Ti teser om tekstfortolkning

1. Ti teser om tekstfortolkning • 1. Teksttolkninger er ikke private, men fælles. • 2 Teksttolkninger er ikke kendsgerninger eller tilstande, men begivenheder. • 3. Teksttolkninger er ikke evidente, men inferentielle og til forhandling. • 4. Teksttolkning består i nye tekster der parafraserer, udlægger, analyserer, forklarer og bedømmer det oprindelige tekstudtryk • 5. Der findes ikke ‘en rigtig tolkning’ af en tekst. • 6. Teksttolkninger drejer sig også om kommunikationssituationen. • 7. I skønlitterære tekster er kravene til propositionel og informationel mening suspenderet. • 8. Den omtalte situation står i fiktive tekster som metafor for verden og fungerer som kilde til refleksion og livstydning. • 9. Skønlitterære tekster tematiserer læserens oplevelser i kommunikationssituationen, snarere end forhold i den omtalte situation • 10. Ved to konkurrerende tolkninger er den bedste den der finder mest dokumenteret mening i det samme tekstudtryk.

2. 1. Teksttolkninger er ikke private, men fælles • Selv om tekstfortolkning er noget fænomenologisk (og dermed kun for den enkelte), er teksttolkning også et socialt fænomen, dvs. noget der skal være fælles for alle. Tegn er ikke blot noget der står for noget andet i en vis henseende, men noget der skal angive det samme for mange om noget andet end sig selv; der altid to parter, og de skal forstå det samme (Dretske 1995).

3. Det samme • Alle mennesker bør forstå det samme ved den samme tekst - i en vis svært bestemmelig betydning af betegnelsen det samme. Selv om alle mennesker (i en anden betydning af den samme) selvfølgelig ikke har præcis den samme forståelse, er det en del af det at indgå i et sprogsamfund at man bestandig forudantager at alle i tolkningen forstår det samme i en sådan grad at interaktionen kan fortsætte som om det var tilfældet.

4. Det samme • Hvis parterne ikke tolker teksterne (de udvekslede replikker i interaktionsforløbet) på samme måde, og hvis de ikke opfatter at de handler på fælles grundlag, hører udvekslingen op. Så når folk faktisk fortsætter udvekslingen, oplever de at de har forstået det samme. • Så man kan ikke komme og sige: Min teksttolkning er lige så god som din, og den er helt privat og ikke noget som du skal blande dig i.

5. 2. Teksttolkninger er ikke kendsgerning- er eller tilstande, men begivenheder • Tekstfortolkning er en proces i tid, og ikke en bevidsthedstil- stand (state of mind) eller for den sags skyld en kendsgerning (som tekstens skrevne udtryk på sin vis er det). Tekstens for-tolkning er synonym med ‘meningen med teksten’, og hvis man skal bestemme hvad en tekst egentlig er (tekstens onto-logi), så er det det fælles i sprogbrugernes forståelsesprocesser. Problemet er ikke ‘hvad der står i teksten’, men ‘hvordan man skal forstå det der står i teksten’. Man kan altså ikke sige: meningen med denne tekst ER det og det. Meningen er ikke noget der er i teksten, men noget der sker når teksten læses, og meningen er derfor normativ, noget der SKAL ske.

6. 3. Teksttolkninger er ikke evidente, men inferentielle og til forhandling • Tekstforståelse er ikke evident umiddelbar og selvindlysende, sådan som opfattelsen af et billede er det; tekstfortolkning er altid inferentiel. • Tekstforståelse involverer både uvilkårlige, ubevidste og obli-gatoriske processer for at vi kan forstå hvad der siges, ved det som er udtalt eller nedskrevet (fx identifikation af hvad der henvises til, og entydiggørelse af de leksikalske størrelser), og inferentielle, tilgængelige og optionelle processer for at vi kan forstå hvad der kommunikeres ved det sagte (fx integration af det forudsatte og opfattelse af det underforståede).

7. Model over forståelsesprocessen

8. Diskursiv forståelse • Forståelse er således diskursiv og altid mulig genstand for problematisering, tydeliggørelse, forklaring og retfærdiggørelse i de efterfølgende meningsudvekslinger. • Så det ikke-litterære sprog kan - i princippet - dækkende indfange enhver teksts mening. Det kræver blot - ved divergerende opfattelser - fortsatte forhandlinger om hvad meningen skulle være (Habermases diskurs).

