EU’s økonomiske politikker – Det indre Marked den 13. september 2010

1. EU’s økonomiske politikker – Det indre Marked den 13. september 2010 Dagsorden: Begreber og teorier om det indre marked Det indre Marked-programmet Konkurrencepolitikken Det indre marked og interesserne Tjenesteydelserne i Det indre Marked - servicedirektivet

2. Begreber • Regulatory policies – ex. indre marked: Regulatory policies har stor vægt i EU, som kan betragtes som en ”regulatory state” (Majone) • Reguleringer kan korrigere markedsfejl: • a) Asymmetrisk information: ex. tekniske • standarder, forbrugerbeskyttelsesstandarder • og sikkerhedsstandarder kan sikre brugerne • den information, de ikke har • b) Karteldannelse: Konkurrencepolitikken • kan modvirke karteldannelse • c) Naturlige monopoler (kun en producent • realistisk – vand, el): Prisregulering

3. Men langt fra al regulering går ud på at • korrigere markedsfejl, selv om den giver • sig ud herfor. • Andre årsager til regulering er: • i) Sociale overvejelser – børnearbejde. • ii) Protektionisme – toldmure.

4. To modsatrettedeteorier om de regulerende instanser vedr.effekten af reguleringerne: • Teori I) Overlades reguleringen til demokratisk valgte flertalsorganer lægger regulatorerne vægten på omfordeling. • Overlades reguleringen i stedet til en quango (quasi non-governmental organization) som Kommissionen, sikres effektiviteten, selv om politikerne også her vil presse på. • Teori II) Politikerne har incitamenter til at udbyde reguleringer til producenterne. Producenterne efterspørger dem og presser mest på. Producenterne er konkrete med • hensyn til, hvad de vil. I modsætning hertil har forbrugerne, miljøgrupperne osv. kun diffuse interesser og store kollektive • handlingsproblemer. • Virkeligheden er nok et sted midt imellem.

5. Teser om virksomhederne ogreguleringerne: • 1) Virksomhederne ønsker, at reguleringen • skal foregå på højeste politiske niveau. Det • er sværest for de diffuse interesser at presse • på her. • 2) Virksomhederne vil ofte henvise til den • mindst regulerende region og søge at tvinge • regulatorerne til at tage udgangspunkt heri • (”race to the bottom”-diskussionen).

6. Negativ og positiv integration • I EU er der to typer regulatory policies • a) negativ integration (deregulering): • Ensbetydende med at fjerne barrierer for • international handel. • b) positiv integration (reregulering): • Ensbetydende med at etablere ny reguleringer på EU-niveau for dem, som blev fjernet på nationalt niveau.

7. Det indre marked-programmet fra 1985:en proces sættes i gang: karakteristika og succesfaktorer • 1) et omfattende program med 280 stk. lovgivning, hvor alle medlemslande kunne have problemer med enkeltdele, men hvor de havde endnu større interesse i gennemførelsen af helheden • 2) en fast dead-line, som blev en selvstændig spore for at gøre nogen ved sagen • 3) gennemførelsen af Den europæiske fælles akt (EF-pakken), som gjorde det lettere at gennemføre de fleste af forslagene (nu kvalificeret flertal)

8. A) Fjernelsen af de fysiske barrierer pådet indre marked: • - grænsekonkrol, grænseformaliteter m.h.t. varer • - m.h.t. personer kunne der ikke nås til enighed, derfor Schengen

9. B) Fjernelsen af de tekniske barrierer(catch-all): • - ny metode vedr. teknisk harmonisering: a) nyt princip om gensidig anerkendelse, b) harmonisering holdes på et minimum, resten overlades til standardiseringsorganerne CEN og CENELEC og c) CE-mærke = grundlæggende bestemmelser er opfyldt • - offentlige indkøb – alle nationale favoriseringer fjernes • - tjenesteydelsesområdet: åbning og liberalisering af markedet for banker, vandforsyning, transport etc.

10. C) Fjernelse af fiskale barrierer: • - minimummomssats på 15 % - gælder for alle stater, inkl. nye EU-medlemmer • - minimumssatser for alkoholholdige drikke og tobak • ______________________________ • Score Boards over den gennemførte • lovgivning år for år for hvert medlemsland.

