Holdundervisning i uge 8. Hold 4,5 og 6 (hum.bach) Rational Choice Institutionalisme (RCI)

1. Holdundervisning i uge 8. Hold 4,5 og 6 (hum.bach)Rational Choice Institutionalisme(RCI) RCI-modellens grundtræk Institutionerne, RCI og fangernes dilemma Effekterne af institutioner: Case 1 (præsidenternes magt) Case 2 (domstolens rolle Case 3 (demokratisk konsolidering) Medianvælgerteoremet

2. 1. RCI-modellens grundtræk • Simpel rational choice institutionalistisk model: • Individuelle aktører • har præferencer • indgår i institutioner • hvilket begrænser deres adfærd • og giver et bestemt udfald m.h.t. deres handlinger

3. Analysefelter: 1) Indebærer et mikrofundament til analysen af institutioner – udgangspunktet er et sæt af individer, som antages at have et sæt veldefineret sæt af interesser. 2) Anvendelsesområderne er mange for RCI-analyser: lovgivningsprocessen, domstolenes rolle, valghandlinger, handelspolitik bureaukratiernes rolle, EU’s landbrugspolitik, internationalt samarbejde, klimapolitik.

4. Barry Weingast – rational choice institutionalism Professor på Stanford University

5. Grundlæggende spørgsmål i den forbindelse: • 1) hvem er aktørerne (et individ, en gruppe, en organisation)? • 2) hvilke præferencer (ønsker/interesser) har aktørerne? • 3) hvad gør aktørerne faktisk (strategier/handlinger)?

6. Antagelser om præferencernes anatomi • De formelle krav: • eksogent givne • komplette og transitive (dvs. med klar hierarkisk struktur) • konsistente • De substantielle krav: • overvejende styret af egeninteressen • som regel med fokus på materielle goder • kan evt. også omfatte altruistiske (religiøse) præferencer

7. Der stilles i princippet store krav til at være nyttemaksimerende: • Perfekt information – men der er grænser for, hvor meget man vil anvende på at få de sidste informationer – der kan også være forskellige vurderinger af nytte her og nu og i fremtiden • Optimal intelligens – i stand til at håndtere alle beregningerne • Realisme – ”bounded rationality” og ”satisficing” – Herbert A. Simon

8. Herbert A. Simon 1916-2001. Fik Nobelprisen i 1978 for forskning i beslutningsprocesser i store organisationer

9. 2. Institutioner og RCI Abstrakt definition: menneskeskabte begrænsninger for menneskelig handling Fokus: Formelle regler og organisationer Spørgsmål: Hvis der sker ændringer m.h.t. aktører eller institutioner (strategier, information, opbygning osv.) – hvad sker der så?

10. Hvorfor findes institutioner? Det korte svar: De forskellige parter har ofte behov for institutioner for at få fat i de fordele, der er ved at samarbejde. Uden institutioner står individerne ofte overfor et socialt dilemma, dvs. i en situation, hvor individerne på grund af deres adfærd alle stilles ringere end uden samarbejde..

11. Fangernes dilemma er det klassiske sociale dilemma, selv om der er mange andre: Hvis begge spillere følger deres kortsigtede incitament til at snyde, ender de begge med at blive stillet ringere. Rigtigt designede institutioner giver derimod individerne incitamenter til at samarbejde. De kan give spillerne et ”credible commitment” om, at de vil samarbejde.

13. Anvendeligheden af fangernes dilemma-spillet • To antagelser begrænser fangernes dilemma-spillets anvendelighed i den virkelige verden, idet alt tilsyneladende er offentligt kendt: • 1) Det er klart, hvornår der er tale om snyd. • 2) Når nogen snyder, er det klart for alle, hvem der snyder.

14. I den virkelige verden er det anderledes: • A) Her er der ofte ikke enighed om, hvad der er snyd • B) Der er heller ikke enighed om, hvordan der skal samarbejdes. • C) Og selv om der er enighed om, hvad der er snyd, er der langt fra altid let at opdage snyd. • D) I det internationale system vil man se masser af forsøg på at skjule snyderi. • Her kommer institutionerne ind! • De skal sikre samarbejdet i en situation med usikkerhed om, hvem der snyder. En tredje instans, som sikrer en selvforstærkende mekanisme m.h.p. at straffe snydere.

