Diasshow til holdtime 11.1: Multilevel government: USA, Tyskland og EU

1. Diasshow til holdtime 11.1: Multilevel government: USA, Tyskland og EU Holdundervisning i uge 16 v/ Peter Nedergaard

2. Dagsorden 1) Case 1: USA1) a) Beskrivelse af den amerikanske føderation1) b) Historien bag den amerikanske føderation1) c) Højesterets rolle i amerikansk magtfordeling1) d) Udviklingen af den amerikanske føderation1) e) Fremtiden for den amerikanske føderation2) Case 2: Tyskland2) a) Tysk føderalismes kendetegn2) b) Rollen for Bundesrat2) c) Magtfordelingen2) d) Relationer mellem Bund og Länder2) g) Udviklingen af den samarbejdende føderalisme3) Case 3: EU3) a) Baggrund 3) b) Kommissionen 3) c) Ministerrådet 3) d) EF-Domstolen 3) e) Europa-Parlamentet

3. Case 1: United States of America • Udgangspunktet: • Den amerikanske forfatning delegerer magt på bestemte områder til den føderale regering. • Forfatningens fædre vil især beskytte den individuelle frihed for borgerne.

4. Beskrivelse af den amerikanske føderation: 50 stater Samt føderalt distrikt (Wash. DC) med ét medlem i Repræsentanternes Hus uden stemmeret Samt 14 territorier (Guam, Samoa, tidl. Dansk Vestindien, Puorto Rico = medlem af Repræsentanternes Hus uden stemmeret = har forkastet både selvstændighed og delstatsstatus) Indianske reservater = reguleret via bl.a. gamle traktater

5. USA: • Demografisk/religiøs profil: • Ca. 300 millioner indbyggere • Ca. 170 millioner protestanter • Ca. 80 millioner katolikker • Ca. 4 millioner jøder • Ca. 4 millioner muslimer • Hvide – 83 %, heraf ca. 13 % hispanics • Sorte - 12 % • Asiater - 4 % • Indianere - 1 %

6. USA – før og nu

7. Historien bag den amerikanske føderation: Begyndte som 13 tidligere adskilte britiske kolonier, men briterne begyndte i 1760’erne at behandle de 13 kolonier som en enhed – det skabte amerikansk enhed og fælles interesse. Første amerikanske forfatning: Uafhængighedserklæringen fra 1776 plus vedtagelsen af ”articles of Confederation” fra 1781. Problemer i den første tid: 1) hver stat havde sin egen valuta 2) stor politisk ustabilitet i nogle stater 3) trussel om britisk intervention

8. Skabelsen af den moderne føderalisme: • Washington, Madison, Hamilton ønskede at styrke båndene mellem de 13 stater. Derfor forfatningskonventet i sommeren 1787, hvor USA’s forfatning blev skrevet. • Hermed skabtes den moderne føderalisme. Den var hverken en enhedsstat eller blot en konføderation. Der skete en beskyttelse af centralregeringens magt via en delegation af magt hertil af bestemte vigtige magtbeføjelser. Resten af beføjelserne tilfaldt delstaterne. • Dual føderalisme: • USA’s forfatning tildeler centralregeringen og delstatsregeringerne hver deres kompetence. Men det har ikke hindret fortsat centralisering.

9. Hvad har denne plakat med amerikansk føderalisme at gøre?

10. Delstaternes rolle: og magt • Har egne forfatninger . Guvernøren er valgt af statens vælgere. Er blevet gradvis styrket siden 1965 for at sikre delstaterne lederskab. • 24 delstater har hyppige folkeafstemninger. Vestlige stater • Tidligere havde Republikanere og Demokrater i et vist omfang delt landet mellem sig. Republikanerne i Nord og Midwest. Demokraterne i Syden. Men siden 1960’erne har partierne i højere grad konkurreret på lige fod i hele landet.

11. Delstaternes økonomi • Beskatning: Delstaterne har en betydelig fiskal autonomi. • De fleste stater har krav om balancerede budgetter. Der er skattekonkurrence mellem delstaterne: indkomstskatten svinger i 2002 mellem 13,6 % i Maine og 7,6 % i New Hampshire. Gennemsnittet er 10.2 %. • Ca. ¼ af indtægterne i delstaterne stammer fra føderalregeringen. Er som regel øremærket til bestemte formål.

12. Logikken bag magtfordelingen i den amerikanske føderalisme: Ærindet for den amerikanske forfatnings fædre var at sikre friheden og den enkeltes mulighed for at forfølge lykken. Madison frygtede, at demokratiet kunne degenerere til flertalstyranni og argumenterede for en stor og stærk republik. Andre frygtede en for stærkt centraliseret republik. Dual føderalisme er over årene erstattet med ”samarbejdede” føderalisme. Samarbejdende føderalisme indebærer samarbejde mellem delstarter og den føderale regering. Kritikerne: delstaterne har kun har den magt, som de tildeles af føderalregeringen.

