Dietrich Benner / Alexander von Oettingen Forelæsninger ved Syddansk Universitet Odense 2012

1. Dannelse – Moral – DemokratiOm pædagogiske, etiske og politisketænke- og handlingsformers egenlogik Dietrich Benner / Alexander von Oettingen Forelæsninger ved Syddansk UniversitetOdense 2012

3. Pico della Mirandola: 1463-1494

4. “Vi har hverken givet dig en bestemt plads, en speciel skikkelse eller en særlig funktion, Adam, for at du efter dit eget ønske og dine egne beslutninger kan opnå og besidde den plads, den skikkelse og den funktion du selv måtte ønske. De øvrige skabningers natur begrænses og defineres af love der er foreskrevet os. Du holdes ikke tilbage af nogen uovervindelige skranker, men skal selv bestemme din natur i overensstemmelse med din egen frie vilje i hvis varetægt jeg har overgivet dig. Jeg har sat dig midt i verden for at du derfra lettere kan se hvad der findes i verden omkring dig. Vi har hverken skabt dig som et himmelsk eller jordisk, hverken som et dødeligt eller et udødeligt væsen for at du som din egen skulptør og kunstner med frihed og ære kan skabe dig den form du sætter højest. Det skal stå i din magt at udarte til lavere former der er dyriske; det skal stå i din magt efter din egen viljes beslutning at hæve dig til højere former som er guddommelige.” (Pico Della Mirandola: Om menneskets værdighed, s. 49, Museums Tusculanums forlag, 1989).

6. Rousseau (1753): 1712-1778

7. “… så er der en anden meget særlig egenskab, som adskiller dem, om hvilken der ikke kan herske nogen tvivl, og det er evnen til at forbedre sig (perfectibilité). En evne, som med omstændighedernes hjælp, efterfølgende vil frembringe alle de andre. Vi har denne evne både som slægt og som individ, mens dyret, i løbet af nogle måneder, er det, som det vil være hele sit liv, og dets slægt vil i løbet af tusind år være det, som det var af de første af disse tusind år. Hvorfor er det kun mennesket der kan blive dumt? Er det ikke således, at det på denne måde falder tilbage i sin oprindelige tilstand, og at dyret, som intet har lært og derfor intet kan tabe, forbliver hvad det er i kraft af sit instinkt, mens mennesket ved alderdom eller andre forhold igen kan tabe alt det, som dets evne til at forbedre sig har ladet det erhverve, og det falder således længere tilbage end selv dyret?” (Rousseau: Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlæggelse blandt menneskene, s. 68, Gyldendal 1996).

9. “Alt er godt som det udgår fra skaberens hænder; i menneskets hænder udarter alt. Han tvinger en mark til at frembringe en anden marks produkter, et træ til at bære et andet træs frugter. Han bringer klimaer, elementer og årstider ud af deres naturlige orden. Han lemlæster sin hund, sin hest, sin slave. Han vender op og ned på alt, han vansirer alt; han elsker det vanskabte, det uhyrlige. Han tåler ikke, at noget ser ud som det er skabt af naturen, ikke engang menneskene; dem skal han absolut have dresseret som cirkusheste; dem skal han have vredet på sin facon som træerne i sin have.” (Rousseau: Emil – eller om opdragelsen, s. 13, Borgens forlag 1962, Oversat af Grue-Sørensen).

10. “Uden dette (dannelsesmulighed, Bildsamkeit) ville alt dog gå meget værre endnu, og halvdannelse ville vi ikke nøjes med.” (Rousseau: Emil – eller om opdragelsen, s. 1, Jysk Forlags-Forretning, Århus, 1897. Oversat af Vilh. Malling).

11. “Og vore sjæle er blevet fordærvede efterhånden som vore videnskaber og vore kunster er skredet frem mod fuldkommenhed. Vil man sige, at det er en ulykke, som kun hører vor tid til? Nej, mine herrer; ulykkerne forårsaget af vor forfængelige nysgerrighed er lige så gamle som verden.” (Rousseau første diskurs Meinert udgave, s. 15).

12. “Lad os da begynde med at lægge alle kendsgerninger til side, for de vedrører ikke spørgsmålet. Man må ikke tage de undersøgelser, som man kan indlade sig på i denne forbindelse, for historiske sandheder, men alene for hypotetiske og betingede overvejelser. De er mere egnede til at afsløre tingenes natur end til at påvise deres virkelige oprindelse, og mere lig de overvejelser som vores fysikere hver dag gør sig om verdens skabelse.” (J.-J. Rousseau: Afhandling om ulighedens oprindelse og grundlæggelse blandt menneskene. Samlerens bogklub 1996. Oversat af Mogens Chrom Jacobsen, s. 57).

13. “Vi ved ikke hvad naturen tillader os at være”. (“Nous ignoronscequenôtre nature nous permetd’être”) (Émile 1762a/1979, s. 45f.)