9. Let him have it! • Der kan i disse begivenhedsforløb forekomme fejltagelser og misforståelser. To unge mænd gik en gang på en gade i London, den ene, som var meget svagt begavet, havde en pistol. Da de blev overrasket af en politibetjent, sagde den anden til ham: Let him have it!, hvorefter han skød betjenten. • Drengen med pistolen havde tolket replikken med meningen: ‘Lad ham få en kugle i maven’, mens den der sagde det, i den senere retssag bedyrede at han havde ment: ‘Giv ham pistolen’. Den der skød, fik en behandlingsdom fordi han var retarderet, men den der sagde det, blev hængt, for selv om han måske havde ment hvad han påstod, så burde han have forudset at den svagtbegavede dreng kunne misforstå ordene Let him have it.

10. Talesituationsidealet og handlingstvangen • Hvis de havde haft tid, kunne de have opklaret misforståelsen, men der er ikke altid tid til lange udredninger, og derfor er idealet om den fælles mening med sproglige udtryk et ideal som er kontrafaktisk, dvs. som måske aldrig nås. • Man kan ikke kræve: Denne tekst skal betyde det og det; man må nødvendigvis sige: Der er de og de grunde til at denne tekst skal betyde det og det.

11. 4. Teksttolkninger består i nye tekster der parafraserer, udlægger, analyserer, forklarer og bedømmer det oprindelige tekstudtryk Der er for enhver læser to mulige tolkninger af denne tekst: ‘tag dig i agt for børn (for de kan være farlige)’ og ‘kør forsigtigt, for der leger sommetider børn her’. De to tolkninger kommer i stand fordi frasen passe på er tvetydig og både kan betyde ‘tage sig i agt for’ og ‘tage vare på’, og fordi den syntaktiske struktur er tvetydig: enten er børn middelbart objekt for pas på, eller også er børn subjekt i en nominalsætning der står som begrundelsen for påbudet i den foregående sætning: pas på.

12. To tolkninger Det er rimeligt at antage at den anden tolkning er bedre end den første, af følgende grunde: Skiltet står på et bestemt sted ved en vej, og handler derfor næppe om generiske forhold, sådan som sætningen Pas på falske venner! Det er snarere en advarsel for dem der kommer forbi, om lokale forhold - som rigtige vejskilte er det. Børn er næppe farlige for trafikanter på samme måde ledningerne i Pas på ledningerne!, så ordene pas på betyder derfor nok ikke ‘tage sig i agt for’, men snarere ‘tage vare på’.

13. 5. Der findes ikke ‘en rigtig tolkning’ af en tekst • De inferentielle slutninger der er nødvendige i teksttolkningen er abduktive, og ikke deduktive, eller for den sags skyld induktive, for deduktion ville forudsætte at alle morfemer var fuldstændig entydige, hvad et opslag i en ordbog straks viser at de ikke er. Det betyder at fortolkningen af en tekst ikke er fremkommet med nødvendighed ud fra præmisserne (ordene og deres rækkefølge), men kun som en sandsynlig mulighed med en legitim funktion i forhold til den helhed den indgår i. I fortolkningen af sproglige udtryk følger ræsonnementet ikke det deduktive slutningsmønster (at sætte grunden):

14. I fortolkningen af sproglige udtryk følger ræsonnementet ikke det deduktive slutningsmønster (at sætte grunden): oplysning: Afsenderen skriver : Pas på - børn. princip: Pas på - børn betyder ‘man skal køre forsigtigt, fordi der kan lege børn på vejen’ konklusion: Afsenderen mener: ‘man skal køre forsigtigt, fordi der kan lege børn på vejen’ men det abduktive slutningsmønster (at sætte følgen): oplysning: Afsenderen skriver: Pas på børn. princip: Hvis jeg mente: ‘man skal være forsigtig i sin kørsel fordi der måske leger børn på vejen’, ville jeg sige: Pas på - børn konklusion: Afsenderen mener nok: ‘man skal være forsigtig i sin kørsel fordi der måske leger børn på vejen’ Abduktion – ikke deduktion

15. Ingen ”rigtig tolkning” • Man skal altså ikke lede efter ‘den rigtige tolkning’ af en tekst, for den findes ikke. Alle tolkninger er resultatet af abduktive ræsonnementer som ikke giver vished, men kun troværdighed. Ingen tolkning er den rigtige.

