MØDETS PROGRAM

1. MØDETS PROGRAM • OPSAMLING: fænomenologi som metode til at finde frem til sagen selv, til fænomenernes eller bevidsthedens logik eller til det ”væsentlige” i det vi oplever • HERMENEUTIK • Schleiermacher, Dilthey, Heidegger, Gadamer • FORSTÅELSESBEGREB • FORSTÅELSESMETODE • ØVELSE

2. HUMAN-/KULTURVIDENSKAB Ved humanvidenskab skal der forstås alle videnskaber der beskæftiger sig med mennesket som et med bevidsthed og handlingsevne udrustet væsen der skaber samfundssyste-mer og meningsfulde artefakta.

3. BEVIDSTHED …ordet har fået tre hovedbetydninger, 1. 'b.' som samlebetegnelse for de forskellige former for oplevelse, opmærksomhed el. opfattelse, dvs. det, der omtales som bevidsthedstilstande (mentale akter.), bl.a. sansedata. (dvs. primitive sanseindtryk såsom lyst/smerte el. oplevelsen af lys/mørke), perceptioner (dvs. genstandsrettede, organiserede sansninger), erindrings-, forventnings- og fantasiforestillinger, følelser (had/kærlighed, frygt, osv.), og stemninger (vemod, angst., osv.) og tænkning (jf. forstand. og fornuft.). 2. 'b.' som betegnelse for de meninger, teorier el. synspunkter, som knytter sig til et bevidst væsen. Denne anvendelse af ordet 'b.' er navnlig blevet almindelig i kontinental fil. under indflydelse af den ty. idealisme.

4. BEVIDSTHED forts. 3. Endelig benyttes 'b.' som et andet ord for selvbevidsthed, dvs. min b. (eventuelt min viden) om min egen b. (el. situation*). Hvad der nærmere skal forstås herved, er stærkt omstridt. Traditionelt har man skelnet mellem s.b. og selvrefleksion. Når der er tale om s.r. ’vender jeg mig imod’ (’reflekterer jeg over’) min egen b. (1. = mine egne bevidsthedstilstande; 2. = mine egne meninger, teorier, synspunkter, osv.), idet jeg gør denne b. til genstand. for en nærmere undersøgelse. S.b. hævdes derimod (bl.a. af Fichte) at være karakteriseret ved, at jeg er i et umiddelbart forhold til mig selv, hvor jeg ikke gør mig selv til genstand. (Lübcke 1996, 55)

5. HANDLING (eng. action, act; fr. action, acte; gr. praxis, poiesis; lat. actio, facinus; ty. Handlung, Tat) Begrebet 'h.' anvendes hovedsageligt ved beskrivelser af personers adfærd og tjener til at skelne mellem, hvad en person gør, og hvad der blot hænder for el. sker med personen Således påpeger Aristoteles (i Poetikken), at når vi betragter noget som en h. og ikke som en blot og bar hændelse el. bevægelse, så indebærer det, at vi betragter det pågældende som et udtryk for noget bagvedliggende, der har form af en mere el mindre bevidst hensigt el. mening hos personen.

6. HANDLING forts. Et centralt tema i den nyeste fil. diskussion omkring h.sbegrebet har været spørgsmålet, om en h. kan årsagsforklares på samme måde som hændelser i øvrigt (jf. forklaring, årsag). Forholder den handlendes motiv el. grund sig til handlingen på samme måde, som f.eks. opvarmningen af et stykke metal (årsag) forholder sig til det samme metalstykkes påfølgende udvidelse (virkning)? Medens dette har været hævdet af ikke mindst fil. i den empiristiske* tradition, er det blevet benægtet af fil. i den fænomenologiske* tradition, f.eks. Sartre, samt af visse analytiske* fil. under inspiration af den senere Wittgenstein. Se også Davidson, Dray, Hart, Melden og Winch. (Lübcke 1996, 166)

7. ÅRSAGS-/MENINGS-SAMMENHÆNGEeksempler MENING: Julia er et voksent menneske af hunkøn – Julia er en kvinde. ÅRSAG: Julia er en kvinde og har haft samleje med Romeo – Julia er gravid. MENING: Min Mitsubishi er en bil. Biler er køretøjer. Min Mitsubishi er et køretøj. ÅRSAG: Bilen stødte ind i muren fordi bremserne var defekte. MENING: Romeo opfattede Julias blik som et kærlighedstegn. ÅRSAG: Fordi Romeo troede Julia var død tog han livet af sig.

8. LIVSVERDEN Hos Husserl tales om, at livsverdenen (ty. die Lebenswelt) er konstituerende for den abstrakte, fysiske v., som kendes fra naturvidenskaberne (jf. VTF. I, 63fl). Ordet 'livsv.' betyder dels (a) rækken af sansbare genstande og dels (b) dette sansbare genstandsområdes struktur. Sml. Horisont… I forlængelse af Descartes' skarpe dualisme' mellem sjæl' og legeme er det blevet almindeligt at skelne mellem bevidsthedens* indre verden og den ydre verden (også kaldet omverdenen*).