14. “Enhver tænker på sig, kun jeg tænker på mig”

15. “De umyndige som man vil befri skal man gøre værdig til friheden, så de kan udholde friheden. Men I skal altid tænke på at jeres undersåtter er mennesker som I, at de har evnen I sig til at blive det I er. Det skal I udvikle men først befri deres hoveder hvis I har befriet deres sjæl. Uden den omvej vil jeres værk ikke lykkedes.”

16. “Man kender ikke barndommen. Jo længere man kører videre med de forkerte forestillinger man har, des mere farer man vild. De klogeste vil indprente børnene alt, hvad der er vigtigt for mennesker at vide, uden at tage hensyn til hvad børn er I stand til at opfatte. De søger altid det voksne menneske I barnet uden at tænke på hvad det er, før det bliver voksent. Det er det stadium jeg har beflittet mig på. Og selv om min metode skulle være utopisk og forkert, vil man dog altid kunne drage nytte af mine iagttagelser. Muligvis har jeg taget fejl med hensyn til hvad der skal gøres, men jeg tror, jeg har set rigtigt med hensyn til det mål man skal stræbe efter. Begynd altså med at iagttage Deres elever bedre, thi De kender dem ganske sikkert ikke; hvis De læser min bog med det formål, tror jeg De kan have nytte af den.” (Rousseau: Emil – eller om opdragelsen, s. 10, Borgens forlag 1962, Oversat af Grue-Sørensen).

17. Princippet om naturens opdragelse Princippet om tingens opdragelse Princippet om menneskets opdragelse

18. “Når et barnfødes, skrigerdet. Den førstebarnealdergårmedgråd. Snartvugger man detellerkærtegnerdetforatberoligedet; snarttruer man detellerslårdetforatfådettilattie. Enten gørvidetsombarnetønsker. Enten giverviefterforbarnetsluner, ellervitvingerdettilatgiveefterforvore. Der er ingenmellemvej: enten kommandererbarnet, ellerogsåbliverdetkommanderet. Barnetsførstebegreberbliverderfordelsherskerens, delsslavens. Indenbarnetendnukantale, befalerdet; indendetendnukan handle, adlyderdet. Undertiden straffer man det, endnuførdetkanerkende sine fejl, ellerrettere: førdetkanbegånogle. Såledesfylder man tidligtdetsungehjertemedlidenskaber, som man dereftergivernaturenskyldfor. Når man selv har gjortsigumageforatgørebarnetuartig, beklager man sigoverdetsuartighed.” (Rousseau: Emil – eller om opdragelsen, s. 29, Borgens forlag 1962, Oversat af Grue-Sørensen).

19. “Nårbarnetmedbesværrækkerhåndenfremudenatsigenoget, regnerdetmedatkunnenå genstanden, fordidetikke kann beregne afstanden. Her tagerdetaltsåfejl; mennårdetbeklagersigogskriger, idetdetrækkerhåndenud, såtagerdetikkemerefejlafafstanden, såbefalerdet genstanden atnærmesig, ellerdetbefaler Dem at bringe genstanden hentildet. I førstetilfældebør De gåfrempåfølgendemåde: bærbarnetlangsomtogmedsmåskridthentil genstanden. I sidstetilfældeskal De fuldstændig lade somom de ikkehørerbarnet. Jo højeredetskriger, des mindre bør De føjedet. Det er vigtigt i godtidatvænnedettilikkeatkommanderehverkenmedmennesker, thibarnet er ikkederesherre, ellermedting, thi de forstårikkebarnet. Nårderfor et barnønskernogetsomdetser, ogsom man gerne vilgivedet, er detbedreatbærebarnethentil genstanden end at bringe genstanden tilbarnet. Dennefremgangsmådegiverdet en belæringsomsvarertildetsfatteevne; der findesingenandenmådehvorpå man kangørebarnetdetbegribeligt.” (Rousseau: Emil – eller om opdragelsen, s. 55, Borgens forlag 1962, Oversat af Grue-Sørensen).

20. Læreren: Detmå du ikke. Barnet: Hvorformåjegikkedet? Læreren: Fordidet er forkert. Barnet: Forkert! Hvad er det der er forkert? Læreren: Atgøredetjeg har forbudt. Barnet: Hvadforkert er der i atgøredet der er forbudt? Læreren: Du bliver straffet forulydighed. Barnet: Sågørjegdet bare, nåringenserdet. Læreren: Viskalnok holde øjemeddig. Barnet: Jegskjulermig bare. Læreren: Du bliverforhørt. Barnet: Sålyverjeg bare. Læreren : Man måikkelyve. Barnet: Hvorformå man ikkelyve? Læreren: Fordidet er forkert. osv. (Rousseau: Emil – eller om opdragelsen, s. 85, Borgens forlag 1962, Oversat af Grue-Sørensen).

22. “Har man foretrukket en, vil man selv foretrækkes. Kærlighed bør være gensidig”. “For at blive elsket må man være elskværdig”. “For at blive foretrukket må man være mere elskværdig end en anden, mere elskværdig end enhver anden, i alt fald i den elskedes øjne”.