Peter Nedergaard: EU’s handelspolitik

1. Peter Nedergaard: EU’s handelspolitik Den 11. og 12. august 2011 Dagsorden: Lidt basal statistik EU’s handelspolitik og intern politisk integration Internationale organisationer og EU’s handelspolitik IP-teorier og handelspolitik EU’s eksterne økonomiske politik Kl. 14.15-15.00: Statskunsulent Jens Hauge Pedersen; FM Kl. 15.15-16.00: Kontorchef Søren Kelstrup, UM Den fælles handelspolitik (CCP = Common Commercial Policy) EU’s institutioner og CCP EU’s handelspolitiks hierarki EU’s handelspolitik og andre økonomiske blokke Handel, hjælp og samarbejde med udviklingslandene Erhvervsliv og EU’s handelspolitik

2. Lidt basal statistik • EU har • Ca. 500 millioner indbyggere/ forbrugere • 28 procent af det globale BNP • 35 procent af verdens import • 34 af verdens eksport • En tredjedel af verdens 500 største selskaber er europæiske

3. EU’s handelspolitik og intern politisk integration EU har to typer af eksterne relationer: Økonomisk-politiske relationer via handelsaftaler og udviklingsaftaler – vort fokus Udenrigs- og sikkerhedspolitiske relationer gennem den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik EU’s økonomisk-politiske relationer vil altid afhænge af, hvor fremskreden den interne politiske integration i EU er.

4. EU’s handelspolitik og intern politisk integration • 1) EU er en toldunion: • Dette danner grundlaget for en fælles ekstern politik ved at etablere en fælles handelspolitik = a) en fælles ekstern toldsats + b) regler om den fælles anvendelse af ikke-toldmæssige barrierer • 2) EU er også et fælles marked: • Fælles politikker med hensyn til arbejdskraft og kapital + • Fælles indvandringspolitik + • Harmonisering af andre politikker (kriminalitetsforebyggelse, social sikring)

5. EU’s handelspolitik og intern politisk integration • 3) EU er også blevet en økonomisk og monetær union: • Skærpelse af fælles konkurrenceregler, statsstøtte m.v. • 4) EU er imidlertid ikke en fuldt udviklet union: • Fælles sikkerhedspolitik, forsvarspolitik, • kun samarbejde med hensyn til visse aspekter af disse politikker + enstemmighed

6. Internationale organisationer og EU’s handelspolitik Vigtige internationale organisationer for EU’s eksterne økonomiske relationer: I 1995 overtog WTO GATT’s ansvarsområder WTO vigtigste funktioner: 1) Administrere og implementere de multilaterale handelsarrangementer: Nøglebegrebet i denne forbindelse er ”most-favoured-nation”-bestemmelsen = en handelsliberalisering givet til ét medlemsland af WTO må umiddelbart efter gives til alle andre medlemslande (undtagelsen: ved skabelsen af frihandelsområder/toldunioner) 2) Tilvejebringe et forum for multilaterale handelsforhandlinger

7. Andre organisationer af betydning for international handel: OECD: konsulteres med hensyn til kapitaltransaktioner og økonomisk-politisk koordination. ILO: internationale arbejdstagerstandarder. IMF: monetær koordination.

8. IP-teorier og international handel • Realisme – grundlæggende antagelser: • Staterne er enhedsaktører • Staternes interesser er primært defineret i geopolitisk og sikkerhedspolitisk • Staterne maksimerer deres sikkerhed på rationel vis • Fra disse antagelser følger at: • Mellemstatsligt politisk samarbejde tenderer mod at være et nul-sum-spil • EU er et instrument for medlemsstaternes interesser • Staternes interesser er stabile • Frihandelsaftaler kommer kun i stand, når en dominerende aktør har magt og interesser i at få dem gennemført = hegemonteorien