15. Kollektiv handling og free-riding • Institutioner på et område kan være til alles gavn, men er der incitamenter til at skabe dem? • Mancur Olson (1965), The Logic of Collective Action. • Hvis alle får andel i godet, hvorfor så bære omkostningerne ved at deltage? • Mest rationelt at blive free-rider • Nøglen til kollevtiv handlen: Selektive incitamenter (private goder)

16. Mancur Olson 1932-1998. University of Maryland.

17. 3. Effekterne af institutioner – Case 1 Case: Forholdet mellem den udøvende magt (præsidenten) og den lovgivende magt (”parlamentet”) i USA og Latinamerika (”presidentialismo”) USA: Kun medlemmer af Kongressen kan officielt foreslå lovgivning, men præsidenten kan nedlægge veto mod denne lovgivning Modellen: Vi antager en enstydig politisk dimension (fx højre-venstre) med forskellige ideale policy præferencer: Status quo = Q Præsidenten = E Lovgivningsmagten (medianlovgiveren) = L Så langt præsidenten vil gå, før han nedlægger veto, således at Q bliver stående = E(Q) -----------Q-------E-------E(Q)------Veto---------------L-----------

18. -----------Q-------E-------E(Q)------Veto---------------L----------------------Q-------E-------E(Q)------Veto---------------L----------- • Resultat: • Kongressen vedtager lovgivning lig med E(Q) • Præsidentens vetomulighed begrænser Kongressens handlemuligheder • Hvis præsidenten vil bevæge sig længere væk fra status quo end Kongressen (E og L bytter plads i modellen), kan præsidentens interesser ignoreres. Kongressen kan vedtage lovgivning uden at frygte et veto, for status quo er værre for præsidenten.

19. Latinamerika (Chile): Præsidenten har større magt end i USA Præsidenten kan præsentere lovgivningsmagten for et take-it-or-leave-it forslag. Det betyder, at han kan få gennemført E i stedet for E(Q) som i USA: Situation 1: Præsidenten tæt på Q: -----------Q-------E-------E(Q)----------------------L----------- Parlamentet kan blokere E, men ender så med Q. Situation 2: Præsidenten langt fra Q: -----------Q-------L-------L(Q)------------------------E----------- I dette tilfælde kan den latinamerikanske præsident få gennemført L(Q). I USA måtte han nøjes med L.

20. Effekterne af institutioner: Case 2 (domstolens rolle) En række domme af USA’s højesteret udvidede i begyndelsen af 1970’erne betydningen af Civil Rights Act fra 1964. Hvorfor gjorde en højesteret domineret af konservative dommere det? Èn forklaring er, at den amerikanske højesteret agerede strategisk for at undgå en endnu større udvidelse af borgerrettighederne via ny lovgivning i Senatet. Den ideale position for den konservative højesteret = J Politisk status quo i form af borgerretsloven fra 1964 = A Den ideale position for filibusteren = f Median senatorens ideale position = M Modellen: -----J-----A------------f------------f(A)----------M---------- En filibuster kan kun stoppes af 2/3’s flertal i Senatet.

21. Domstolenes rolle • 1) Som det ses af modellen er Kongressen i 1970’erne langt mere liberal end Kongressen i 1964, da den vedtog borgerrettighedsloven. • 2) Der var tegn på, at Kongressen ville vedtage lovgivning, som bevægede lovgivningen fra A til f(A). • 3) I den situation reagerede Højesteret ved at bevare så meget af status quo som muligt. • -4) Det skete ved at bevæge politikken fra A til f via ny liberal fortolkning af gældende lovgivning. • 5) Denne bevægelse udelukkede, at Kongressen kunne vedtage en mere liberal lovgivning. For enhver ændring fra f mod M ville gøre det muligt at få en filibuster, som ikke kunne nedstemmes med 2/3 af stemmerne i Senatet. • -6) Modellen giver et nyt svar på en puzzle: Viser den politiske rolle, som USA’s højesteret spiller, især når der er politisk uenighed mellem de politiske institutioner i USA.