13. Teaparty-bevægelsen

14. Tillæg til forfatningen har ændret magtfordelingen mellem delstater og centralmagt 10. Tillæg (amendment): al magt, der ikke er delegeret til den føderale regering, eller som staterne er forhindret i at få, er reserveret delstaterne. Tidligere brugt til at modstå føderal lovgivning, men ikke i de senere år. 14. Tillæg fra Borgerkrigens tid: definerer både et føderalt statsborgerskab og et delstatsborgerskab. Giver borgerrettigheder for alle. Brugt ofte af Højesteret til at beskytte minoriteter (sorte, handicappede, udenlandske statsborgere, sproglige mindretal o.lign.). 16. Tillæg: Føderalregeringen kan gennemføre indkomstskat. 17. Tillæg: Direkte valg af føderale senatorer. Tidligere blev de udpeget af delstaternes lovgivende forsamlinger (som i Tyskland).

15. Højesterets rolle for magtdelingen mellem delstater og centralmagt – faser: • I de første 100 år betød det især øget magt til føderalregeringen. Det skete især med udgangspunkt i bestemmelsen om Kongressens beføjelse til at regulere handelen mellem delstaterne. • Fra 1880’erne og frem til 1930’erne indtog Højesteret en noget mere skeptisk holdning til føderalregeringens magt. Det skete ofte med henvisning til 10. tillæg.

16. 3. Fra og med Roosevelts overvældende valgsejr i 1936 accepterede Højesteret en stærkere magt på føderalt niveau. 4. Fra 1950’erne spillede Bill of Rights en stor rolle for Højesteret for udviklingen af fælles borgerrettighederne for alle grupper i det amerikanske samfund. 5. Ethvert føderalt system udfordres enten af centrifugale eller centripetale kræfter. Centrifugale kræfter var fremherskende frem til Borgerkrigen. Centraliseringen/ centripetale kræfter herskede fra 1930’erne til 1960’erne, hvor delstaterne fik betydelige egne indtægter.

17. Fremtiden: • Vil Højesteret sætte grænser for den føderale magt (enkelte nyere sager)? • Ville interessegrupperne presse føderalregeringen med succes? • Vil internationale aftaler indgået af føderalregeringen (NAFTA, WTO) påvirke delstaternes politik i en retning, som de ikke selv er herre over?

18. Bundesrepublik Deutchland • Tysk føderalismes kendetegn: • Forsøg på adskillelse af magt og funktion mellem Bund og Länder. • Bund: Koncentration af lovgivningsmæssig magt på dette niveau. • Länder: Koncentration af administrativ magt på dette niveau. • Tendens: 1) Mod enhedsstatsliggørelse af den tyske føderation. 2) Voksende rolle for Bundesrat.

19. Historisk beskrivelse: • 16 Länder (inkl. tre bystater: Hamburg, Bremen og Berlin). • 82 mill. Indbyggere. • 28-27 mill. Protestanter – katolikker. • Grundloven (Grundgesetz) fra 1949. • De Allierede havde bestemt, at Tyskland skulle være en føderation.Men baseret på de tyske føderative traditioner tilbage til middelalderen og de genetablerede Länder (hvis grænser var omdiskuterede). • De Allierede ville styrke demokratiet ved at bringe magten tættere på folket og imødegå farerne ved en for stærk centralmagt beliggende midt i Centraleuropa. • Grundloven fik også derfor en vægt på individuelle rettigheder. • SPD: havde foretrukket en mere centralistisk stat. • CDU: havde foretrukket en mere decentralistisk stat.

21. Samarbejdende føderalisme i Tyskland: • Efter 1950’erne er der sket en centralisering af den tyske føderalisme. • Forfatningsdomstolen har afvist at tage stilling til kompetencefordelingen,idet den har betragtet dette som et politisk spørgsmål. • Länderne har accepteret udviklingen mod til gengæld at få en stærkere stilling i Bundesrat: Fra 25 % tidligere til 60 % af lovene kræver i dag accept af Bundesrat.

23. Rollen for Bundesrat: • Er blevet et nøgleorgan i lovgivningsprocessen. Dets medlemmer er udpeget af delstatsregeringerne. Har absolut vetoret i sager, som kræver dets godkendelse. • 3-6 medlemmer fra hver delstat. Stemmer en bloc fra hver delstat. • Ofte er der forskellige flertal i Bundesrat og Bundestag = kræver ”forhandlet føderalisme” = i realiteten store koalitioner. • Farerne: uigennemsigtighed, uklar ansvarsfordeling (Hvem er skyld i hvad? Hvem skal stilles til regnskab for hvad)?

