Retninger inden for humanistisk videnskabsteori

1. Retninger inden forhumanistisk videnskabsteori Der findes 2 hovedstrømninger inden for humanistisk videnskabsteori i 20. og 21. århundred • retninger der er udviklet inden for den såkaldte • analytiske filosofi (formal- og natursproganalyse) • retninger der er udviklet i forlængelse af traditionel • bevidsthedsfilosofi (fænomenologi) og humaniora (hermeneutik)

2. Analytisk filosofi(Lübcke 1996, 16) Sammenfattende betegnelse for en række retninger i det 20. århundredes fil... Retningerne [er] fælles om visse hovedpunkter og grundideer. Fx om den opfattelse, at de traditionelle fil. problemer kun kan (op)løses gennem en afklaring af betydningerne af de udtryk,som indgår centralt i problemformuleringerne. …

3. Analytisk filosofiobjektivisme Analytisk filosofi er forbundet med et brud med traditionelle, subjektsorienterede ”bevidsthedsfilosofier” (erkendelsesteorier). Viden skal undersøges (analyseres) i de objektive former (især sprog) hvori viden/mening ytrer sig. Analytisk filosofi har medført det såkaldte lingustic turn inden for epistemologien = undersøge bevidsthedsformer i deres sproglige ytringsformer. Meningsanalyse bedrives i analytisk filosofis regi derfor mest som sproganalyse (af naturlige eller formelle sprog).

4. Analytisk filosofiretninger: dagligsproganalyse Hovedretningerne inden for a. fil. adskiller sig først og fremmest i synet på fil. analyse. Fra Moore udgår en tradition, der lægger hovedvægten på almindelig sprogbrug. Filosofiens opgave er at klargøre meningerne med de common-sense sandheder, som er involveret i traditionelle, fil. problemer, f.eks. om den ydre verden el. viljens frihed. En analyse må vise, hvordan de problemvoldende udtryk kan erstattes af mindre forvirrende udtryk med de samme meninger, og den skal altid kunne formuleres i almindelig sprogbrug. Dagligsprogsfilosofien er en videreførelse af dette synspunkt, dog grundlagt på en anden meningsteori end hos Moore, nemlig den senere Wittgensteins.

5. Dagligsproganalyse forts. Med udgangspunkt i Wittgensteins senfilosofi (Philosophische Untersuchungen) er … fremkommet en … analyseteknik, den [såkaldte] sprogbrugsanalyserende metode. Grundtanken er her, at et sprogligt udtryks mening er en funktion af den brug, sprogets talere gør af det i konkrete kommunikations-episoder. Ikke mindst Austins teori om talehandlinger har bidraget til den teoretiske afklaring af principperne for fil. sprogbrugsanalyse …. Strawsons performative analyse af sandhedsbegrebet og Hares præskriptivistiske analyse af moralske udsagn er tydelige eksempler på analyser af denne type.

6. Dagligsproganalyse forts.metode Dagligsproganalysens metode ”er … terapeutisk, nemlig at opløse problemerne gennem en behandling, der blotlægger og korrigerer de pågældende misforståelser af sprogets logik i bred forstand. Metoden hertil er den såk. sprogbrugsanalyserende metode med udspring i Wittgensteins anvisning, at ords meninger - begreber - skal afklares via en beskrivelse af deres faktiske brug i dagligdagens situationer.

7. Analytisk filosofiretninger: formalsproganalyse Fra Russell udgår en … tradition, … med den moderne formelle logik som det vigtigste redskab til fil. analyse. Russells påvisning af, hvordan en sætnings grammatiske form ofte tilslører dens logiske form med fil. forvirring til følge, har inspireret til flere forsk. strømninger i a. fil.. Vigtigst er 30'rnes logiske positivisme og den formelle semantik efter 1960.

8. Formel semantik den formeIIe s. er grundlagt af medlemmer af Warszawa-gruppen, navnlig Tarski, og udgør i dag en blomstrende matematisk-Iogisk disciplin, som ofte går under betegnelsen modelteori. Denne studerer formelle sprogs meningsrelevante egenskaber på abstrakt måde, idet den undersøger formen af tilladelige modeller for sådanne sprog for derved at kaste lys over deres logiske struktur. Den formelle s. har løst sin opgave m.h.t. et sprog, når den har formuleret en sandhedsdefinition og klargjort de logiske følge-forhold for det. Igennem studiet af sprog, som indeholder intensionelle (meningsafhængige) kontekster og højere ordens udtryk … tilstræber den formelle s. at nærme sig en formel redegørelse for de meningsteoretiske aspekter ved naturlige sprog som f.eks, dansk (fx Montague-semantik).