11. Konkurrencepolitik • a) primær ret (traktatgrundlaget): undgå konkurrenceforvridninger • b) sekundær ret: reguleringer på især tre områder: • i) antitrust – hindre karteldannelser • ii) statsstøtte – forbudt som hovedregel, godkendes kun, hvis det er i hele EU’s interesse, og hvis den sigter mod opfyldelsen af bestemte sektor- eller regionalpolitiske mål • iii) fusionskontrol – forhåndsgodkendelser heraf siden 1989 og løbende overvågning

12. Konkurrencepolitik • EU’s konkurrencelovgivning ser ved første øjekast ud til at være stærkere end USA’s. • Inkluderer også regeringsejede og – subsidierede virksomheder. • Alligevel er det ikke nødvendigvis tilfældet. • Afhænger også af • 1) Kommissionen politiske slagkraft og • 2) om der er en herskende ideologi om det ønskelige i skabelsen af europæiske champinions.

13. Konkurrencepolitikken – en politik, der skifter • Myten om EU’s konkurrencepolitik: den samme hele vejen igennem. Men realiteten er, at den har svinget meget. • - Oprindeligt var medlemslandene meget delt med hensyn til, hvilke beføjelser Kommissionen skulle have på det konkurrencepolitiske område. • Aftalen er to års forhandlinger gav et centraliseret anti-trustregime med Kommissionen i centrum.

14. Konkurrencepolitikken – en politik, der skifter • Forordning nr. 17: Virksomheder fik pligt til at notificere alle nye kommercielle aftaler til Kommissionen, som vil påvirke handelen mellem medlemsstater. • Principielt set meget stor magt. Men begrænset mandskab. • Samtidig er det skiftet med hensyn til, hvordan Kommissionen har fået lov at forvalte denne magt.

15. Konkurrencepolitikken – en politik, der skifter • 1) Anti-trustregler har været konstante siden de tidligere 1960’ere. Men de blev først taget i anvendelse fra 1970’erne. • 2) Bekæmpelse af statsstøtte og national støtte til virksomhedernes konkurrencebegrænsende adfærd var også begrænset til at begynde med. Den tog først fart med Det ind Marked-programmet. Der blev taget ekstraordinært afslappet på reglerne med oliekrisen i 1973 og finanskrisen i 2008.

16. Konkurrencepolitikken – en politik, der skifter • 3) Fusionskontrol: Kommissionen blev først rigtigt opmærksom herpå fra midten af 1960’erne. • 4) Indre marked: Konkurrencepolitikken brugtes nu også til at liberalisere lufttransporten, telekommunikation og energi. Sektorer, som historisk bar været beskyttede af staterne og undtaget nationale konkurrenceregler.

17. Konkurrencepolitikken – en politik, der skifter • 5) EU’s konkurrencepolitik er dels jura, dels politisk realisme. Kommissionen får som regel opbakning far Domstolen i de store spørgsmål, men underkendes af og til i de konkrete sager. • 6) Domstolen har dømt teleologisk og gradvis udvidet konkurrencepolitikkens felt. • EU’s konkurrencepolitik er styrket af to idémæssige udviklinger: a) Den neoliberalistiske konsensus fra 1980’erne. B) Kraftigt stigende antal EU-konkurrencepolitiske eksperter.

18. Deregulering og reregulering i det indremarked • DEREGULERING: store sektorer er blevet dereguleret: • 1) Luftfarten: fra statsstøttede flyselskaber med rejser til overpriser til almindeligt konkurrenceudsatte virksomheder. • 2) Telekommunikation: fra statsmonopoler med få ydelser til • almindeligt konkurrenceudsatte virksomheder med mange ydelser. • 3) Elforsyning: liberalisering, men stort set ingen effekt • 4) Finansielle tjenesteydelser: mange fusioner, men mere konkurrence?

