Grundtvigs religionsbegreb og –teori: myten, mennesket og menigheden

1. Grundtvigs religionsbegreb og –teori: myten, mennesket og menigheden Post doc. Jonas Adelin Jørgensen ”Grundtvig som samfundsbygger”

2. Indledning • Forskningsspørgsmål: Hvordan forstår og anvender Grundtvig begrebet ’religion’? • Hvordan diskuterer og definerer Grundtvig selv begrebet? • Hvilke præmisser ser vi for Grundtvigs brug af begrebet?

3. Indledning • Tese: Grundtvigs forståelse af religion stemmer i udgangspunktet ganske nøje overens med romantikkens. Men efter kriseåret og med Danne-Virkes sammentænkning af poesi, kunst, antropologi, historie, mytologi, kristendom og vidskab opstår en forandret forståelse. Dette fører Grundtvig videre i to retninger: a) religion som affødt af den højeste poetiske refleksion over eksistensen; b) religion som et kompliceret fænomen af individuelt og fælles, personlig og frit såvel som borgerligt og afgrænset.

4. Indledning • H. Steffens og universalromantikken i 1802-1803 • F.W.J. Schelling og tanken om verden som et organisk hele • J.G. Herder og intuitionen om det guddommeligt absolutte

5. Analyse • ”Om Religion og Liturgie” (1806): • Motto: Schillers indledning til skuespillet Die Braut von Messina: ”Unter der Hülle aller Religionen liegt die Religion selbst” • ”Vi leve i en Dal [jorden], begrændset af et uoverskueligt, bølgende Hav [døden]. Vakte ved Traditionen, og drevne af en uforklarlig Trang, ahne vi dunkelt, at paa hin Side Havet maa være et Land [det evige liv], med skiønnere Vexter, og renere Luft – vort oprindelige Hiem” (Grundtvig 1940a:105).

6. Analyse • ”Om Religion og Liturgie” (1806) • Definitioner af religion: • A) ’Kundskab om det Oversanselige’  • B) ’det Endeliges Samfund med det Evige’  • C) Jesu Religion: det Endeliges Forsoning med det Evige – inkarnation i bred forstand

7. Analyse • Nordens Mytologi (1808) • Asalæren og specielt Völuspá som en åndelig-eksistentiel digtning – men dog mangelfuld og foreløbig: • ”… det [Völuspá] er den herligste Form, hvorunder noget Menneske har fremstillet det Evige og dets Modifikasion i Tiden. Hvad den mangler, kunde ingen Dødelig give den, og Ragnaroke maatte kommet, dersom ei en renere Søn af Alfader end Odin, var steget ned til den længselsfulde Jord, havde nedstyrtet Aserne fra deres uretmæssige Trone, frataget Jetterne den giftige Braad, oppusted den døende Guddomsgnist til en hellig, brændende Lue, og saaledes forsonet Jorden med Himmelen. Dette er den store Gudfrygtigheds Hemmelighed, som Vila ei kunde vide, som Døgnet ei vil vide. Ler kun I Kloge! Saa lo Eders Fader, for at Baldur ei skulde komme tilbage fra Hel. Ogsaa jeg kunde se Tingene fra Eders Standpunkt, thi jeg var der; men bevare mig Gud fra at kommer der atter!!!” (Grundtvig 1940b:222).

8. Analyse • Nytaarsnat (1811) • Tanken om en rest af oprindelig enhed med Gud: • ”Denne Levning var ingen anden, end hin forborgne, uden Skriftens Oplysning uforklarlige, Higen ud over det Synlige, som, hvor den var stærkest, blev Poesi. Alle de gamle Religioner, disse matte Stjerner i Natten, avledes af den, og at det var af Religionerne alt det høiere Liv, som skinner og glimrer i Oldtiden, udviklede sig, derom vidner Historien, ja tav den og, kunde vi dog indse at det saa maatte være; thi uden Tro, uden fast Forvisning om det Usynlige, dets Høihed og vort Slægtskab dermed, lader sig ingen Stræben imod det tænke” (Grundtvig 1811:12)