9. modelteori I logikken er en model for en mængde af sætninger eller velformede formler en tilskrivning af denotationer eller semantiske værdier til samtlige primitive udtryk, som indgår i formlerne, således at alle formlerne får sandhedsværdien sand. En sådan tilskrivning kaldes ofte en interpretation, hvorfor en model kan siges at være en interpretation, som gør alle formlerne sande. En sætningsmængde er konsistent, netop hvis den har en model, ellers inkonsistent. Er en sætning sand i alle tilladelige modeller (for alle interpretationer), er den logisk sand eller valid.

10. Modelteorieksempel abstrakt Eksempel: I domslogikken består en interpretation i en tilskrivning af sandhedsværdier til de atomiske formler, som er komponenter i formelmængdens formler. En model kan her opfattes som en funktion fra dette sæt af atomiske formler ind i mængden (sand, falsk), således at samtlige formler i mængden tager værdien sand. Således har (p eller q, ikke-q, p) en model, idet alle tre formler bliver sande, hvis p tilskrives værdien sand, medens q tilskrives værdien falsk. Derimod har (ikke-p, ikke-q, p eller q) ingen model: thi de to første formler er kun sande, hvis både p og q er falske, og i så fald er disjunktion [dvs. p eller q] falsk.

11. Modelteorieksempel konkret Påstande: p = Anna kikker TV ikke-q = Anna læser ikke en bog p eller q = Anna kikker TV eller Anna læser en bog Situation: Anna kikker TV eller læser en bog OG Hun læser ikke en bog OG (Derfor:) Anna kikker TV. Forklaring Situationen er en mulig verden fordi alle tre sætninger kan være sande i en og samme verden/situation. Dvs. der findes en (konsistent = modsigelsesfri) model for den beskrevne situation.

12. Modelteorieksempel konkret Påstande ikke-p = Orla jager ikke en kat. ikke-q = Orla ligger ikke i sit hundehus. p eller q = Orla jager en kat eller Orla ligger i sit hundehus Situation: Orla jager ikke en kat OG Han ligger ikke i sit hundehus OG (Derfor ikke:) Orla jager en kat eller han ligger i sit hundehus. Forklaring Dvs. den beskrevne situation er ikke en mulig verden. Der findes ikke en model (situation/verden) der samtidig gør alle tre sætninger sande.

13. Analytisk filosofiretninger: nyere udviklinger De nyeste udviklinger i a. fil. i 1970'erne er - under anførsel af bl.a. Davidson, Dummett og Kripke - gået i retning af at udarbejde en systematisk fil. meningsteori til at forklare, hvad det vil sige at forstå et helt sprog. Målet er ikke længere at gennemføre isolerede analyser af udvalgte påstande, ja slet ikke at give analyser i nogen gængs forstand. Det er snarere at [finde] … den korrekte model for forståelsen af et sprog.

14. Filosofisk semantik … er grundlagt af G. Frege og arbejder tæt sammen med den formelle s., hvis metoder den er afhængig af. Dens grundlæggende spørgsmål er, hvorledes en meningsteori for et naturligt sprog bør tage sig ud. At svare på dette er at besvare flg. spørgsmål: Hvad er det, som en kompetent sprogbruger ved, som sætter ham i stand til at beherske et sprog, og hvori består denne viden? Siden Frege er det en almindelig antagelse, at en sprogbrugers kendskab til en sætnings mening består i hans viden om sætningens sandhedsbetingelse, dvs. hans viden om, hvad der må være tilfældet, hvis sætningen er sand. Tilsvarende består hans kendskab til et udtryks mening i hans viden om, hvorledes udtrykkets tilstedeværelse i en sætning bidrager til dennes sandhedsbetingelse.

15. Fænomenologi Fænomenologi er en teori og en metode. Teorien forklarer hvad bevidsthed er, især den genstandsrettede bevidsthed – erkendelse af og viden om noget. Fænomen (i fænomenologisk forstand) = det der kommer til syne for et bevidsthedssubjekt. Dvs. ’fænomen’ er et andet udtryk for ’bevidsthed’. ’Bevidsthed’ betyder (i fænomenologisk forstand) ’noget kommer til syne for nogen (= et bevidsthedssubjekt)’.