16. 6. Teksttolkninger drejer sig også om kommunikationssituationen • Tekstfortolkning er forståelse af 1) det der kommunikeres om den omtalte situation: den konceptuelle mening, men også af 2) det der kommunikeres om kommunikationssituationen: den interaktionelle mening, og af hvad der kommunikeres om relationerne mellem de to situationer, nemlig 3) om den omtalte situations realitetsstatus i kommunikationssituationen: den propositionelle mening, og 4) om omtalens relevans for kommunikationssituationens parter. Alle fire typer af mening er en del af teksttolkningen.

17. Typer af mening

18. Interaktionel mening • Tolkningen af vejskiltet handler ikke kun om at meningen er ‘at bilister kører forsigtigt’ og ‘at der leger børn’, men også om at det er en advarsel til bilister om lokale forhold, som de antages ikke at kende til eller være opmærksom på. • Man kan altså ikke sige at teksttolkningen drejer sig om hvad teksten handler om, den drejer sig også om hvad teksten gør og skal bruges til.

19. 7. I skønlitterære tekster er kravene til propositionel, informationel og interaktionel mening suspenderet • Man kan man skelne mellem forskellige teksttyper, eller genrer, som opadtil (interaktionelt og informationelt) konstituerer og fungerer i forskellige sociale situationer og institutioner, og nedadtil (propositionelt og konceptuelt) med særlige sproglige træk (især stil og komposition) signalerer forskellige typer af realitet og omtalte situationer.

20. Suspension af interaktionel mening • Indholdet er et løgnerparadoks og har således ikke nogen propositionel mening som jo er bestemt ved reglerne for hvorledes en sætning får sandhedsværdi (realitetsstatus). • De sproglige træk signalerer umiddelbart samme teksttype som ved det foregående vejskilt, nemlig en advarsel til trafikanterne om de lokale forhold. Der er imidlertid det påfaldende forhold at skiltet her ikke henviser til lokale forhold, men kun til sig selv. Der er altså ikke angivet nogen relation mellem den omtalte situation (at trafikanten ignorerer skiltet) og kommunikationssituationen (at skiltet står på netop dette sted ved vejen). Derved bliver den informationelle mening, som ellers er at have relevans for modtagerne i kommunikationssituationen, også gjort svævende.

21. Fiktion • I dette andet vejskilt er kravene til propositionel og informationel mening således suspenderet. Og netop dette træk er det bedste bud på hvad der er kriterielt for om en tekst er skønlitteratur eller ej: at kravene til propositionel og informationel mening suspenderet • Skønlitterære tekster er bestemt ved at de relationer mellem afsender, modtager og sag der signaleres i teksten (fx at teksten er en beretning om hvad der er sket) er suspenderet og må opfattes som ‘på skrømt’ eller ‘fiktive’. Tekstens omtalte situation mister derved sin forankring i og funktion i forhold til kommunikationssituationen.

22. Fiktion er (som et billede) en genstand, ikke (som en tekst) en handling • Skønlitterære tekster tæller dog ikke som et forsøg på løgn eller bedrag, fordi begge parter er klar over suspensionen; teksten bliver derimod - løsrevet som den er fra kommunika-tionssituationens relationer - mere en genstand i rummet (lige som et billede) og dermed en kendsgerning, end en handling i tiden (som andre tekster er). Skønlitterære tekster er derfor ikke en kilde til de oplysninger (om den omtalte situation) der er relevante for kommunikationssituationen, eller noget der giver anledning til handlinger. Skønlitterære tekster bliver - lige som skiltet med [ignorer - dette skilt] - kilde til refleksion over hvordan forholdet mellem bevidsthed og verden skal opfattes.

