Diskursanalyse

1. Diskursanalyse Tine Studstrup FALS-kursus 7.10.10

2. Udgangspunktet • Læreplanen: Undersøge processer omkring magt og politisk meningsdannelse. • Vejledningen: Processer omkring magt og politisk meningsdannelse kan undersøges på flere måder. En af måderne kan være diskursanalyse, hvor eleverne undersøger, hvordan magt opnås gennem italesættelse af et fænomen på en bestemt måde, herunder hvordan diskursen påvirker den politiske meningsdannelse og hvordan et problem skal forstås og løses. Det undersøges fx om indvandrere italesættes som et problem (kriminalitet) eller som en løsning (arbejdskraft), og hvilken politik diskursen fremmer. Kampen om betydningen af centrale begreber som fx danskhed indgår i diskursanalysen. Taler, tv-klip og artikler kan undersøges for, hvordan fænomener italesættes, og hvilke formål italesættelsen har.

3. Disposition 1. Introduktion til diskursanalyse som felt. • Hvilke tilgange. • Hvad er generelt. • Og hvad adskiller teorierne. 2. Laclau og Mouffes diskursteori • Hvorfor fokusere på Laclau og Mouffes diskursteori? • Historisk, politisk og teoretisk baggrund. • Centrale antagelser og begreber. • ”Forskningsobjekter” – Hvilke fænomener kan diskursteorien belyse? Hvilket materiale kan analyseres?

4. Diskursanalyse • Samlebetegnelse for flere teorier og tilgange, som udvikledes fra 1970’erne og frem. • Socialkonstruktivistisk udgangspunkt. • Anti-essentialisme i forhold til identiteter og den sociale verden som sådan. • Kontingens. • Mere eller mindre skarpt fokus på sproget som magtudøvelse.

5. Hvad er en diskurs? ”Diskurs er en bestemt måde at tale om og forstå verden (eller et udsnit af verden) på”. ”En horisont for mening og handling.”

6. Forskelle i forhold til: • Fokus. Socialpsykologiske – samfundsvidenskabelige tilgange. • Diskursbegrebets bredde. Kun tale- og skriftsprog samt billeder – diskurser har også et materielt aspekt. • Diskursive – ikke-diskursive praksisser.

7. Forskellige tilgange • Diskurspsykologi (Potter og Wetherel) • Kritisk diskursanalyse (Norman Fairclough) • Vidensarkæologi og genealogi (Michel Foucault) • Diskursteori (Ernesto Laclau og Chantal Mouffe)

8. Hvorfor fokus på diskursteorien? • Fordi diskursteorien optræder i den eksisterende undervisningslitteratur. • Fordi diskursteorien har haft stor indflydelse i forskningssammenhæng. • Fordi teorien repræsenterer det mest vidtgående diskursbegreb.

9. ”Alt er diskurs” ”En diskursiv struktur er ikke udelukkende en kognitiv eller beskuende enhed; den er en artikulatorisk praksis, som konstituerer og organiserer sociale relationer.” ”Det er ikke eksistensen af objekter uden for tanken, der benægtes, men derimod den ganske anderledes antagelse at de kunne konstituere sig som objekter uden for al diskursiv betingelse for fremkomst.” ”Til grund for den ovennævnte antagelse ligger en antagelse om diskursers mentale karakter. Overfor dette vil vi stille enhver diskursiv strukturs materielle karakter.” (Laclau og Mouffe 2002: 56)

10. Diskursteorien som postmarxisme • Tressernes og halvfjerdsernes nye sociale kampe indebærer en udfordring til marxismens klasseanalyse. • Kritik af basis-overbygningsmodellens økonomiske determinisme, som står i vejen for et politisk aktørbegreb. • Firsernes højrebølge ses som et veltilrettelagt politisk projekt.

11. Thatcherismen et eksempel på, at: • Politik er den primære faktor. ”Politics matters”. • Ideologier er ikke konstante eller konsistente størrelser, men sammenstykkes af forskellige momenter, der kan kombineres forskelligt. • Nødvendighed er en politisk konstruktion, som etableres diskursivt. ”There is no alternative”.

12. Diskursteorien som poststrukturalisme • Overtager strukturalismens pointe om, at betydning etableres relationelt. • Men kritiserer forestillingen om strukturernes lukkethed. • Den sociale verden defineret ved en grundlæggende negativitet.

13. Artikulation og diskurs ”Vi vil bruge artikulation om enhver praksis, som etablerer en relation mellem elementer, således at deres identitet modificeres som følge af denne artikulatoriske praksis.” ”Den strukturerede totalitet, som resulterer af denne praksis, vil vi kalde kalde for diskurs.” (Laclau og Mouffe 2002: 52)

14. Momenter og elementer ”De differentielle positioner vil vi – i den udstrækning de optræder inden for en diskurs – kalde momenter.” ”I modsætning hertil vil vi kalde enhver forskel, som ikke er diskursivt artikuleret, for element.” (Laclau og Mouffe 2002: 52)

15. Nodalpunkter ”Enhver diskurs er konstrueret som et forsøg på at dominere diskursivitetens felt, på at standse forskellenes flyden, på at konstruere et centrum. Vi vil kalde de privilegerede punkter for denne partielle fiksering for nodalpunkter.” (Laclau og Mouffe 2002: 62)

16. Antagonisme • ”I den udstrækning, der er en antagonisme, kan jeg ikke være et fuldt nærvær for mig selv. Men den kraft, der antagoniserer mig, er heller ikke et sådant nærvær; dens objektive væren er et symbol på min ikke-væren, og på denne måde overflydes den af utallige betydninger, som forhindrer dens fiksering som fuld positivitet.” • ”Antagonismer konstituerer enhver objektivitets grænse, og denne afsløres som partiel og skrøbelig objektivering.” (Laclau og Mouffe 2002: 78-79)

17. Ækvivalens og differens • Ækvivalens er gennem sin polariserende virkning en logik for simplificering af det politiske rum. • Differens er omvendt en logik for, hvordan den politiske kompleksitet øges gennem en betoning af forskelle

18. Hegemoni • En særlig politisk relation, der bevæger sig på tværs af konflikter og grænser i formuleringen af en fælles dagsorden. • Derved impliceres også en form for magt, som ikke er hjemmehørende et forudbestemt sted i strukturen, men som opstår i selve det politiske spils strukturering af det sociale.

19. ”Forskningsobjekter” • Konstruktion af politiske identiteter og fællesskaber. • Politiske kampe om at definere, hvad der er sandt og nødvendigt.

20. Materiale • Enhver form for talt og skrevet sprog. • Billeder og symboler. Men principielt også: • Institutioner. • Arkitektur og rumindretning. • Økonomi. • Og…