9. IP-teorier og international handel • Liberalisme - grundlæggende antagelser: • Staterne er IKKE enhedsaktører – der er konkurrence mellem indenlandske interesser og ideologier • Økonomiske interesser er vigtigere end geopolitiske hensyn • Centrale embedsmænd agerer rationelt på vegne af staternes økonomiske interesser • Fra disse antagelser følger at: • Mellemstatslig politik kan være et positivt sum-spil, fx via handel • Staterne har et incitament til at skabe internationale institutioner med henblik på at løse de kollektive handlingsproblemer • Frihandelsaftaler fremmes af regeringer, fordi de er i den generelle offentligheds interesse

10. IP-teorier og international handel • Konstruktivisme – grundlæggende antagelser: • Staterne agerer på baggrund af ideologiske og/eller kulturelle normer • Staterne agerer ikke fuldt ud rationelle • Staternes adfærd udvikler sig på baggrund af socialisering • Fra disse antagelser følger at: • Staterne er tvungne til at tilpasse deres adfærd til normer i internationale organisationer som EU • Staterne er ikke de eneste vigtige aktører i international politik • Frihandelsaftaler er ofte et resultat af en bestemt ideologisk overbevisning blandt toneangivende aktører

11. EU’s eksterne økonomiske politik Tre instrumenter: Den fælles handelspolitik – the common commercial policy – CCP Bilaterale og multilaterale handelsaftaler Samarbejde med udviklingslande

12. Den fælles handelspolitik – CCP En enkelt regelsæt vedrørende import af varer og tjenesteydelser = CCP Mål i Romtraktaten fra 1957: ”fremme den harmoniske udvikling af verdenshandelen, den forsatte afvikling af restriktionerne for international handels og sænkningen af toldbarriererne”

13. Vigtigste politiske instrumenter i CCP a) Den eksterne told: Oprindeligt et aritmetisk gennemsnit af toldsatserne i de oprindelige medlemsstater i EU I dag: fra et gennemsnit på 18 procent for landbrugsvarer og nul procent for mange industrivarer b) Importkvoter: Anvendes på en lang række produkter, herunder landbrugsvarer, jern og stål

14. Vigtigste politiske instrumenter i CCP • c) Antidumpingforanstaltninger • Hvis eksportører sælger med tab på udenlandske markeder • Hvis eksportører sælger på EU-markederne til særligt lave priser (= grov prisdiskrimination), som kan skade indenlandske producenter • Ca. 150 foranstaltninger pr. år • WTO-reglerne tilader anti-dumping foranstaltninger, hvis det kan vises, at i) importen er steget dratisk og • ii) der er en substantiel prisforskel mellem hjemlandsprisen og eksportprisen og • iii) importen forårsager en alvorlig skade på de indenlandske producenter

15. Vigtigste politiske instrumenter i CCP • d) Frivillige eksportaftaler – voluntary export restraints – VER: • VER’erne skyldes sædvanligvis indenlandsk politisk pres, men det er samtidig acceptable for eksportører. Hvorfor? • e) Handelspolitiske instrumenter af mindre betydning: • Eksportfremmeforanstaltninger • Politiske handelssanktioner (Via FN’s Sikkerhedsråd) • Importafgifter (countervailing duties), hvis tredjelande subsidierer • Force majeure-told (i tilfælde af meget dramatisk stigning i importen af bestemte produkter) • Oprindelseslandsregler (= en bestemt andel af værdiskabelsen af et produkt skal ske i EU for at det kan kvalificere som ”Made in the EU”)

16. EU’s institutioner og CCC Kommissionens rolle: Kommissionen har monopol på at fremsætte forslag til lovgivning under CCP Kommissionen forhandler alle eksterne handelsaftaler på vegne af EU og Ministerrådet (= den amerikanske præsidents ”fast track” mandat fra Kongressen) Kommissionen har udøvende magt til at gennemføre anti-dumping foranstaltninger og andre importrestriktioner = Kommissionen er ansvarlig for at undersøge og handle i tilfælde af urimelige handelspolitiske praksisser

17. EU’s institutioner og CCC Ministerrådet Ministerrådet giver et forhandlingsmandat til Kommissionen med kvalificeret flertal Europa-Parlamentet Lissabon (art. 207 i TEF): ”Europa-Parlamentet og Rådet vedtager ved forordning efter den almindelige lovgivningsprocedure foranstaltninger til afstlæggelse af rammerne for gennemførelsen af den fælles handelspolitik.”