23. 8. Den omtalte situation står i fiktive tekster som metafor for verden og er derfor kilde til refleksion livstydning • Den litterære tekst involverer stadig ‘intentionalitet’, dvs. at den er ‘om’ noget andet end sig selv, og at den kan være misvisende. Fiktive tekster kan være misvisende hvis de usammenhængende og ikke-konsistente, eller hvis det der sker i den omtalte verden, sker uden rimelighed og nødvendighed (Aristoteles). • Det vil sige at ‘fortælleren’ (billedet i teksten af afsenderen) ikke skal være i overensstemmelse med (dvs. ikke give ærligt udtryk for) afsenderens hensigt, ‘adressaten’ (billedet af modtageren) ikke i overensstemmelse med (dvs. meddelelsen ikke ‘relevant’ for) modtageren, og tekstens ‘mentale model’ over den omtalte situation ikke være i overensstemmelse med (dvs. ikke ‘sandt’ udsagn om) det faktiske sagforhold.

24. Suspension i fiktion af talesituationsidealets krav Det eneste der ikke suspenderes er den effektive brug af tegnsystemet, som dog ikke behøver at være korrekt med poetisk licens.

25. Grices maksimer • I almindelige tekster forudantages det at afsenderen overholder Grice’s maksimer om a) informativitet og økonomi, om b) sandhed, om c) relevans, og om d) klarhed og orden. I skønlitterære tekster er Grice’s maksimer brudt, krænket, fravalgt eller gjort svævende med konsekvenser , ikke blot for hvad der faktisk forstås, men også for hvad der skal forstås. • Det er netop disse brud og krænkelser der er anledningen til refleksion ved læsning af skønlitterære tekster (Borchmann 2005).

26. Grices maksimer • Grices maksimer der som en specificering af et generelt samarbejdsprincip gælder al sproglig kommunikation, lyder i hans egen formulering (Grice 1975): • 1a. Lav dit bidrag så informativt som nødvendigt for det aktuelle formål med samtalen. 1b. lav ikke dit bidrag mere informativt end nødvendigt • 2a. Sig ikke hvad du tror er usandt. 2b. Sig ikke noget som du mangler passende evidens for. • 3. Være relevant (dvs. sig kun noget som har relation til samtalens aktuelle emne • 4.a. Undgå uklarheder i udtrykket. 4b. Undgå flertydigheder. 4c. Vær kortfattet, undgår unødvendig ordrighed. 4d. Hold orden i teksten. • Disse 4 maksimer kan stadig inden for det overordnede samarbejdsprincip blive brudt, krænket, fravalgt eller gjort svævende. Der er nemlig ikke noget aktuelt formål med samtalen. Og det er netop det der er det kriterielle træk for skønlitteratur

27. Brud på Grices maksimer • Det er netop disse brud og krænkelser der er anledningen til refleksion ved læsning af skønlitterære tekster (Borchmann 2005). • Cand. Phil. Thorvald Petersen sprang let ned fra en anden Klasses Waggon og “satte af” med en vis gymnastisk Dygtighed paa Perronens Brædegulv. Thorvald Petersen kunde ikke andet end være i godt Humør. For første gang i ti Aar, skulde han gjæste sin Fødeby ...

28. Ikke så informativt som nødvendigt for det aktuelle formål med samtalen • Ved sine sproglige valg signalerer teksten at den er en beretning om en begivenhed med en hovedperson som vi modtagere skulle kende, omend periferisk (ved at der angives både titel, fornavn og efternavn: Cand. Phil. Thorvald Petersen, og ved at hans alder, socialklasse, stilling, og opholdssted ikke oplyses, men forudsættes kendt). • Det er dog klart at denne introduktion af hovedpersonen sker på skrømt, for vi kender ham ikke, vi ved ikke hvornår det skulle være sket (det fortælles ikke i historien) eller hvilken provinsby han kommer til fra København. Og vi læsere ved at Schandorf ved at vi ikke ved det, og vi er overbevist om at han ikke prøver på at snyde os.