24. Vertikal magtfordeling: De to regeringsniveauer: • Bund og Länder er i princippet uafhængige af hinanden. Er selvstændige. • Länderne er afhængige af føderal lovgivning, når det drejer sig om beskatning, men ikke når det drejer sig om at låne. • Både Länder og kommuner er dog underkastet føderal/Länder-kontrol, hvis der er tale om føderal/Länder-lovgivning. • Både Länder og kommuner kan få og får i stigende grad midlerne fra føderalregeringen til øremærkede initiativer. Har medført øget økonomiske afhængighed af føderalregeringen.

25. Horisontal magtfordeling: Lovgivende og dømmende magt: • Lovgivende magt: • Fælles magt mellem føderation og Länder: Består ofte i føderal rammelovgivning og efterfølgende Länder-implementering. • Eksklusiv Länder-magt: sprog, kultur, religion. Uddannelse, politi og eksterne relationer m.h.t. førnævnte (i EU fx uddannelse). • Udøvende magt: • Eksklusiv føderal magt: få – især udenrigspolitik, grænsekontrol, told, hær, føderale veje. • Dømmende magt: • Føderalt niveau: fem føderale appelretter: Højesteret, administrative domstol, arbejdsret, socialsikringsret og finansdomstol samt Forfatningsdomstolen. • Länder: 1. Instanser til ovenstående.

26. Relationer mellem føderation og Länder: • Som hovedregel er det Länderne, der implementerer de føderale love, men føderalregeringen overvåger implementeringen. • Ländernes vigtigste indflydelse har de via Bundesrat. • Länderne har også en slags ”residual magt”, dvs., når føderalregeringen ingen magt har ifølge grundloven, tilhører magten Länderne. Omvendt er der meget få magtbeføjelser, som ikke naturligt kan siges at tilhøre føderalregeringen.

27. Logikken bag den forfatningsmæssige magtfordeling i Tyskland: Tysk føderalisme er ikke baseret på subsidiaritetsprincippet som i EU = kun hvis en funktion absolut ikke kan varetages på et lavere niveau, skal det skydes til et højere niveau. Tysk føderalisme kom i stand som en beslutning ovenfra fra de Allierede og baseredes på de tyske traditioner tilbage til middelalderen. Indebærer politisk innovation og social eksperimenteren via konkurrence mellem Länderne. Tysk føderalisme er ikke dual føderalisme, for den føderale lovgivning forudsætter implementering i Länderne. Kan bedst karakteriseres som samarbejdende føderalisme. Institutionelt kommer den samarbejde føderalisme til udtryk i 1) at Bundesversammlung (alle med af Bundestag og Bundesrat) skal vælge den tyske præsident og 2) at et Vermittlungsauschluss (lige mange repræsentanter fra Bundesrat og Bundestag) søger kompromisser, hvis lovgivningsprocessen er fastlåst mellem de to.

28. Udviklingen af magtfordelingen i Tyskland: • To niveauer af forfatningsret: føderale forfatning og Länder-forfatninger. • Over 50 tillæg til forbundsforfatningen reflekterer en udvikling mod mere magt til det føderale niveau. Forfatningsændringer kræver ”blot” tilslutning fra Länder-parlamenterne, ikke fra vælgerbefolkningen. • Forfatningsdomstolen har via sine domme øget Bundesrats indflydelse = hvis blot element i en lov (fx vedr. den administrative implementering i Länderne) kræver accept fra Bundesrat, skal Bundesrat høres om hele loven. • Ländernes selvstændige lovgivningsmagt er blevet vekslet med Bundesrats medbestemmelse vedr. føderale love.

29. Tabere og vindere i udviklingen af den tyske føderalisme • Taberne er Ländernes parlamenter. • Vinderne er bl.a. diverse interessegrupper, som langt lettere kan udøve lobbyisme på central føderalt plan ét sted end i forhold til alle de enkelte Länder-parlamenter. • Det hænger også sammen med, at det føderale niveau er blevet finansielt styrket. • Det hænger endvidere sammen med den europæiske integrationsproces, som indebærer implementering af stadig mere lovgivning i Länderne, som forbundsregeringen har forhandlet på plads i EU-regi. • Kun hvor Länderne har eksklusiv kompetence (fx på uddannelsesområdet), er disse inddraget in forhandlingerne i EU-regi i Bruxelles.

