At vente på Guds time

1. At ventepåGuds time

2. At vente på Guds time • I de dage, da Herodes var konge over Judæa, var der i Abijas skifte en præst ved navn Zakarias. Hans hustru var af Arons slægt og hed Elisabeth. De var begge retfærdige for Gud og levede uangribeligt efter alle Herrens bud og forskrifter, men de var barnløse, for Elisabeth var ufrugtbar, og de var begge højt oppe i årene. • Så skete det, mens Zakarias gjorde præstetjeneste for Gud, idet turen var kommet til hans skifte, at det ved den sædvanlige lodtrækning blandt præsterne blev ham, der skulle gå ind i Herrens tempel og bringe røgelsesofferet, og hele folkemængden stod udenfor og bad, mens ofringen fandt sted.

3. At vente på Guds time • Da viste Herrens engel sig for ham, stående til højre for røgelsesofferalteret. Zakarias blev forfærdet, da han så ham, og han blev grebet af frygt. Men englen sagde til ham: »Frygt ikke, Zakarias! For din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes. Han skal blive dig til fryd og glæde, og mange skal glæde sig over hans fødsel, for han skal blive stor for Herren; han må ikke drikke vin og øl, men han skal fyldes med Helligånden allerede fra moders liv, og mange af Israels børn skal han føre tilbage til Herren deres Gud. Han skal gå foran ham i Elias' ånd og kraft for at vende fædres hjerte til deres børn og give ulydige et retfærdigt sind og skaffe Herren et folk, der er gjort rede.«

4. At vente på Guds time • Zakarias sagde til englen: »Hvordan kan jeg vide, at det er sandt? Jeg er jo en gammel mand, og min hustru er højt oppe i årene.« Da svarede englen ham: »Jeg er Gabriel, som står for Guds ansigt, og jeg er sendt for at tale til dig og bringe dig dette glædelige budskab. Men nu skal du blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord, som vil gå i opfyldelse, når tiden er inde.«

5. At vente på Guds time • Imens stod folket og ventede på Zakarias og undrede sig over, at han blev så længe inde i templet. Da han kom ud, kunne han ikke sige noget til dem, og de forstod, at han havde haft et syn i templet; han måtte gøre tegn til dem og var og blev stum. Da de dage, han skulle gøre tjeneste i, var gået, tog han hjem. Og efter disse dage blev hans hustru Elisabeth gravid.

6. At vente på Guds time • I ventetiden modnes vi. Vi lærer vi at stole på Gud, også når hans svar lader vente på sig. Vi lærer ikke at stole på vores erfaring af Gud eller på vores følelser, men at stole på Gud selv og på hans løfter - vi lærer at vandre i ånden.

7. At vente på Guds time Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl?Hvorfor skælver du i mig?Vent på Gud!For jeg skal takke ham på ny,min frelser og min Gud. (Salme 42,6) Vær stille over for Herren,vent på ham. (Salme 37,7)

8. At vente på Guds time • De, der sår under tårer,skal høste med jubel.Grædende går han ud,mens han bærer såsæden;med jubel vender han hjem,mens han bærer sine neg. • (Salme 126)

9. At vente på Guds time • Gud har en time, og vi må vente på, at tiden er moden.

10. At vente på Guds time • Gud har en time, og vi må vente på, at tiden er moden. • Tanken om, at ventetiden skulle have en mening i sig selv, er fremmed for mange af os.

11. Ventetiden – en del af Guds vækstplan • Moses var 40 år i Egypten og 40 år som fårehyrde i ørkenen, mens han ventede på, at hans livskald skulle blive til virkelighed. • Paulus ventede mange år i ørkenen, efter at Jesus havde åbenbaret sig for ham og kaldet ham til hans livsopgave. • Jesus var 30 år, før han trådte frem i offentligheden.

12. Guds tavshed – et tegn på tillid ”Har Gud vist os den tillid, som er hans tavshed, en tavshed, der er fyldt med den dybeste betydning? Det er hans svar. Hans indgriben vil komme på en måde, der ligger langt ud over alt, hvad vi kan fatte. Glem ikke, at Jesu Kristi tavshed altid er et tegn på, at han ved, vi kan bære en større åbenbaring, end vi tror, vi kan.” Oswald Chambers

13. At vente på Guds time "Gud har, i sin time, svaret på hver eneste bøn. Kun han kender omfanget af de forandringer, som må finde sted i os, før vi kan få opfyldt vore inderste ønsker. Kun han kender til de ændringer og samspil af omstændigheder, som må finde sted, før vor bøn kan blive opfyldt. Derfor siger Jesus til os: "Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt". Catherine Marshall