9. LIVSVERDEN forts. BI.a. for at overvinde dette skel søger den yngre Heidegger at præge et begreb om v. som det, hvori mennesket (el. mere præcist: tilværen) lever, idet v. er den betydningssammen-hæng (ty. Bedeutsamkeit el. Bewandtnisganzheit), som jeg lever i, idet jeg omgås med alt det værende 'i verden'. Jeg kan derfor siges at være-til som en væren-i-verden (ty. In-der-Welt-sein), og v. kan siges at udgøre et grundtræk ved min eksistens* , et såk. eksistentiale* (jf. forhandenhed/ vedhandenhed; VTF. I, s. 136fl). Hos den ældre Heidegger og hos Gadamer er v. det betydningsspillerum, inden for hvilket jeg er i stand til at udlægge det værende (jf. VTF I, s. 170 fl.). Se horisont. Litt VTF I, s. 408.” (Lübcke 1996, 445)

10. HORISONT Hos Husserl betyder ordet 'h.' dels rækken af de genstande, som jeg ikke er rettet imod, men som jeg kan vende mig imod og erkende, og dels væsensstrukturen i en sådan h.. I moderne hermeneutik (Heidegger, Gadamer, o.a.) er en h. lig rækken af de underforståede begreber og teorier, som farver min udlægning af det værende* og den verden*, jeg befinder mig i. Min h. er således en del af min forforståelse. - … Se også historicitet; verden. Lill VTF I, s. 136-38 (Heidegger), 172 ff (Gadamer). (Lübcke 1996, 192)

11. HERMENEUTIK HERMENEUTIK = ÅNDSVIDENSKABERNES ORGANON = FORSTÅELSESKUNST (Schleiermacher, Dilthey) eller FORSTÅELSESMETODE

12. HERMENEUTIK forts. (af gr. hermeneuein, tolke, fortolke), fortolkningskunst; forståelseslære. 1. på baggrund af troen på, at Bibelen og de klassiske, antikke tekster har et særligt sandhedsindhold, som det gælder om at nå frem til, får h. omkring 1500 til opgave at angive metoderegler for den rette udlægning af teologiske og klassisk-humane tekster. 2. Hos Schleiermacher udvides h.s område til at omfatte alle tekster el. åndsprodukter - og ikke blot særligt udvalgte, ’klassiske’, ’autoritative’ el. ’hellige’ skrifter. Med denne udvidelse af h.s arbejdsområde mister den imidlertid sit traditionelle forhold til teksterne som formidler af sandheden. I stedet opfattes disse som udtryk for forfatterens psyke, liv og hist. epoke, og forståelsen af teksterne bliver sat lig en indlevelse i og genoplevelse af den bevidsthed*, det liv og den hist. epoke, som teksterne er udtryk for. H. bliver til en almen kunstlære om, hvorledes jeg skal undgå misforståelser, når jeg under læsningen søger at genopleve det liv, der ligger bag et givet åndsprodukt. For Schleiermacher er denne teori om genoplevelsen forenet med en almen metafysisk teori om, at forfatter og læser begge er udtryk for et og det samme, overindividuelle liv (ånden), som udfolder sig igennem verdenshist., og det er dette liv, der i sidste ende er garant for forståelsens mulighed og meningsfyldthed.

13. HERMENEUTIK forts. 3. I anden halvdel af 1800-tallet opgives denne metafysiske teori om det overindividuelle liv, og h.bliver i historismen* (el. historicismen) slet og ret opfattet som en kunstlære, der skal sikre den rette genoplevelse af andres psykologiske tilstande udtrykt i objektivt foreliggende tekster (kilder). 4. Hos Dilthey videreføres historismens opfattelse af h. som universel metodelære for åndsvidenskaberne* samt deres lære om forståelse som indlevelse i andres psyke el. liv. Samtidig søger Dilthey imidlertid at modvirke historismens relativering af alle synspunkters krav på at sige det sande, idet han prøver at udarbejde en strukturlære for alle psyker og en verdensanskuelsernes* typologi. Forsøg på en lignende typologisering kan genfindes hos bl.a. E. Kretschmer (1888-1964), T. H. Litt, E. Spranger (1882-1963) og M. Weber.