22. Case: Domstole • Hvad bestemmer domstolenes grad af uafhængighed? • Tendens til at antage, at domstolenes uafhængighed beror på juridiske normer hos dommerne i domstolene slev. • Påstand: Afhænger af relationen mellem domstolene og de øvrige dele af styret. • Domstole har størst uafhængig magt, når den udøvende og lovgivende magt er meget uenige om den politiske linje. • Eksempler: • I USA i 1860’erne (efter borgerkrigen); i 1930’erne (New Deal) • I EU (?) i 1960’erne (EU’s etablering – hvad retning skulle samarbejdet tage – direkte virkning og forrang); 2000’erne (stor uenighed om visse direktivers rækkevidde)

23. 5. Effekter af institutioner: Case 3 (hvordan konsolideres demokratiet?) • Ifølge Weingast kræver det, at tre betingelser er opfyldt: • 1) Ingen enkeltgruppe prøver med magt at erobre regeringsmagten. • 2) Dem, der har magten, respekterer de konstitutionelle regler og undlader at intimidere modstanderne. • 3) Borgerne er villige til at forsvare de konstitutionelle regler ved at holde op med at støtte ledere, som bryder dem. • Formuleret på denne måde beror demokratisk konsolidering på incitamenter til at følge spille reglerne. • Understøtter Przeworski’s såkaldte rationelle frygt model: • Demokratisk konsolidering lettes, hvis forfatningerne begrænser omkostningerne ved at tabe magten. Klar magtdeling tjener til at berolige borgerne overfor truslerne ved et magtskifte.

24. 6. Medianvælgerteoremet • Leif Helland –Anthony Downs – An Economic Theory of Democracy (1957). • Anlægger økonomiske analysemetoder på fænomener I det politiske system. Udspringer af public choice- og rational choice-traditonen. Mancur Olson, James Buchanen, Gordon Tullock. • Deduktiv metode = udledning af implikationer fra givne præmisser. Se på, implikationerne holder. • Har især påvirket forskningen om partikonkurrence og vælgeradfærd.

25. To antagelser i denne teoritradition • To antagelser ligger til grund for teorien (som har provokeret mange statskundskabsfolk): • 1) Politiske repræsentanter er udelukkende interesserede i at blive (gen)valgt. • 2) Stemmeafgivning er udelukkende motiveret af egeninteressebaserede nyttekalkuler, vælgeren får ved at sætte et bestemt parti i regering. • Antagelserne er imidlertid IKKE deskriptive udsagn. De er forenklede præmisser, som tages for givet for at producere et logisk holdbart ræsonnement.

26. Leif Helland – professor, Oslo School of Management

27. Teoremets indhold: • 1) I et topartisystem vil partierne formulere partiprogrammer, som appellerer til den politisk centralt placerede vælger = den vælger, som har nøjagtig lige mange vælgere placeret til højre og til venstre. Vedkommende er medianvælgeren. • 2) Kravet er, at aksen er veldefineret. Der må kun være et punkt, hvor medianvælgeren kan befinde sig. • 3) Ved en normalfordeling svarer medianen til gennemsnittet. Medianvælgeren er imidlertid kun moderat (centrumorienteret) ved en normalfordeling. • 4) Downs hævder, at to partier A og B søger mod midten, uanset hvor de befinder sig. Fordi de vil have fat i medianvælgeren, som giver flertallet. Partierne optræder opportunistisk. • 5) Appellerer begge partier til medianvælgeren, vil valgresultatet blive ubestemt. Men hellere det end et sikkert tab. • 6) Formulering af et partiprogram svarende til medianvælgeren udgør en Nash ligevægt, dvs., at ingen af partierne kan tjene på at afvige fra medianen, hvis det andet parti ligger på medianen.

28. Forudsætningerne for medianvælgerteoremet • Rationalitet • 1) Kræver, at partier og vælgere foretager konsistente handlingsvalg. • 2) Partier: Hvor foretages aggregeringen af præferencerne i partiet? I programkomiteen? • 3) Vælgere: Er det overhovedet rationalt at stemme med kun måske indflydelse på 1/3.000.000? • 4) Praksis er, at det tages for givet, at vælgerne møder op i stemmelokalet. • 5) Og at de vil stemme på det parti, som ligger nærmest vedkommendes idealpunkt = nærhedsteorien.