29. Metaforisk relation ml. omtalt situation og kommunikationssituation • Bidraget er altså ikke så informativt som nødvendigt for det aktuelle formål med samtalen - hvis det aktuelle formål med samtalen skulle være en beretning om virkelige begivenheder for kendte mennesker. Konsekvensen af dette er at vi må revidere vores opfattelse af signalerne om relationen mellem afsender og modtager til at de er ytret af afsenderen på skrømt eller fiktivt, og informationerne om den omtalte situation derfor ikke er relevante i kommunikationssituationen, men informationer til konstruktion af en mental model af en situation der udgør en alternativ verden til kommunikationssituationens virkelige verden, altså en slags metafor på denne verden, en metafor som kan få os til at reflektere over denne verden og vores liv (Beaugrande & Dressler 1972).

30. 9. Skønlitterære tekster tematiserer læserens oplev-elser snarere end forhold i den omtalte situation • Brudene på Grice’s maksimer er et konstituerende genretræk ved skønlitterære tekster. I tolkningen af den særlige type af skønlitterære tekster som kan kaldes omslagstekster (Aristoteles, Borchmann 2005), som er defineret ved at have en pointe, fx vittigheder, kriminalromaner og de fleste noveller, sker der, når læserne kommer til pointen, et omslag i læsernes opfattelse af hele historien. Omslagstekster er konstrueret med en række tekstlige funktioner i bunden rækkefølge: en lokkedue, en blindgyde, og omslag (anagnorisis).

31. Underforståelser i tekstlæsning • Læs følgende indledning til en novelle: • Cand. Phil.Thorvald Petersen sprang let ned fra en anden Klasses Waggon og “satte af” med en vis gymnastisk Dygtighed paa Perronens Brædegulv. Thorvald Petersen kunde ikke andet end være i godt Humør. For første gang i ti Aar skulde han gjæste sin Fødeby ... • Sophus Schandorf: ”Kommissionæren” i Fortællinger 1901 NB: Cand. Phil betød i 1901 en der havde taget filosofikum, som varede det første studieår. TP har altså ikke en embedseksamen.

32. Man kan nu som læser med lidt overvejelse let svare på følgende spørgsmål om den situation der omtales i teksten: • Hvor gammel er Thorvald Petersen cirka? • Han er antagelig i slutningen af tyverne. • Hvor velhavende er Thorvald Petersen? • Han er hverken rig eller fattig. • Hvorfor havde Thorvald Petersen ikke gæstet sin fødeby i ti år? • Fordi han rejste til København da han skulle studere, og ikke har haft råd til at tage hjem siden. Han må jo nemlig være holdt op med at studere, siden han efter 10 år ikke har en embedseksamen. • Hvad lever han mon af? • Han er antagelig privat huslærer; som cand. phil. kan han ikke få et embede.

33. Underforståelser: Princippet om relevans • Alle disse ræsonnementer kan man som læser kun lave hvis man har tillid til at forfatteren har formuleret oplysningerne med optimal relevans, dvs. således at de • ikke er stærkere end nødvendigt for genkendelighed, • ikke svagere end tilstrækkeligt for relevans. • Fx signalerer cand. phil., som er en eksamen og ikke et embede, at manden ikke har noget embede, for hvis han havde haft det, ville forfatteren have skrevet det. • På den anden side er oplysningen tilstrækkelig til at være relevant, fx ved at antyde at han gerne vil have et embede.

34. Underforståelser i tekstlæsning • Hvorfor var det ’let’ Thorvald Petersen sprang ned fra vognen, og ’med en vis gymnastisk dygtighed’ han satte af? • Fordi han var i godt humør. • Hvorfor var Thorvald Petersen i godt humør? • Fordi han skulle gæste sin fødeby igen efter ti år. • Hvorfor satte det ham i godt humør at han skulle gense sin fødeby? • Fordi han længes efter at se sine barndomsvenner og alle de gamle steder igen – altså romantisk nostalgi.

35. Underforståelser i tekstlæsning • Ved ræsonnementer over forudsættelser og underforståelser på grundlag af formuleringerne i teksten, kan og vil man som læser også inddrage svarene på disse spørgsmål i sin helhedsforståelse af teksten: • Hvor gammel er Thorvald Petersen cirka? • Hvor velhavende er Thorvald Petersen? • Hvorfor havde Thorvald Petersen ikke gæstet sin fødeby i ti år? • Hvad lever han mon af? • Hvorfor var det let Thorvald Petersen sprang ned fra vognen, og med en vis gymnastisk dygtighed han satte af? • Hvorfor var Thorvald Petersen i godt humør? • Hvorfor satte det ham i godt humør at han skulle gense sin fødeby?