16. Fænomenologi som teoriom den subjektive side af meningsdannelse Modsat den analytiske filosofis objektivistiske (semiotiske, informatiske) tilgang forsøger fænomenologien at undersøge bevidsthedens subjektive side. (OBS! ’subjekt’ er her lige ’erkendelses-subjekt’ og ikke det empiriske/psykologiske subjekt (= en bestemt person i en bestemt situation)). Ikke viden- eller meningsbærende objekter (fx symboler, sprog) bliver analyseret, men subjektets viden- eller meningsdannende aktivitet der bevirker at oplevelser får en betydning. Fænomenologi er en teori om hvad der foregår i en bevidsthed der forlener oplevelser med mening (= retter dem mod mulige objekter = intention).

17. Fænomenologi som teoriom den subjektive side af meningsdannelse forts. Bemærk: Fænomenologi er ikke en empirisk teori om fænomener (forstået som meningsbærende oplevelser der finder sted i en bestemt persons bevidsthed på et bestemt tidspunkt)!!! Fænomenologi er en apriorisk teori (erkendelsesteori/ videnskabsteori) om fænomeners mening ( forstået som det der kommer i en bestemt oplevelse til syne; dvs. oplevelsens indhold). Mening/viden er ifølge fænomenologien hverken noget fysisk eller psykisk, men noget tredje (= ideel). Fænomenologi undersøger ikke bevidsthedens fysiske eller psykologiske grundlag/forudsætninger, men dens menings-indhold eller meningsgivende akter.

18. Fænomenologi intentionalitet, givethed, akt ”(af gr, phainomenon, det som viser sig, og logos, lære), læren am det, som viser sig (kommer til syne; fremtræder) for en bevidsthed. … Husserl (har) i det 20. århundrede givet ordet 'f.' en særlig prægning. Det afgørende er her en lære om at al bevidsthed er kendetegnet ved intentionalitet (rettethed mod en genstand), og at det er f.s opgave at beskrive, hvorledes genstande af forskellige typer er knyttet sammen med bevidsthedsakter af bestemte typer. En genstand kan være givet mere eller mindre direkte i en bevidsthedsakt, men når en genstand er givet direkte i et anskueligt nærvær (f.eks. hvis en ting bliver perciperet i sit fulde sanselige nærvær), så tales der om, at genstanden foreligger som fænomen, og der tales om den fænomenologiske akt.

19. Fænomenologi og humanistisk forskning Fænomenologi blev også udviklet som metode. Metoden går ud på at undersøge (analysere) hvordan et bevidsthedssubjekt danner sig en mening (intention) om noget han/hun oplever. I forbindelse med undersøgelsen af fx en interpersonel kommunikationssituation kan fænomenologi bruges til at undersøge hvordan de enkelte kommunikatorer danner sig en mening om det, der findes og foregår i situationen. Metoden kan dog direkte kun anvendes på egns egne bevidsthedsakter. Hvordan en anden oplever og forstår en situation kan man dog forsøge at rekonstruere ud fra vedkommendes ytringer.

20. eksempel Det er især interessant hvis forskellige kommunikatorer opfatter den samme situation på forskellig måde – fx hvis af 2 deltagere (A og B) i et middagsselskab den ene (A) bagefter opfatter selskabet (kommunikationen) som kedeligt, den anden (B) som spændende.

21. INTENTIONHusserl, fænomenologi Bevidsthed er ifølge Husserl kendetegnet ved begrebet intentionsom betyder: rettethed imod en (bevidstheds)genstand som kan være en ting, et sagforhold, et formål, en matematisk entitet, en ide osv.. Det fænomenologiske begreb ’intention’ kan sammenlignes med begrebet mening. Forskellen er bare at ’intention’ betoner den subjektive side af meningsbegrebet – dvs. den meningsdannende aktivitet.

22. Intentionsanalyse Undersøger man intention (= den meningsdannende eller menings-konstituerende aktivitet) nærmere så: kan der skelnes mellem det, som bevidstheden er rettet imod (kaldet intentum, noema el. cogitatum), altså genstanden(for en bevidsthed), og bevidstheden om (intentio, noesis, cogitatio) denne genstand. ’Intentum/noema/cogitatum’ er med andre ord det man mener, når man tænker, perciperer, forestiller sig, fantaserer, føler NOGET, dvs. tænkningens, perceptionens osv. genstandsside (= bevidsthedsobjekt). ’Intentio/noesis/cogitatio’ er derimod selve aktivitetenat tænke, percipere osv. noget, dvs. det et bevidsthedssubjekt gør, når det danner sig en mening om det, han/hun oplever (sanser).