29. Præferencer og endimensionalitet • Forudsætter, at vælgerne har et veldefineret idealpunkt på den aktuelle dimension. • Og at det er den eneste dimension, som vælgerne vurderer partierne efter. Denne forudsætning er kritisk for Downs. • Vælgernes idealpunkter er kontinuerligt fordelt langt den aktuelle dimension • Antages at ligge tæt på det faktiske valg, hvis bare der er et nogenlunde antal vælgere.

30. Flerpartisystem • I modellen opereres der kun med to partier, men hvad sker der, hvis der i stedet opereres med flere partier? • Med tre partier: ingen ligevægt. • Med flere end tre partier: der må forventes partigrogrammer, som afviger fra centraliseringstendensen i medianvælgerteoremet. • Medianvælgerteoremet bliver da alene en tendens.

31. Motivation • Partiernes motivation er at vinde valget. Hvis der opereres med, at ideologi også spiller en rolle, opstår der ikke overraskende ligevægte, hvor partiernes formulerer programmer, som afviger fra medianvælgerpositionen. • Valgets vinder • Partiet med fleste stemmer vinder valget. Repræsenteres af ordningen med enpersons flertalskredse (USA, UK).

32. Dynamik • Vælgerne er ikke tilbageskuende i deres stemmeadfærd. Det stemmer også overens med nyere forskning, som viser, at vælgerne ikke belønner høj vækst og lav arbejdsløshed, fordi det betragtes som ”naturligt”. Derimod straffer de regeringspartierne, hvis det går ned ad bakke. • Afgivne løfter skal være troværdige og følges op af politiske vedtagelser • Der må ikke være valgflæsk. Løfter skal som held overholdes. • Valgdeltagelsen forudsættes at være 100 % • Alternativt skal sofavælgerne være jævnt fordelt på partierne. • Holder sandsynligvis ikke, da sofavælgertendensen til dels er socialt betinget.

33. Partierne bevæger sig frit i det politiske spektrum • Partierne kan frit formulere valgprogrammer. • Partiaktivister (ideologisk influerede) og interessegrupper kan drive partierne væk fra medianen. Virker mobilitetsbegrænsende. • Spillets struktur skal være åbent for alle • Det gælder især, at alle spillere forudsættes at være rationelle.

34. Generalisering af medianvælgerteoremet til at dække vedtagelser i forsamlinger baseret på flertalsafgørelser • To cases: • Dagsordenssættende magt: • Medianvælgerteoremet kan udvides til, at det også er medianvælgerens standpunkt, som bliver vedtaget i forsamlinger. Det gælder selv om partierne ikke i valgkampen har samlet sig om medianvælgerens standpunkt, men har positioneret sig bredt udover den aktuelle dimension. • Medianvælgeren har altså dagsordenssættende magt. • Stemmeafgivning: • Hvis der stemmes således, at de yderliggående forslag sættes til afstemning først, vil medianalternativet (hvis det findes) altid blive valgt ud ved en stemmeafgivning.

35. Perspektivering af medianvælgerteoremet Selv om medianvælgerteoremet kun gælder for to partier i valgkampen, kan det vises, at medianpositionen ved flere partier alligevel ofte vil vinde i parlamentet. Det gælder, hvis der er mulighed for at stille ændringsforslag til regeringens forslag, og hvis der stemmes med de yderliggående forslag først. Medianvælgerteoremet er en kolossal moderator m.h.t. den demokratiske beslutningsproces. Ekstremerne taber. Centrumtendensen vinder.

36. Perspektiverng af rational choice institutionalismen • 1) Toneagivende inden for statskundskaben (især i USA) – egne tidsskrifter, konferencer etc. • 2) Også heftigt debatteret og kritiseret (især i Europa) • 3) Fronterne er blødt op de senere år – større grad at teori-pluralisme –anvendes sammen med andre retninger