episke teater skaber de absurde virkemidler en distance til det spillede. • http://fc.nghf.dk/~sv/dramatik/teaterhistorie
Episk teater • Det episke teater rummer et fortællelag, fx i form af en konferencier, som vi kender fra den episke tekst. • Det sker dog også at en replik folder sig ud som en fortælling. En af personerne kan fx blive ansporet til at fortælle en barndomserindring. ”Det episke teater adskiller sig ifølge Brecht fra det dramatiske bl.a. ved at være fortællende i stedet for handlende og ved at lade de enkelte scener stå klart for sig selv i stedet for at lade dem glide umærkeligt over i hinanden. Tilskueren i det episke teater må ikke lade sig opsluge af handlingen, men skal være en kritisk iagttager. Derfor bygger det episke teater på demonstration i modsætning til det dramatiske teater, der hviler på identifikation: skuespillerens med rollen og publikums med rollefiguren. Verfremdung ('fremmedgørelse') eller illusionsbrud, der skal modvirke tilskuernes indføling, er et vigtigt led i Brechts episke teater, hvis mål er at vise verden og menneskene som foranderlige.” fra www.denstoredanske.dk • http://www.youtube.com/watch?v=jnyXoFlyB1Q • Det episke teater: 1920´erne i Tyskland: • Den tyske dramatiker Bertolt Brecht var den første til at gøre op med det naturalistiske teater, der fik så stor betydning for scenekunsten og som stadigvæk udgør en hjørnesten i dramatikken i dag. • Han ville bryde med naturalismens krav om virkelighedsillusion, og derfor kan man sige at Brecht for alvor skaber et anti-illusionsteater, fordi det nu er et bevidst valg (i modsætning til tidligere, se ovenfor) • Men Brecht ikke bare bryder med illusionen, han bryder også med den lange aristoteliske tradition, idet han skaber sin egen dramaturgi, det episke teater. (se detaljer i Klar Scene s. 133). Skuespilleren benytter sig af verfremdungeffekt, hvilket er en distanceskabende teknik. Det gælder i modsætning til Stanislavskijs teknik om at bryde indlevelse i figuren. • http://fc.nghf.dk/~sv/dramatik/teaterhistorie