36. Teksten fortsætter imidlertid således: • Cand. Phil.Thorvald Petersen sprang let ned fra en anden Klasses Waggon og “satte af” med en vis gymnastisk Dygtighed paa Perronens Brædegulv. Thorvald Petersen kunde ikke andet end være i godt Humør. For første gang i ti Aar skulde han gjæste sin Fødeby ... • ja, det var just ikke d e t, som glædede ham ... men han kom der i det behagelige ærinde at hæve en Arv paa fem hundrede Daler. • Sophus Schandorf: ”Kommissionæren” i Fortællinger 1901

37. Underforståelser i tekstlæsningLokkeduer, blindgyder og omslag • Læserne må her annullere noget af det de tidligere har ræsonneret sig til på grundlag af forudsættelser og underforståelser i teksten. • Dette omslag (peripeti) i læsernes forståelsesproces er planlagt af forfatteren og er karakteristisk for skønlitteratur. • Forfatteren har kalkuleret med at visse sproglige træk, som lokkeduer, forfører læserne til at drage konklusioner som ikke er holdbare, og • afslører dernæst for læserne at det er en blindgyde de ved deres ræsonnementer er kommet ind i. • Simon Borchmann 2005: Funktionel tekstteori og fiktivt fortællende tekster med refleksiv funktion. RUC forlag

38. Underforståelser i tekstlæsning:Plot og pointe • Tekster med lokkeduer, blindgyder og omslag tilhører en stor del, men ikke alt, af det man kan kalde skønlitteratur: vittigheder, kriminalhistorier og de fleste noveller. Lokkeduer, blindgyder og omslag er hovedbestanddelen af det man kalder plot, og hænger uløseligt sammen med begrebet pointe

39. Omslag - anagnorisis • Derved forskydes vægten og både afsenderens og modtager-nes interesse fra den omtalte situation til hvad der sker for læserne i teksttolkningsprocessen, som jo bevæger sig fra den altdominerende prospektive forventning til den altdominerende retrospektive sammenfatning. På vej igennem teksten kan læ-serne ikke fatte relevansen af de oplysninger de får på det ak-tuelle tidspunkt, men de ser da frem til pointen i slutningen, hvorfra de med en oplevelse af omslag i erkendelsen, anagno-risis, kan se tilbage på det sted de læser, og da forstå det hele. Og denne oplevelse i læseprocessen er det der er hensigten med historien, det egentlige formål som afsenderen har, og som modtagerne går efter.

40. Refleksion og livstydning • Man kan se at modtagernes identifikation med afsenderen i det abduktive ræsonnement er blokeret ved skønlitterære tekster. Man kan ikke på normal abduktiv maner ræsonnere: Hvis jeg mente sådan og sådan, så ville jeg sige Ignorer dette skilt!. Og man kan ikke sige: Hvis jeg mente sådan og sådan, så ville jeg sige: ... ja, det var just ikke d e t, som glædede ham ... men. For hensigten med afsenderens udtryk er ikke at mene noget om den omtalte situation, men at drive gæk med læserne og derved åbenbare for dem hvor stor en andel af deres verdensopfattelse der skyldes deres egne fordomme. Omslagstekster er lavet, ikke for at oplyse om den omtalte situation, men for at fremkalde refleksion og livstydning hos modtagerne.

41. 10. Ved to konkurrerende tolkninger er den bedst som finder mest dokumenteret mening i det samme tekstudtryk • Hvis der er to forskellige (ikke nødvendigvis uforenelige) tolkninger af den samme tekst, er den tolkning den bedste som uddrager mest indhold af det samme udtryk. ‘Den bedste af to tolkninger’ er ikke på nogen måde ‘den rigtige tolkning’ for den findes ikke.