14. HERMENEUTIK forts. 5. Hos Heidegger og senere Gadamer får ordet 'h.' en endnu videre betydning, idet de hævder, at ikke blot vor viden om tekster og åndsprodukter, men al vor viden bygger på en forståelse, der udbygges (artikuleres) i en udlægning* af det, vi ved noget om. Fil.må tage sit udgangspunkt i dette, hvorved den bliver til hermeneutisk fil.. Samtidig med denne udvidelse af h.-begrebet får det på ny et forhold til sandheds-begrebet. Den udlæggende forståelsestilegnelse bliver til en tilegnelse af sandheden om det, som vi forstår os på, og kun fordi vi på denne måde ’allerede er i sandheden’, kan vi engang imellem tage fejl. Den hermeneutiske fil. bliver til en lære om menneskets historicitet*, dvs. dette, at mennesket som en ’væren-i-verden’ (In-der-Welt-sein) ’altid allerede’ befinder sig i forståelsessituationer, som mennesket igennem en historisk forståelsesproces må udlægge og korrigere for derved at bringe sandheden til veje.

15. HERMENEUTIK forts. 6. Hos Ricoeur videreføres den hermeneutiske fil. som en lære, der fremhæver den sproglige og historiske karakter af menneskets væren i verden. Men Ricoeur udbygger dette ved især over for Gadamer - at betone objektiveringen, dvs. den proces, at mennesket kommer på afstand af sig selv ved at udtrykke sig i en ydre sammenhæng. For at forstå sig selv, sine egne frembringelser, må det gå omvejen over den ydre sammenhæng af kulturelle symboler, sociale institutioner, det lever igennem. En sådan formidlet forståelse kalder Ricoeur fortolkning. I forlængelse heraf betoner Ricoeur - til forskel fra Heidegger og Gadamer - forholdet mellem den hermeneutiske fil. og videnskaberne. Det sker med centrum i tekstproblemet.

16. HERMENEUTISK CIRCEL 1. I klassisk hermeneutik. fra ca. 1500-1800 svarer den h. c. til et forhold mellem en meningshelhed og en meningsdel i en tekst. 2. Hos Schleiermacher (og senere hos historicisterne og Dilthey) er den h. c.identisk med forholdet mellem en del af en persons bevidstheds- el. handlingsliv og hans liv, sociale miljø el. hist. epoke taget som en helhed. 3. Hos Heidegger og Gadamer er den h. c. forholdet mellem den konkrete deludlægning af noget og den forståelseshelhed (meningshorisont), som udlægningen befinder sig indenfor . Litt.: VTF I, s. 31 (Schleiermacher, Dilthey), 139 ff. (Heidegger), 169 ff. (Gadamer). Marc-Wogau, FGT. bd. 5, Gadamer, ’Om forståelsens cirkel’.” (Lübcke 1996, 184-185)

17. FORSTÅELSE ’Forståelse’ betyder (på tysk) ikke kun den i videnskaberne udøvede erkendelsesmæssig udrettede forståelse, men også en praktisk kunnen. Hvis man ikke ’forstår at læse’, så betyder det at man ikke ’kan læse’. Begge betydninger har dog noget til fælles. I begge meningsretninger ligger der en erkendelse, en viden-besked om noget. Tekstforståelse er en forstående kaste sig selv ud i retning af en mening, der ”implicererden alsidige mulighed til at udlægge, opdage sammenhænge, drage slutninger osv. hvori i tekstforståelsens område netop består denne viden-besked”. (Gadamer 1990, 265) ”Forståelse af et udtryk betyder i sidste ende ikke kun den umiddelbare opfattelse af det der ligger i udtrykket, men er en oplukning (Aufschluss) af det lukkede indre … der bevirker, at man nu kender dette lukkede.” (l.c.) Ordets betydningshistorie siger at ’forståelse’ oprindeligt betyder ’at repræsentere en sag (causa) ved retten’. At gøre det forudsætter nemlig, siger Gadamer, at man forstår sin sag eller behersker den sådan at man kan forsvare den mod modpartens indvendinger og gøre sin egen retsopfattelse gældende.” (l.c.)

18. FORSTÅELSE forts. at forstå noget betyder at gøre det til sin egen sag Af det foregående kan man slutte:

19. TEKSTFORSTÅELSEnogle principper ifølge Gadamer for at kunne forstå en tekst skal man gå ”til sagen selv”, dvs. tage teksten som den tekst den er og som handler om de ting den gør (jf. fænomenologisk metode!) (Gadamer 1990, 271) al rigtig udlægning skal undgå vilkårlige indfald og indskrænkende tanke- vaner lad sagen selv bestemme hold gennem hele udlægningsprocessen blikket fast på sagen mod alle forstyrrelser der dukker op undervejs den der vil forstå en tekst, laver altid et udkast udlæggeren laver et udkast om hele tekstens mening så snart der viser sig en første mening i teksten en første mening dukker kun op fordi man læser teksten ud fra bestemte forventninger mhp. dens mening