9. Analyse • Nytaarsnat (1811): • ”Kristus kom, og beviste ved mange kraftige Gerninger, men frem for Alt ved sin Opstandelse, for den dybt nedsjunke, tvivlende Slægt, at der er et høiere Liv og en høiere Kraft end Jordens; men han gjorde Mere, han fremstillede sig selv som det tabte Guds Billede, som den ny Adam, hvori Menneskene kunne vorde deltagtige, ved i Troen at tilegne sig ham, hans Død og Opstandelse. Da han opstod af Graven, opstod Poesien med ham, stirrede længselsfuldt op mod den Himmelfarne, forkyndte hans Pris, og stræbte overalt i Tiden og Rummet at opdage hans Spor og Glimt af hans Herlighed” (Grundtvig 1811:13).

10. Analyse • Verdens Krønike (1812): • ”At ethvert Folks Bedrift maa have været og blive en Frugt af dets Tro, vil hver Retsindig let overbevise sig om, thi der kan jo ikke nægtes, at hver Gerning, hvor lidt Man end tænker ved den, er en Følge af Menneskets Tankegang, men hvad bestemmer denne uden Menneskets Hovedtanke om Forholdet mellem Gud og Verden, det Synlige og Usynlige? […] Efter en sådan betragtning kan det ikke overraske nogen, at enhver Tro paa en usynlig Guddom, hvor vildfarende denne i Øvrigt var, baade har, efter Folkets Leilighed, sat Pris paa aandelig Sysel, og virket Kærlighed; thi en saadan Tro besegler Hjertets Lov som et Guddomsbrev” (Grundtvig 1812:xi)

11. Analyse • Danne-Virke (1816-1819): • A) Oversættelser • B) Grundtvigs egen lyrik • C) Filosofisk prosa • Inspiration: Ikke meget Schelling, men bag teksten er Herder mærkbar.

12. Analyse • ”Om det Philosophiske Aarhundrede” (Grundtvig 1816): • ”Heraf følge endelig, at dersom det ogsaa var muligt, at Fornuften kunde udvikle sig i Sandhed uden foreløbig Sandheds-Kundskab, saa var den dog ikke nogensinde under Tidens Løb i stand til at fyldestgiøre Mennesket, give ham et fuldstændigt og klart Begreb om Mennesket i sin hele Fylde. … Men er Begrebet [Vidskab] en Udvikling i Mennesket, da maae den Sandhed, som skal udvikles, alt forud være indviklet tilstæde; hvad der i Mennesket skal klare sig, maae han forud have som dunkelt; hvad han skal komme til at begribe, maae han have troet; hvad Fornuften skal fatte, maae den forefinde; ligesaalidt som Haanden kan den frembringe, hvad den skal begribe” (Grundtvig 1816b:177)

13. Analyse • Udsigt over Verdens-Krøniken (1817): • ”Historien vidner, at et ubegribeligt Ord, der, under forskellige Billeder og Betingelser, tillagde mennesket og alt Timeligt et vist Forhold til, og Sammenhæng med det Evige og Usynlige, at et saadant Ord, som vi fortrinlig maa kalde Poesie, og betragte som Religion, er Grunden til alt det Mærkværdige der har begivet sig i Verden: at et saadant Ord, der syndes indblæst af en Guddom, har skabt alle Forestillinger om aandig Storhed, som netop grunder sig paa den høiere Betydning det Timelige faaer, ved at sees som Billede af, og Redskab for noget Evigt, hvem disse Forestillinger gik til Hjerte, stræbde at udtrykke dem i Levnet og Idræt saa kjærlig og klart som muelig, og Følgen deraf var Konst i vidtløftig Forstand: Stræben efter aandig Skjønhed” (Grundtvig 1817a:662) • Religion skal – ligesom filosofi – bedømmes på dens ’kraft’.