23. Intentionsanalyse forts.intentions-kvalitet, -materie De forskellige bevidsthedsakter – fx tænkning (begrebsdannelse, prædikation, slutning), perception, følelse, forestilling – kaldes intentionens (= meningsdannelsens) kvalitet. Akternes indhold, dvs. aktens genstand eller tema, kaldes også intentionens materie. • Aktens kvalitet = hvordan man mener noget. • Aktens materie = hvad man mener.

24. Intentionsanalyse forts. På intentio-siden kan skelnes mellem to typer af oplevelser (Erlebnisse). De blotte sansedata (Empfindungsdaten), der ikke selv er intentionale, men som fungerer som ’bærere’ af de egentlige intentionale bevidsthedstilstande (akterne). Disse akter indgår i en bevidsthedsstrøm, der viser tilbage til jeg'et som bevidsthedens identitetspol.

25. Intentionsanalyse forts.eksempel Forskellige subjekter har nødtvunget forskellige sansedata af samme ting eller situation – alene på grund af deres forskellige lokalisering i forhold til tingen eller i situationen. Forskellige subjekter oplever de samme ting/situationer på baggrund af forskellige bevidsthedsstrømme (som hænger sammen med deres personlige måde at forarbejde information til mening på (= jeg'et, personlighed, livshistorie)  hermeneutikkens: forviden/horisont) og forarbejder dem også i forskellige akter. Eksempel (forts.): Mens den ene (kvindelige) deltager i middagsselskabet (A) har siddet ved siden af en kedelig ældre revisor, har den anden (mandlig) deltager (B) siddet ved siden af en smuk, ung, kvindelig forsker der lige er kommet hjem fra et etnografisk feltstudie i Brasilien.

26. Intentionsanalyse, intuition, givethedeksempel På intentum-siden findes en genstand (Gegenstand), f.eks. en ting, et sagforhold el.en idé, idet denne genstand intenderes gennem en mening (Sinn, Bedeutung). En intentions genstand kan altså være forskellige slags ting afhængig af intentionens kvalitet (= aktform). Genstanden kan være mere el. mindre direkte givet. Den mest direkte givethed svarer på intentio-siden til den såkaldte anskuelse af ’sagenselv’ ( die Sache selbst) el. af fænomenet. Anskuelsen af det direkte givne kaldes også intuition. Eksempel forts.: Mens A ved et blik på sin bordnabo, revisoren, ser at der vokser hår ud af hans næsebor, tænker B efter et flygtigt blik i den kvindelige antropologs øjne at deres farve er enten grøn eller blå (han har altså ikke rigtigt set hvilken farve de har).

27. Intentionsanalyse signitive, intuitive akter Ifølge Husserl gør det en stor forskel hvordan genstanden for en meningsakt er givet (fremtrædelsesform). Intenta kan være mere eller mindre direkte givet: Indirekte givende eller re-præsenterende akter kaldes signitive. Direkte eller præsenterende akter kaldes intuitive. (jf. Zahavi 2001)

28. Intentionsanalyse forts.eksempel En akt er repræsenterende eller signitiv hvis det objekt akten retter sig imod, ikke er sagen selv, men et tegn/symbol osv. der fungerer som stedfortræder (repræsentant) for sagen. Til denne kategori hører fx alle akter der retter sig mod sproglige eller semiotiske objekter. Præsenterende akter retter sig derimod mod sagen selv. Eksempel forts.: Når A kikker på revisorens næse, retter hendes bevidsthed sig mod næsen selv. Næsen er direkte givet for hende, er det der kommer til syne for hende. Når B lytter til antropologens fortælling om amazonasindianernes initiationsritualer, retter hans bevidsthed sig kun indirekte mod indianernes ritualer, men direkte mod antropologens ord(lyde).

29. Fænomenologisk sandhedevidens Det fænomenologiske sandhedsbegreb hænger sammen med forskellen mellem signitive og intuitive akter. Er en genstand direkte givet i en intuitiv akt (perception), så opfattes aktens intention/ mening som umiddelbart opfyldt. Subjektet kan så at sige direkte se/høre osv. at genstanden er sådan som han/hun mener, den er. Denne direkte opfyldelse af mening gennem anskuelse kaldes evidens. Signitive akters mening bliver sand/evident hvis den bliver opfyldt gennem en efterfølgende intuitiv akt, der giver den formente sag selv.