20. TEKSTFORSTÅELSE forts. dvs. man laver nogle for-udkast som man hele tiden reviderer mhp. nye meninger der dukker op jo længere man kommer ind i teksten dvs. forståelsesprocessen består i at man hele tiden laver nye meningsudkast som revideres, tilpasses, præciseres, erstattes osv. den der prøver at forstå, kan blive vildledt af forudfattede meninger der ikke står deres prøve over for ’sagen selv’ i forståelsesprocessen findes der ingen anden objektivitet end den bekræftelse som en for-forståelse opnår gennem sin udarbejdelse forståelse bliver kun til egentlig forståelse hvis den anvendte for-forståelse ikke er vilkårlig

21. TEKSTFORSTÅELSE forts. man skal ikke interpretere en tekst direkte ud fra sin egen for-forståelse, men i stedet afprøve denne mhp. dens legitimitet, dvs. mhp. dens oprindelse og gyldighed det samme gælder mhp. ens egen sprogforståelse hvis det drejer sig om fremmedsproglige tekster eller tekster fra en anden tid. I disse tilfælde skal man prøve at forstå teksten ud fra tidens, forfatterens eller den fremmede kulturs sprogbrug

22. FORSTÅELSESSTADIER(jf. Føllesdal e.a. 1999, 94 f) forståelse udlægning anvendelse 1. forståelse er forståelse af forfatterens/senderens hensigt forfatterens mening: tankerne (meningerne?) forfatteren/senderen ønsker at udtrykke tekstens mening for en given modtagergruppe (i reglen: den teksten/diskursen er rettet imod) 2. udlægning = formidle forståelsen (fra 1. stadium) til nutidige modtagere, dvs. ”oversætte” eller ”tilpasse” forfatterens/tekstens/diskursens mening til en nutidig forståelseshorisont 3. anvendelse = anvende den forståede mening af teksten/diskursen på vores egen tid og situation (hvad har teksten at sige os i dag?)

23. FORTOLKNINGENS FORUDSÆTTELSER sprogkundskab: (hvor godt) forstår jeg tekstens/diskursens sprog (modersmål, fremmedsprog, fagsprog)? viden om tekstens/diskursens art (sprog-handlings-former, retorik-former): er teksten logisk/etisk/patetisk; faktabeskrivende, fiktiv, ironisk, humoristisk, alvorlig; fremsættende, spørgende, bydende? Findes der forskelle mellem den situation hvor(når) teksten blev til og modtagerens situation: kulturforskelle, tidsforskelle?

24. ØVELSE: prøv at forstå, udlægge og anvende nedenstående tekst mhp. hvad ”sagen” er som teksten drejer sig om; fra hvilken tid teksten stammer; hvilken kultur den tilhører; hvad teksten fortæller om dens forfatter (tid, samfundslag, holdninger, personlighed, køn m.fl. Da kom Laura, Konen, styrtende derud, saa gusten som en gammel Avis. ”Hvad skete der?” raabte hun, ”hvor er han, hvor er han?” ”Her, min Pige,” svarede Smeden og slog til Flasken, saa den hoppede paa Ambolten. Inde fra den lød en svag Jamren. Smeden opdagede, at hans Kone ikke stod op mere. Hun var saa blød i Polstringen, at hun kunde falde omkuld, uden at man hørte det. Hun lukkede øjnene op og strakte de runde Arme mod Smeden, og det tør siges, at ret mange Mandfolk havde ikke staaet for det. "Om Forladelse, Jonatan," hviskede hun, "om Forladelse. Og Tak fordi du har frelst mig." "Naa?" sagde Smeden, "nu kryber man nok til Korset. Men nu maa du have det saa godt en lille Tid. Se nu her!" Saa slog han igen paa Flasken og sagde: "Skaf mig min pæne Frakke, og det lidt gesvindt." Og straks stod han med den.

25. Men Konen rejste sig op paa Knæene, hun tiggede og tryglede og ødelagde helt sin smukke Frisure: "Jonatan, Jonatan, vil du aldrig tilgive mig?" "Det ordner sig nok," svarede Jonatan, "men nu faar du Tid til at tænke det hele godt igennem, og der bliver vel et og andet, du kan rette. Men skynd dig nu ind og smør mig en Skæppe Mad og puds mine Støvler. Jeg skal nemlig ud paa en længere Rejse." Da Smeden havde ordnet sig, tog han Flasken i Lommen og gik indenfor paa Kroen. Her snakkede han længe med Andreas Kromand, som lovede at se efter hans Ejendom og passe alt i hans Aand. Og med højt Mod forlod Jonatan op paa Morgenen sin Hjemby, der nu skulde til at vaagne fra den vilde Rus til de værkende Tømmermænd. Kun den retvise Kromand anede, hvor Smeden skulde hen. Men ingen af dem kunde forudse, at Høsten skulde gaa, Bladene falde og Vinteren lide, inden han fik Ende paa sin vidtløftige Rejse.