19. Men også en del REREGULERING:miljøpolitik, socialpolitik • Miljøpolitikken blev en del af EU’s traktatgrundlag med Den Europæiske Fælles Akt og Maastricht-traktaten (kvalificeret flertal). • • der er mere lovgivning på dette område end på noget som helst andet område • • hvorfor? • • A) undgå negative eksternaliteter i det indre marked og undgå • informationsassymmetri via mærkning? • • B) hensyntagen til diffuse miljøinteresser (kraftige i 80’erne og 90’erne)? • • C) avanceret protektionisme fra Nordeuropa mod Sydeuropa

20. Det indre marked og interesser • På den ene side: • Erhvervsinteresserne er bedre organiseret end forbrugerne og miljøinteresserne på • grund af: • 1) erhvervslivet kan sikre sig flere ressourcer fra medlemmerne på grund af • færre problemer med kollektiv handling = handlinger, hvor alle får fordel af • enkeltaktørers handlinger • 2) i politiske multilevel systemer har erhvervslivet interesse i at sikre, at • reguleringspolitikker foregår på det højest mulige politiske niveau • 3) erhvervslivet har en særlig interesse i at bevæge reguleringspolitikken væk fra den korporatistiske beslutningsproces på nationalt plan

21. Det indre marked og interesser På den anden side: Kommissionen er en quango, • som af strategiske og legitimitetsmæssige årsager ikke altid lægger sig tæt op ad erhvervslivet • vil have frihed til at agere policy entreprenør • har samtidig sine egne interesser og netværk • endelig har kommissærerne deres eget politiske bagland

22. Tjenesteydelsernes stigendebetydning • Tjenesteydelser • Udgør i dag 56 % af EU’s BNP + 70% af EU’s arbejdsstyrke. • Serviceerhverv = erhverv, hvis ”produkter” ikke kan sendes med et godstog.

23. Tjenesteydelser dækker • - kommercielle aktiviteter som bankvirksomhed, postvæsen, el- og vandforsyning, butikshandel, • hoteldrift, biludlejning, byggeri, telekommunikation og • reklamevirksomhed. • - en del tjenesteydelser af såkaldt generel eller almen økonomisk interesse – f.eks. aktiviteter i sundhedssektoren, uddannelsessektoren, vand og • energiforsyning, miljøbeskyttelse og politivirksomhed

24. Markedet for tjenesteydelser erintegreret, hvis • 1) tjenesteydelser kan sælges på tværs af landegrænser • 2) de kan forbruges uden for egne medlemslande • 3) producenter i ét medlemsland etablerer sig i et andet medlemslande for at udbyde tjenesteydelser dér

25. Tjenesteydelser • Handelen med tjenesteydelser har altid været sværere at liberalisere end handelen med varer på grund af • 1) mange regler, som er tiltænkt at skulle beskytte forbrugerne beskytter samtidig nationale virksomheder • (sundhed, luftfart) • 2) der er også decideret national beskyttelse af • tjenesteydelsesvirksomheder (transport, banker, telekommunikation, TV)

26. EU og tjenesteydelserne • Rom-traktaten fra 1957; to friheder: • 1) Virksomhederne kan sælge tjenesteydelser i andre EU-lande. Meget få fremskridt frem til midt-1980’erne. • 2) Virksomhederne kan etablere sig og sælge tjenesteydelser i andre EU-lande. • Undtagelser (delvis fjernet med det indre marked): • 1) Aktiviteter forbundet med udøvelsen af offentlig myndighed. • 2) Medicinske og farmaceutiske område. • 3) Transport er reguleret under artiklerne om den fælles transportpolitik. • 4) Bank- og forsikringsområdet er forbundet med spørgsmålet om den fri bevægelighed af kapital, som ikke var fri i Rom-traktaten.

27. Lissabon-strategien • Lissabon-strategien tog emnet op med målet om, at EU skal være verdens mest konkurrencedygtige region i 2010. Især via liberaliseringen af handelen med tjenesteydelser. • Ud af Lissabon-strategien kom servicedirektivet. • Handelen med tjenesteydelser på tværs af EU’s landegrænser er stadig begrænset sammenlignet med de vareproducerende erhverv. Skyldes også, at producenter af tjenesteydelser etablerer sig.

28. Servicedirektivet • Forslag: 2004: næsten frihandel med serviceydelser. • Vedtaget: 2006: Mange modifikationer og udvandinger. • Væk med hjemlandsprincippet, som gælder for varer. • Lande bag udvandingen: Oftest dem, som ville få de største velfærdsgevinster? • Hvorfor?