30. Fænomenologisk metodeog projektundersøgelse Fænomenologi kan anvendes som analysemetode i et projekt – dvs. in den projektfase hvor datamaterialet skal analyseres mhp. hvilke meninger der er forbundet med materialets elementer og struktur(er). Et grundlæggende træk i en fænomenologisk analyse består i at man gransker materialet mhp. hvilke af de i materialet udtrykte meninger der er direkte (dvs. anskueligt) givne og hvilke der kun er indirekte (dvs. signitivt) givne. På den måde kan man skelne mellem det man har en direkte, intuitiv viden om, og det man kun har en indirekte mening (formodning), indirekte eller afledt viden om. Den sidste kan også kaldes inferentiel viden, dvs. en viden vi slutter os til ud fra en bestemt forviden.

31. Intuitiv og inferentiel videnbemærkning Nogle filosoffer (fx Peirce) har tvivlet på at der ikke findes intuitiv viden i fænomenologisk forstand og påstået at al viden er af inferentiel natur (jf. Brandom 1994). Også inden for postmodernismen er der blevet sat spørgsmålstegn ved intuitionsbegrebet og påstået at al viden er repræsentativ(jf. Derrida 1967)

32. Fænomenologisk metodereduktion Den fænomenologiske metode kaldes også fænomenologisk reduktion. Metoden går ud på at man fører (reducerer) det man mener, tilbage til det givne; dvs. man undersøger, hvad der faktisk er givet eller kommer til syne (= fænomen) i en bevidsthedsakt og hvad der kun indirekte (for)menes (repræsenteres) gennem aktens genstand. Reduktionen består i at man ser bort fra (setter i parentes: epoché) alt hvad der ikke er fænomen eller direkte givet i en bevidsthedsakt. Man reducerer alt hvad akten ellers antyder/henviser til, til det hvad der anskueligt er givet.

33. Fænomenologisk metodedataanalyse Kikker man på en tekst som datamateriale, kan man fastslå at materialet kun består af objekter for signitive akter. Det direkte givne er (i tilfældet af en skriftlig tekst) bestemte figurer af en bestemt farve, størrelse, placering i forhold til hinanden og i situationen (fx i et undervisningslokale, projiceret på et lærred eller printet på papir). Det er ikke direkte givet at disse figurer har en mening, dvs. repræsenterer bestemte lyde, som i bestemte kombinationer med andre lyde repræsenterer ting eller begreber.

34. Fænomenologisk dataanalyse Det er kun muligt at opfatte de omtalte figurer som bogstaver af et bestemt sprog der i bestemte kombinationer repræsenterer ord, som igen repræsenterer ting, hvis perceptionsakterne der giver figurerne i anskuelig form, bliver suppleret af hukommelsesakter der forbinder ordene med bestemte ting eller begreber (i bestemte kontekster).

35. Øvelse: fænomenologisk analyseaf et billede Forestil dig at det efterfølgende viste billede er del af dit empiriske undersøgelsesmateriale (faktisk stammer det fra Per Flys film ’Arven’). Opgaven består i at undersøge billedet mhp. det der faktisk er givet eller faktisk kommer til syne for billedets betragter. Det givne kan opfattes som det egentlige erkendelses- eller vidensgrundlag for alt det man kan finde ud af ved at betragte billedet. Den fænomenologiske metode går ud på at man nøje skelner mellem det der faktisk (kan) ses, og det man kan slutte sig til ud fra det sete.

36. Fænomenologisk analyseepoché Skelnen mellem det givne og det blot formente (dvs. det man som betragter mener at kunne se på billedet, men som der faktisk ikke kan ses) opnås gennem epoché. Epoché betyder at man ser bort fra alt hvad det givne efter ens mening kunne betyde. Man opnår sandhed eller evidens mhp. billedets erkendelses- eller vidensindhold, hvis man kan bringe ens mening om hvad der kan ses, og det der faktisk kan ses, til dækning.

37. Fænomenologisk analysemålsætning Målet med at anvende den fænomenologiske metode i undersøgelsen af ens problemstilling kan formuleres sådan: Jeg vil gerne finde ud af hvad jeg på grundlag af mit undersøgelsesmateriale faktisk ved. ’Faktisk ved’ står her i modsætning til det jeg mener jeg kan (vha. forskellige teorier) slutte mig til. Den fænomenologiske metode giver mig mulighed til at skelne mellem videns-grundlag og forklaring/teori.