14. Analyse • ”Om Videnskabeligheds Forhold til Erfaring og sund Menneske-Forstand” (1817) • ”Hoved-Spørgsmålet her bliver hvorvidt og hvor vist vi kan erfare aandelige Ting? At nu legemlig og aandelig ingenlunde er en Modsætning i den Forstand som Løgn og Sandhed, uagtet det dristig er blevet paastaaet, det indsee vi let, thi de ophæve og nægte ingenlunde hinanden, de lade sig forbinde i en venlig Vexel-Virkning, hvilket forudsætter baade fælles Virkelighed og fælles Oprindelse” (Grundtvig 1817b:39).

15. Analyse • ”Om Mennesket i Verden” (1817) • ”Det er nemlig… i Grunden hans Bevidsthed af Aanden, af sit Samfund med den evige, levende Sandhed i Aanden, eller med andre Ord: det er hans oprindelige Samvittighed, og en nødvendig Følge heraf, var det, at han betragtede sig selv og Alt i Aanden, i Sandhedens Lys, sig selv som skabt i Guds Billede og Alt som Guds Værk, og her see vi Poesiens Oprindelse, thi den er i sin sande Skikkelse intet andet end den billedlige Beskuelse af Tingene i deres skabde, aandige Forhold, i deres Forhold til den skabende Sandhed. Hvor vidt nu denne Beskuelse, ligesom af sig selv, kunde avle Ordet og Sproget, det veed jeg ikke, skiøndt jeg formoder det, men at Beskuelsen maatte afpræge sig i Sproget, saa det blev et Billed-Sprog og i Lyden, saa Talen blev Sang, det er vist, thi det bevises hver gang et Vers udstrømmer fra den beaandede Digters Læber” (Grundtvig 1817c:162).

16. Analyse • ”Om Mennesket i Verden” (1817): • ”Os selv, ə vor Sjæl, kan vi saaledes ikke forestille os uden under Billedet af vort Legeme, som vort Legems Grund-Billede (Idee) vore Sandser kan vi kun forestille os under Billedet af deres Redskaber; Livet under Billeder af Luften, Ordet under Billede af Lyden. Her see vi grandt, hvor bagvendt det er at ivre mod billedlige Forestillinger om Gud, som ere de eneste vi kan have, og som ligge saa dybt i os, at vi paa vor høieste Punkt og i vor dybeste Betydning, netop ere en billedlig Forestilling af Gud, et Værk af den guddommelige Poesie, Guds aandige Skabing, saa det netop er vort Kald og vor Pligt at søge Guds Billede i os, see i os selv en levende, billedlig Forestilling om Gud, og dette Syn er den eneste sande Menneske-Poesi” (Grundtvig 1817c:188-189)

17. Analyse • ”Om Mennesket i Verden” (1817) • ”Vi see saaledes, og blandt Hedningerne, de aandige Syners Tid med sit Billed-Sprog, men Synerne ere forvirrede og tit aldeles falske, Billederne ere forvexlede og tit forkeerte; vi see Grundsproget istedenfor at udvikles, at sprænges mod alle Verdens Hiørner.[…] Kun hist i en Vraa, hvor Sandhed har forbilledlig opslaget sit Paulun blandt Menneskenes Børn, kun der blive Synerne i Sandhed, kun der følges de i Historien og indpræntes i Hiertet, kun der sammensmelter Syn med Sang i Sprog til en Psalme, kun der udvikles Sjælen til aandig Bevidsthed, og der aabenbares den forklaret i Sandhed” (Grundtvig 1817c:204-205)

18. Analyse • ”Om Aabenbaring, Konst og Vidskab” (1817) • ”Min anden Paastand er den, at Riget og Magten og Æren er Sandheds alene, at Alt hvad der haver i Verden sin Tid og sit Sted, er kun en Virkning af den evige Sandheds almægtige Kraft, maa nødvendig afbilde hans Tanker, som skabt ved hans Ord, og kan, paa sit høieste Trin, kun afbilde ham selv, som et Værk af hans Haand, med et Glimt af Hans Lys, og en Gnist af Hans Aande. I Mennesket seer jeg den underfulde Skabning, som finder i sig hvad Verden betyder, i det han betyder hvad Guddommen er…” (Grundtvig 1817d:206).