18. EU’s handelshierarki Bilaterale og multilaterale handelsaftaler mellem EU og andre stater og handelsblokke: GATT (fra 1948)/ WTO (fra 1995): ”Runder” med handelsforhandlinger, senest Doha runden. EU er den største handelsblok. WTO hviler på EU og USA Alligevel er der handelskonflikter mellem EU og USA, selv om de er hinandens største handelspartnere

19. EU’s handelshierarki EU’s handelshierarki styres af WTO-reglerne Men EU anvender samtidig smuthullerne i WTO-systemet med henblik på at diskriminere mellem forskellige grupper af lande – Årsag: WTO’s undtagelse fra MFN-princippet ved dannelsen af handelsblokke

20. Skema: EU’s handelshierarki

21. EU’s handelspolitik og andre økonomiske blokke EØS/EFTA De fleste tidligere EFTA-lande har forladt ETFA og tilsluttet sig EU. EFTA er nu en lille organisation (Norge, Island, Schweiz, Liechtenstein). EFTA er tilsluttet EU’s indre marked og tilhørende lovgivning, men der er ingen frihandel vedrørende landbrugs- og fiskeriprodukter.

22. EU’s handelspolitik og andre økonomiske blokke • Tidligere: Central- og Østeuropa • Denne gruppe har bevæget sig fra bunden og til toppen af EU’s handelspolitiske hierarki efter 1989. • Først Europaaftaler, så medlemskab. • Middelhavslande • Siden 1995: Euro-Med-Partnership • Frihandelsområde for forarbejdede varer og en zone for præferencehandel med landbrugsvarer.

23. EU’s handelspolitik - andre øk. blokke • AVS: Lomé (Contonou) konventionen • = 76 lande i Afrika, Vestindien, Stillehavet • Toldpræference: næsten hele AVS eksporten har fri adgang til EU-markedet uden told eller kvoter • Frihandelen er ikke-reciprok • Alligevel har disse aftaler været skuffende for AVS-landene

24. EU’s handelspolitik og andre økonomiske blokke GSP – Generalized System of Preferences Latinamerika og Asien – 178 lande. Tildelt af EU til disse lande. Begrænset til halvfabrikata og forarbejdede varer som tekstiler og tøj Udelukker fødevarer Kina har tidligere (for WTO-medlemskabet) draget fordel af GSP

25. EU’s handelspolitik og andre økonomiske blokke • Most-favoured nation (MFN) – USA, Japan, Australien osv. • USA så oprindeligt EF/EU som en måde at hjælpe Europa at komme sig oven på 2. verdenskrig • USA og EU er verdens vigtigste handelspartnere • Deres handel har i den graf draget fordel af liberaliseringen af handelen inden for GATT og WTO • Transatlantiske uoverensstemmelser vedrørende • Landbrugseksporten • Told på stål • Spørgsmål vedrørende Cuba

26. Handel, hjælp og samarbejde med udviklingslandene • Hjælp • EU’s medlemsstater står for over 50 procent af verdens globale udviklingshjælp (medlemsstater + EU) samt ca. 20 procent fra USA og knap 20 procent fra Japan • EU’s hovedaktiviteter rettet mod AVS-landene • 78 lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet • 41 ud af 49 af verdens mindst udviklede lande

27. Handel, hjælp og samarbejde med udviklingslandene • Humanitær hjælp • Koordineret af European Community Humanitarian Aid Office (ECHO) • ECHO = nødhjælp, fødevarehjælp, flygtningehjælp • Handelspolitikker m.h.p. at fremme økonomisk udvikling • Eksempel: ”Everything but arms” (EBA) initiativet = toldfri adgang til EU for eksport fra 49 mindst udviklede lande i verden – gælder for alle varer undtagen våben • Fortolkning heraf: et forsøg på at standse kritikken fra de fattigste lande af EU’s landbrugspolitik