Kan man identificere udsatte børn?

1. Kan man identificere udsatte børn? Hvad siger forskningen? Mai Heide Ottosen, seniorforsker, SFI, november 2007

2. Forebyggelse og intervention: Aktuelle politiske visioner Regeringen: Vi skal sætte ind tidligt og effektivt! ” … Man skal have viden for at kunne sætte tidligt ind Som udgangspunkt er tavshedspligten en beskyttelse af borgerne, som ikke må undergraves. Men en vigtig forudsætning for at kunne sætte tidligt ind er, at man har kendskab til problemerne – dvs. at viden når de rette personer, og at fagfolk har de nødvendige kundskaber til at se problemerne, så de kan reagere…” • En god start til alle børn" som kapitel 4 af 4 Oppositionen: Forebyggelse af sociale problemer ”…Vi ønsker at skærpe den specialpædagogiske bistand i dagtilbudene og samtidig geare vuggestuer, dagplejer og børnehaver til at se risikobørnene hurtigere end i dag, og iværksætte de nødvendige forebyggende tiltag overfor det enkelte barn…”. • Det BEDSTE for vores BØRN! Socialdemokraternes børnepolitiske udspil

3. Kan man identificere socialt udsatte (små)børn – ud fra børns egne signaler?? En medicinsk tankefigur

4. Ætiologien:Definitionsproblematikker Hverdagssprog Sociallovgivningen Teoretiske perspektiver

5. Hvad er et socialt udsat barn? Hverdagssproget : • Problembørn, adfærdsvanskelige børn, utilpassede børn, sårbare børn, risikobørn, udsatte børn, psykosocialt udsatte børn, omsorgsvigtede børn, truede børn, børn i fare, sociale behovsbørn eller bekymringsbørn etc. • Upræcis afgrænsning: et kontinuum, hvor nogle er mere velfærdstruede end andre.

6. Hvad er et socialt udsat barn?Lov om social service • Børn, der på grund af individuelle vanskeligheder har særlige behov. • § 40 om frivillige foranstaltninger: børn med særligt behov for støtte, hvor samfundets foranstaltninger anses for at have væsentlig betydning, • § 42 om tvangsforanstaltninger kommer på tale, når der er ” åbenbar risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling lider alvorlig skade på grund af : • 1) utilstrækkelig omsorg for eller behandling af barnet eller den unge, • 2) vold eller andre alvorlige overgreb, • 3) misbrugsproblemer, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet eller den unge eller • 4) andre adfærds- eller tilpasningsproblemer hos barnet eller den unge • Vage og upræcise formuleringer, åbner for forskellige tolkninger af, hvordan et risikobarn eller socialt udsat barn skal defineres. Efterlader et stort rum individuelt skøn. • Et kontinuum af vanskeligheder, hvoraf de mest alvorlige henføres til utilstrækkelige opvækstbetingelser i barnets primære omsorgsmiljø.

7. Et tværvidenskabeligt forskningsfelt Psykologiske/neurobiologiske mv perspektiver Psykodynamiske perspektiver Udviklingsøkologiske perspektiver Interaktionistiske perspektiver Strukturelle perspektiver Videnskabelige paradigmer/tilgange til forståelse af børns sociale problemer VIDENSKABELIGE OPTIKKER PÅ UDSATHED VIDENSKABELIGE OPTIKKER PÅ UDSATHED VIDENSKABELIGE OPTIKKER PÅ UDSATHED Genetik, fx Hormoner Begavelse Helbredsdisposition Genetik, fx Hormoner Begavelse Helbredsdisposition Genetik, fx Hormoner Begavelse Helbredsdisposition GRAD AF UDSATHED GRAD AF UDSATHED GRAD AF UDSATHED Biologi, fx Fødselsvægt/skader Helbred Biologi, fx Fødselsvægt/skader Helbred Biologi, fx Fødselsvægt/skader Helbred Individ Individ Individ Personlighed, fx Temperament Livsmod Personlighed, fx Temperament Livsmod Personlighed, fx Temperament Livsmod Mikro, fx: Forældretilknytning Opdragelsesstil Social status Forældreressourcer Familietype Mikro, fx: Forældretilknytning Opdragelsesstil Social status Forældreressourcer Familietype Mikro, fx: Forældretilknytning Opdragelsesstil Social status Forældreressourcer Familietype Miljø Miljø Miljø Makro, fx Velfærdsfordeling Tolerance for fx vold/mangfold Forestillinger om normalitet Makro, fx Velfærdsfordeling Tolerance for fx vold/mangfold Forestillinger om normalitet Makro, fx Velfærdsfordeling Tolerance for fx vold/mangfold Forestillinger om normalitet