19. Analyse • ”Om Aabenbaring, Konst og Vidskab” (1817) • ”… foruden Bibelen, gives der jo Alkoranen, og adskillige Mythologier, der alle kundgiøre Ting, som ere Fornuften en Hemmelighed, aabenbare en vis Forfatning der skal forefindes over Menneskets Syns-Kreds, og et vist Forhold, der skal finde Sted mellem det Timelige og Evige, det Jordiske og Himmelske, Menneskelige og Guddommelige. Klart er det, at af disse Aabenbaringer maae vi lære Vidskab, eller opgive Haabet om den, og vist er det, at naar der er en Guddom, som vi veed der maa være, da maa han have aabenbaret sig enten paa en vis naturlig, eller overnaturlig Maade” (Grundtvig 1817d:236-237)

20. Analyse • ”Om Aabenbaring, Konst og Vidskab” (1817): • ”Hvad vi har kaldt den naturlige Aabenbaring er da det her betegnede Syn, og nu vil man indsee, hvorfor jeg ei har kunnet bruge Ordet Poesi, da det ikke alene som et fremmed Ord og en efterstræbt Rang-Titel, er blevet saa saare misbrugt, men fordi det i sig selv hverken betyder mere eller mindre end Konst ə Virken efter Syn, ingenlunde Synet selv, som dog nødvendig maa skielnes, skiøndt det kun historisk kan skilles derfra; thi Konsten ligger allerede i Synet, og maa fødes deraf, og Synet indeholdes atter i Konsten, og udtrykkes i dens Værk. At see er ikke nogen Gierning af Seeren, men en Sandsning, ikke Speilet men Gienstanden, eller rettere den som skabde dem og deres Forhold, giør Synet, og et aandigt Syn viser sig selv i et sandseligt Speil, er en Aabenbaring” (261-262).

21. Analyse • Nordens Mytologi (1832): • ”Christendommen har intet andet særeget Billedsprog, end Herrens magelöse Lignelser, og det der udspringer af Hans Leventslöb, men det tilhörer Kirken og Kirkeskolen, og passer kun paa Löbebanen til det evige Liv. Vi have imidlertid ogsaa en timelig Bane, der trænger til at betragtes i et aandigt Lys, og vor Sjæl saavelsom vort Legeme har timelige Fornödenheder, som Skaberen vil, at vi, ved det Lys, Han tænder, og med den Kraft, Han skiænker, skal arbeide for, thi Han lader vel regne Manna til sit Folk i Örken, men ikke i et frugtbart Land, hvor de kan saae og höste” (Grundtvig 1870:56-57)

22. Analyse • Den Danske Statskirke upartisk betragtet (1834): • ”Hvad nemlig Religionen er for mig som Individ, det er en Troes og Samvittigheds, altsaa min egen Sag, som ikke kommer Nogen ved, med mindre han enten selv ønsker at høre mig derom, eller jeg trænger mig ind paa ham dermed, hvortil jeg ikke har mindste Ret, uden den, at nærmere og kiærligt Forhold kan give mig, som Fader eller Ven; men Religionen har en Borgerlig Side, som Historien lærer os at kiende og som, efter Dens Vidnesbyrd, er saa vigtig, at ingen klog eller veltænkende Stats-Mand kan tabe den af Sigte [... Det er religionen] hvoraf Folket drak Helte-Mod i Farens Stund og Kraft til al den Selv-Fornægtelse og de giensidige Opoffrelser af egen øiebliklig Lyst og Fordeel, som er nødvendige, naar det Borgerlige Selskab skal være udvortes kraftigt og indvortes roligt, gavnligt og glædeligt, fra Slægt til Slægt… [og] gjorde Kæmpe-Skridt til hvad der, efter deres Anskuelse, var jordisk Lyksalighed…” (Grundtvig 1834:10).

23. Opsummerende konklusion • ”Unter der Hülle aller Religionen liegt die Religion selbst” – gælder mottoet stadig? • I en vis forstand kan Grundtvig siges at hævde, at der er én religion: en kerne af et universelt sindbilledsprog. Men samtidigt eksisterer religionen historisk kun i flertal: i bedste fald motiverende, men i værste fald stivnede og døde mumier.