39. Fænomenologisk billedanalyse Jeg ser 3 hoveder forbundet med et stykke hals og overkrop ved siden af hinanden foran en mørk baggrund. Disse 3 kropsfragmenter (lad os kalde dem K1, K2, K3) kan ikke ses i samme omfang alle tre. Mest kan der ses af K1, der tildækker en del af K2’s hoved, hals og overkrop. K2’s isse er tildækket af en mørk aflang ”krans” der tildækker en del af K3’s hoved og venstre skulder (OBS! alle de begreber jeg bruger i beskrivelsen er naturligvis ikke direkte givne, men resultat af interpreterende akter). K1 ses næsten i profil lidt nedenfra; man ser K1’s venstre ansigtshalvdel (og en lille smule af højre ansigtshalvdel): næse + venstre næsebor, mund (som lidt åbnet), (dobbelt)hage, det venstre øje (og en smule af det højre), pande + venstre tinding, venstre øre, håret på venstre kraniehalvdel: kortklippet, blond.

40. Fænomenologisk billedanalyse forts. K1, K2, K3 har mørkt tøj på (så vidt man kan se hvad de har på). På K1 og K3 kan man se hvide (skjorte)kraver og mørke slips. K2 har noget på hovedet som er gennemsigtigt ved kanten (højre side). K1 har lyst, K2 brun, K3 også lyst, men lidt mørkere hår end K1. K1 kikker ligeud. K2 (som er et godt stykke lavere end K1) kikker med halvåben mund nedenfra opad på K1. K3 (som er – perspektivet indberegnet – højere end K2) kikker også i retning af K1. K1, K2, K3 har festligt tøj på (så vidt man kan se det). De befinder sig (står?, sidder?, knæler?) ved siden af hinanden. K1 står i forgrunden nærmest til tilskueren, K2 til venstre for K1 og K3 til venstre for K2 (længst væk fra tilskueren).

41. Fænomenologisk billedanalyse forts. Baggrunden er mørk med nogle lyse pletter og striber til venstre for K3 og lyse, rødlige pletter til højre for K1’s hoved. K1’s synlige øje er (med stor sandsynlighed) blå. K2’s øjne er sandsynligvis også blå (måske med et grønt skær). Man kan skimte nogle (2) underkæbetander i K2’s åbne, læbestikkulørte (lilla?) mund. Her afbryder jeg analysen af det på billedet givne synlige.

42. Fænomenologisk billedanalyseepoché: det ikke-givne Eksempler på hvad man ikke kan se på billedet, man (næsten automatisk) hermeneutisk slutter sig til: K1, K2, K3 er mennesker (vi ser kun deres hoveder og overkroppe; de kunne have sfinks-agtige eller kentaur-agtige underkroppe K2 er kvinde (læbestift, hovedbeklædning, kropshøjde, ansigtsbygning) K1 og K3 er mænd (hårlængde, slips, jakkesæt, ansigts-, kropsbygning) K2 og K3 er (en del) ældre end K1 de 3 personer befinder sig i en ”alvorlig” situation

43. Fænomenologisk billedanalyseepoché: det ikke-givne Hermeneutik: Det nedenstående er ren og skær interpretation (= meningsudkast grundet det givne = sagen selv, jf. Gadamer 1990): Det ser ud til som om K1 siger noget eller lige har sagt noget som forbavser (forskrækker?) K2 og også gør indtryk (misbilligelse?, billigelse?) på K3. De 3 personer er ikke ukendte for hinanden, står endda måske i tæt (familiær) relation til hinanden. K2 og K3 er måske K1’s forældre. De befinder sig et offentligt sted (indendørs?, udendørs?); det er nat.

44. Fænomenologisk billedanalyseepoché: det ikke-givne Det man kan lære gennem en fænomenologisk analyse (af et bestemt datamateriale) er at blive opmærksom på forskellen mellem vidensgrundlag (= det givne, direkte oplevede) og de (næsten automatiske) interpretationer, bedømmelser, vurderinger vi foretager os med det direkte oplevede. I forbindelse med det viste billede bliver man fx sjælden klar over at man kun kan se fragmenter af det man interpreterer som ’hoved’, ’ansigt’, ’krop’, ’menneske’, ’mand’, ’kvinde’, ’jakkesæt’, ’kjole’, ’skjorte’, ’slips’, ’hat’. Vi kan faktisk ikke se at det er mennesker, 2 mænd og 1 kvinde. Vi ved ikke om de også har tøj på eller er nøgne nedenunder det man kan se. Alt om personernes ælder, køn, personlige forhold til hinanden, handlinger i situationen, og alt i alt situationens mening er resultat af videregående interpretationsakter eller slutninger.