42. Handlingstvang kræver tolkningsvalg • I det ikke-skønlitterære eksempel med [pas på - børn], er der på det konceptuelle og propositionelle niveau to tolkninger som begge kan dokumenteres ved opslag i ordbøger og ved syntaktisk analyse, nemlig: a) ‘tag dig i agt for børn (for de kan være farlige)’ og b) ‘kør forsigtigt, for der leger sommetider børn her’. Af disse to er b) den bedste for det første fordi parafrasen er mere fyldig (to udsagn og en begrundelsesrelation imellem dem) end den anden (ét udsagn uden tekstlig konneksionsrelation), og for det andet fordi b) passer som hånd i handske til den situation den optræder i (som et skilt ved vejsiden), mens a) synes at være malplaceret, irrelevant og uden funktion.

43. Handlingssuspension i fiktion • Lidt mere tricky bliver det ved to konkurrerende tolkninger af litterære tekster som jo i første omgang har suspenderet den propositionelle og informationelle mening med teksten. Både i skiltet med [ignorer - dette skilt] og Schandorf-tekststykket kan den første af to konkurrerende læsninger være læsningen som overser overtrædelserne af Grice’s maksimer: man læser skiltet og gør hvad det påbyder en at gøre. Punktum. Og: man forudser at teksten nok handler om romantisk nostalgi, og opdager så at man tog fejl. Punktum.

44. Tag to – betal for en! • Den anden af de konkurrerende læsninger kan så være erkendelsen af at denne første læsning ikke blot er et tilfælde som man kan komme ud for, men en nøje planlagt fælde der er lagt af afsenderen, nemlig en fælde der består af en lokkedue der fører en ind i en blindgyde hvor man så oplever omslaget som en bevidsthedsudvidelse, et skift af perspektiv. • Denne anden læsning er helt klart meget fyldigere end den første af de to konkurrerende fortolkninger, for den sidste omfatter hele den første. Ja, man kan næsten sige (Freud 1979): Tag to - betal for én! Man får to indhold i bytte for læsningen af et udtryk. Og det er netop denne besparelse for læserne som er det æstetiske ved forståelsen af skønlitterære tekster.

45. Litteratur • Litteraturliste: • Aristoteles, (330fvt.) 1992: Poetik, oversat af Poul Helms 1958, København: Hans Reitzel • Beaugrande, Robert de, and Wolfgang Dressler, Dressler, (1972) 1981: Introduction to Text Linguistics, London: Longman. • Borchmann, Simon Uffe 2005: Funktionel tekstteori og fiktivt fortællende tekster med refleksiv funktion, København: Roskilde Universitetsforlag • Dretske, Fred 1995: Naturalizing the Mind, Cambridge Mass.: MIT Press. • Freud, Sigmund, (1906) 1979: Der Witz und seine Beziehung zum Unbewussten, Fischer Taschenbuch Verlag, Frankfurt am Main. • Grice, H. P., (1967) 1975: Logic and conversation i Cole, Peter, & Jerry Morgan, 1975: Syntax and Semantics, vol 3, Speech Acts, New York: Academic press. • Habermas, Jürgen 1971: “Forberedende bemærkninger til en teori om den kommunikative kompetens”, oversat af Peter Widell og Niels Hornborg Jensen, i Henriksen, Carol (red) 2001: Can you reach the salt?, København: Roskilde Universitetsforlag • Jørgensen, Bo Hakon 2003: Intentionalitet - Om litterær analyse på fænomenologisk grundlag, Odense: Syddansk Universitetsforlag • Peirce, Ch.S. (1994): Semiotik og pragmatisme, på dansk ved Lars Andersen, udg. af Anne Marie Dinesen og Frederik Stjernfelt, København: Samlerens Bogklub • Recanati, Francois 2003: Literal Meaning. Cambridge: Cambridge University Press • Sørensen, Ivan Z. og Ole Togeby 2001: Omvejene til Pisa. En fortolkning af Karen Blixen: Vejene omkring Pisa, København: Gyldendal. • Togeby, Ole 1993: PRAXT, Pragmatisk tekstteori, Århus: Aarhus Universitetsforlag. • Togeby, Ole 2003: Fungerer denne sætning? Funktionel dansk sproglære, København: Gad 376 sider. • Watzlawick, Paul, Janet Helmick Beavin and Don D. Jackson 1968: Pragmatics of Human Communication. A Study of Interactional Patterns, Pathologies and Paradoxes, London: Faber and Faber. • Wentzel, Knud 1981: Tekstens metode, København: Gyldendal.