30. Styringen af magtfordelingen i Tyskland Det medfører ikke mange konflikter mellem Land og Bund, for føderal lovgivning har altid forrang. Derimod kan der være uklarhed om, hvem der har ansvaret for de gode og dårlige politiske resultater: Forbundsregeringen eller Länder-regeringerne. Nogle gange har føderalregeringen også måttet ”købe” sig til et flertal i Bundesrat. Bundesrat er – i modsætning til, hvad den tyske forfatnings fædre havde tænkt sig – blevet til et ægte aktivt 2. kammer. ”Samarbejdende føderalisme” understreges også til kravet om Ländernes loyalitet (Bundestreu) i forhold til føderationen.

31. Vurdering af magtfordelingen i Tyskland: • Der ER sket en centralisering af magten på føderalt niveau. • I praksis er det det føderale niveau og ikke Länderne, som er primært ansvarlige for lovgivningen – i modsætning, hvad der står i Grundloven. • Länderne koordinerer deres initiativer mere og mere indbyrdes. • Men bortset fra disse ændringer er magten nogenlunde fordelt som foreskrevet i Grundloven. • Alligevel er der kritik af, at både 1) Bundesrat blokerer for beslutninger, og at 2) det føderale niveau har fået for megen lovgivningsmæssig magt og/eller har overdraget for megen lovgivningsmagt til EU. • Endevidere er der kritik af, at Länder er økonomisk afhængige af føderale beslutninger på grund af stadig færre decentrale skatteindtægter. • Vil stigende konkurrence mellem regionerne i Europa ændre på situationen? Regionernes Europa?

32. Bayersk regional identitet?

33. EU - baggrund • Udviklingen i europæisk integration: • Årsager til 2. verdenskrig: nationalismen, protektionismen • Jerntæppet; vesteuropæisk samling • EKSF – 52 • EØF – 57 • Euratom - 57 • Kommission, kvasiparlament, Ministerråd, Domstole – Fusion: 65 • Udvidelser: • nord: 1970’erne • syd – 1980’erne • neutral – 1990’erne • øst – 2000’erne

34. Kommissionen: • Hybrid mellem regering og administration • Parlamentet skal godkende Kommissionen • Kommissionsformanden kan være en vigtig aktør: Jacques Delors • Bestemmer kommissærernes porteføljer • Kommissionens to vigtigste opgaver: 1) Initiativtager til lovgivning (er Kommissionens principal eller agent?) 2) Sikre at EU’s lande, virksomheder og borgere lever op til EU’s retsakter

35. Ministerrådet (”Senatet”): • Består af ministrene fra medlemslandene. • Optræder i mange formationer. • Roterende formandskab for Rådet. • Trioen: forudgående, nuværende og kommende formandskab • Møder forberedes i Coreper, ledes af EU-repræsentationernes først- og næstkommanderende • Der besluttes i Ministerrådet enten med enstemmighed (skal, uddannelse, udenrigspolitik – eller hvis Ministerrådet vil ændre Kommissionens forslag mod Kommissionens ønske) eller kvalificeret flertal (indre marked, landbrug, miljø). • Vejede stemmetal. Men ALTID tilstræbes konsensus. • Luxembourgforliget: Veto ved ”vitale nationale interesser”. Sovende. Har ikke været praktiseret i tyve år. • Studehandler – ja, i noget omfang. Inden for og mellem rådsformationerne.

36. EU-Domstolen: • Principperne om direkte virkning og forrang er fastslået af EF-Domstolen. • Har dømt aktivistisk og prointegrationistisk, især når medlemslandene var splittede • Har virket som en integrationsmotor • Er EF-Domstolen over nationale Højesteretter – den sag er uafklaret • Men først for nylig har man fået mulighed for at give bøder til medlemslande. Muligheden har dog altid foreligget i forhold til borgere og virksomheder. • Tre verdener af overensstemmelse med EU-retten: • 1) Altid (EU-skeptiske skandinaviske lande) • 2) Ofte (centraleuropæiske lande) • 3) Langt fra altid (sydeuropæiske lande)

37. Europa-Parlamentet( ”Repræsentanternes Hus”): • Kraftigt voksende magt de seneste år • Skal godkende samlede Kommissionen, som man også kan sætte fra magten • Tvang Kommissionen fra magten i 1999 • Medbestemmelse på lige fod med Ministerrådet eller blot høring • Små lande er kraftigt overpræsenterede i Parlamentet • Trods stigende indflydelse har Parlamentet oplevet faldende vælgertilslutning • Parlamentsvalg har ofte nationale temaer • Selv om Parlamentet har fået stigende indflydelse, er det alligevel ikke et parlament som de nationale. Det kan først og fremmest ikke udpege Kommissionen, og det kan ikke selv stille forslag til EU-lovgivning • Udvalgsmøder i Bruxelles og de fleste plenarmøder i Strasbourg • Reflekterer, at EU er et politisk system med føderalistiske træk