8. SammenhængeRisiko og prognose Den empiriske forskning om risiko og modstandsdygtighed

9. Risiko og prognose: Kan man forudsige hvem der får vanskeligheder? Høj grad af sensitivitet, dvs. risikoklassificere med en tilfredsstillende grad af korrekthed. 7.5 pct af de opr. risikofamilier endte med at mishandle deres børn. Flertallet var ikke børnemishandlere ( falsk positive) Den positive prædiktionsværdi er relativ lav Browne & Herbert (1997): Preventing family violence. Chichester etc: john Wiley & Sons

10. Centrale pointer fra risiko – og resiliensforskningen: • Det er meget vanskeligt at trække sikre forbindelseslinier mellem de belastninger, som børn udsættes for og et senere (ugunstigt) udfald. Den menneskelige udvikling er et komplekst fænomen og kan forløbe ad uransagelige stier • Det indbyrdes samspil mellem risiko- og beskyttelsesfaktorer langt fra er klarlagt: Risikofaktorer spiller sammen med hinanden. Beskyttelsesfaktorer spiller sammen med hinanden. Jo flere risikofaktorer, desto større risiko. Jo flere beskyttelsesfaktorer, desto bedre beskyttelse (og desto mindre risiko). Der findes risikofaktorer, som ikke lader sig påvirke, fx køn og alder. • Vanskeligt at prædikere på individniveau, dvs udtale sig om prognosen for et socialt udsat barn. • Frem for at opholde sig ved betydningen af enkeltstående belastningsfaktorer kan det være væsentligere at fokusere på: • Mønstre af belastninger, • omfanget af belastningsfaktorer, • varigheden af disse belastninger.

11. Diagnostik:Symptombilleder på social udsathed Vidensdomæner om afvigende børn

12. Er forskning et autoritativt vidensdomæne til indsigt om børns patologiske reaktioner manifesterer sig?? • Forskning foregår fortrinsvis ved skrivebordene, men kan bidrage på følgende måder: • Forskere, der drager ud i børnefeltet for at studere karakteristika ved de børn, som har problemer eller afviger fra flertallet. Observationer af (afvigende) børn finder sted i de naturlige omgivelser, børn indgår i. • Forskning, der indsamler og systematisere indsigt om, hvordan børnevelfærdsprofessioner med praktisk (ikke-videnskabelig) tilgang til børn aflæser signaler på, at der er noget galt. • Klinisk forskning (fx psykologi, psykiatri og lægevidenskab) kan på baggrund af undersøgelser af børns sjælelige eller legemlige skader, systematisere disse observationer. .

13. Den kliniske forskningstilgang (navnlig psykiske forstyrrelser) Diagnosesystemet (ICD-10) er: • Produkt af overenskomster • Deskriptivt (ingen årsagsforklaring) • Kategorialt (frem for dimensionalt) Enten har man en sygdom eller også har man den ikke.

14. Den kliniske forskningstilgang Den lægevidenskabelige tilgang: Spor på kroppen • Fysisk mishandling • Seksuel mishandling • Forsømmelse Den børnepsykologiske og – psykiatriske tilgang: Spor i sjælen • Frygtsomme børn • Skræmte børn og børn, der er udsat for omsorgssvigt • Posttraumatisk belastningssyndrom • Reaktiv tilknytningsforstyrrelse i barndommen • Udiskriminerende tilknytningsforstyrrelse i barndommen • Triste børn • Impulsive børn • Vanskelige børn • Børn, der ikke tænker som andre børn

15. Usikker forbindelse mellem ætiologi og symptombilleder

16. Samlet skitse over problemstillingens komplekse karakter Forholdet mellem ætiologi og reaktioner

18. Pointer (og anbefalinger) • Der findes viden om symptomer, som varsomt behandlet, gør det muligt at opspore de ekstreme eksempler, hvor skaden er sket, dvs. hvor børns udvikling eller sundhed er i åbenlys fare og intervention er/kan være nødvendig. • I forhold andre socialt udsatte børn er billedet mere broget og dunkelt billede. Der eksisterer ingen autoritativ viden om, hvad der kendetegner disse børn, bedømt ud fra karakteristika ved børnene selv. Hvordan så forebygge? • Der er et hierarki af vidensmagt blandt børnevelfærdsprofessionerne: Magten til at problembeskrive et barn er omvendt proportional med den praktiske kontakt til børn: Den psykologiske diskurs dominans (diagnosens magt). • Anbefaling i et forebyggelsesperspektiv: etablere fast kobling mellem et påvist misforhold og det evt. skadelige effekt for barnet: mere konsekvent fastholde blikket på, hvad problemerne betyder for det konkret involverede barn.