SAMFUNDSLÆRE

1. SAMFUNDSLÆRE PARTIERNES STRUKTUR, VALG TIL FOLKETING & REGERINGEN

2. De politiske partier • Socialdemokraterne (A) • Radikale Venstre (B) • Det Konservative Folkeparti (c) • Socialistisk Folkeparti (F) • Kristendemokraterne (K) • Dansk Folkeparti (O) • Venstre (V) • Ny Alliance (Y) • Enhedslisten (Ø) • Kristendemokraterne • Centrum-demokraterne  (CD) • Minoritetspartiet  (M) • Fremskridtspartiet  (FP) • Retsforbundet • Ny Alliance • Løsgængerne

3. Regeringen efter23. feb. 2010 • Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) • Udenrigsminister, Vicestatsminister Lene Espersen (K) • Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) • Kulturminister Per Stig Møller (K) • Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) • Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) • Indenrigs- og Sundhedsminister Bertel Haarder (V) • Transportminister Hans Christian Schmidt (V) • Justitsminister Lars Barfoed (K) • Minister for flygtninge, indvandrere og integration samt Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) • Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) • Miljøminister og Minister for nordisk samarbejde Karen Ellemann (V) • Klima- og energiminister samt Minister for ligestilling Lykke Friis (V) • Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) • Undervisningsminister Tina Nedergaard (V) • Udviklingsminister Søren Pind (V) • Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Henrik Høegh (V) • Socialminister Benedikte Kiær (K) • Minister for videnskab, teknologi og udvikling Charlotte Sahl-Madsen (K)

4. Partiernes struktur – del 1 • Partierne er medlemsbaseret – jo flere medlemmer desto bedre. • Medlemmer organiseres i en lokal-afd. eller vælgergruppe. Alle lokalafdelingerne udgør tilsammen partiets landsorganisation. • Medlemmerne er med til at udbrede partiets budskab og dermed kan partiet gøres stærkere.

5. Partiernes struktur – del 2 • Medlemmer udvælger hvilke kandidater der skal repræsentere partiet. Det kan f.eks. ske ved urafstemninger. • Partiets repræsentanter i Folketinget = folketingsgruppen. Herudover findes der byrådsgrupper og regionrådsgrupper. • Partiernes øverste autoritet er landsmødet, her samles alle og partiets overordnede politiske linjer diskuteres.

6. Partiernes politik • Partiernes politik ligger fast i et partiprogram. Det kan enten være et principprogram eller et arbejdsprogram. - principprogram: overordnede regler, og er vedtaget af partiernes øverste myndighed. - arbejdsprogram: konkret dagligt ”værktøj”, er ofte vedtaget af enten partiets folketingsgruppe eller hovedbestyrelse.

7. Valg (Folketinget) – del 1 • I alt er der 175 pladser i Folketinget. Danmark er opdelt i 10 storkredse og ud fra hvordan man stemmer i disse kredse så besættes 135 af pladserne. • De sidste 40 pladser (tillægsmandaterne) gives efter hvor mange stemmer partierne har fået på landsplan. • Der er dog 3 spærreregler når det gælder tillægsmandaterne: - Partierne skal have fået mindst et kredsmandat - Partierne skal, i to landsdele ,have fået stemmer svarende til det gennemsnitlige antal stemmer, der i landsdelen har givet et kredsmandat - har fået mindst 2 pct. af stemmerne i hele landet

8. Valg (Folketinget) – del 2 • De fleste som stiller op til valg, gør det gennem et parti. Men man kan også stille op som løsgænger. Det er dog en besværlig proces: - man skal være anbefalet af 150 vælgere i valgkredsen. - de skal vinde mindst ét af de 135 kredsmandater for at komme i Folketinget – hvilket betyder over ca. 20.000 personlige stemmer.

9. Valg (Folketinget) – del 3 • Partierne kan vælge at opstille deres kandidater enten kredsvis eller sideordnet. Kredsvis Kandidaten får alle de stemmer, der er afgivet på partiet i opstillingskredsen plus de personlige stemmer, han får i hele storkredsen. Den kredsvise opstilling kan suppleres med opstilling på partiliste, hvor der er prioriteret mellem kandidaterne på forhånd. Udvælgelsen af kandidater foregår ofte ved en urafstemning i partiet

10. Valg (Folketinget) – del 4 Sideordnet I den sideordnede opstilling er der ikke lavet en prioriteret liste over kandidaterne. Modsat den kredsvise opstilling så går partistemmerne ikke til kredsens kandidat, men fordeles på alle kandidaterne i forhold til deres personlige stemmer. Et flertal af partierne bruger denne opstillingsmetode. De fleste partier overlader det til lokalafdelingen eller vælgerforeningen i kredsene at opstille partiets folketingskandidat.