Download
1 / 36
360 likes | 484 Views
Nyheder. Huset er nu færdigt og Casa della filosofias medlemmer skiftes kontinuerligt til at bebo huset. Nogle af indtrykkene følger nedenfor i form af et rejsebrev.
E N D
Nyheder Huset er nu færdigt og Casa della filosofias medlemmer skiftes kontinuerligt til at bebo huset. Nogle af indtrykkene følger nedenfor i form af et rejsebrev. Mandag den 16.6.2008 blev der afholdt ordinær generalforsamling med efterfølgende reception. Formanden afgav beretning og orienterede om samtaler med advokater og revisorer angående ejendomskonstruktionen. Man vedtog, at bestyrelsen skulle tage højde herfor ved en justering af vedtægterne m.h.b. på en ekstraordinær generalforsamling i september. Formanden har været i Pratola 30.7-2.8 2008 for at få de sidste ting på plads og for at tilse de småreparationer, der var nødvendige. Formanden forventes at bese huset igen i sidste uge af august. Salgssituation den 3.8.2008 Der er én andel til salg Interesserede købere kan blive skrevet op på en venteliste ved at kontakte formanden på platonopolisdk@yahoo.com eller telefonisk på +45 28927719
Rejsebrev fra Allan og Susanne efter besøg i Via Napoli om deres første indtryk af huset i Pratola den 14.–17. februar 2008 Vi tager afsted fra en for en gangs skyld ikke overfyldt lufthavn. Nummer ét i køen og efter 2 timer og 20 minutter lander vi i Leonardo-lufthavnen. Op på anden sal og efter lidt søgning finder vi Avis og lejer en spritny Alfa Romeo. Kører til Pratola ad en strømlinet motorvej. Betaler 11 Euro for at komme af motorvejen, da vi efter 1 time og 40 minutter ser skiltet mod Sulmono og Pratola. Ind til byen og spørge om vej. Det er ikke let, for forklaringerne gives på italiensk, hvor tempoet forudsætter et indgående sprogkendskab. Vi kører lidt rundt og finder gaden. Ringer til Lino – ”yes, are you on the motorway” – ”no we are in Via Napoli”. ”What – I can’t believe you, how did you find it”? Lino lander efter fem minutter og stråler som en sol og forklarer, at der lige er sat ny lås I den smukt renoverede hoveddør. Vi venter spændt – er det mon nu som vi håber? Hvilket øjeblik i februar. Det er eftermiddag. Den smalle gade danner rammen om det, vi drømmer om: Et hus i Pratola. Som vi har lyst til at holde af – til at elske. Men det elskelige lader sig jo heldigvis ikke bare købe. Holder de gode indtryk og de glade forventninger? Stentrappen siger goddag. Med venlighed og italiensk imødekommenhed. ”Kom nærmere”, hvisker den. ”Det her har været godt nok til mange”. Vi træder indenfor. Inden lyset tænder, fejes mørket væk af Linos begejstrede øjne og hvide tænder. Vi drejer til venstre og tager et par trin ned. Ind til venstre. Det gamle kælderrum er tryllet om til et smukt soveværelse. Hvælvede lofter. Nymalet og to sukke senge sender lokkende signaler til de andægtighed og sendt tanker om dobbeltsengen lidt på gør det selv-mode. Bag døren gemmer sig en sovesofa. Der er et lille trin op til den bevarede kælderdør, hvor nøglen er gemt i midten. To låger kan åbnes, og så er vi på gaden og kan indsnuse den pratolanske aftenstund. Et smukt skab åbner sig og viser bøjler klar til at frigøre skjorter og bukser fra de små kufferter. Smukke gulvfliser – et dejligt chambre. Videre ud til badeværelset. Rigtig pænt med dobbeltvaske, fliser, bruserum og vaskesøjle. to store spejle, der råt for usødet viser os hvordan Side 1
Rejsebrev fra Allan og Susanne (fortsat fra side 1) håret står op i luften. Senere viser det sig, at bruseren leverer varmt vand i rigelige mængder og uden ventetid. Herligt. Tre trin op, rundt om hjørnet og op ad trappetrinene. 12 stentrin til døren med de små glasruder. Den har stået der i mange år. Nu kommer vi og tager i den og den gør ikke modstand, men signalerer venlig imødekommenhed og nysgerrighed. Ind til venstre. Lino fortæller med store armbevægelser og en tonering, der ikke overlader noget til tilfældighederne, om hvor vanskeligt det var at indmure det store spejl. Resultatet er blevet overbevisende. Terrazzogulvet ligger og hvisker: ”bare vent til her bliver 40 grader, så vil I elske mig. Jeg ved det”. Safaristole og et lille bord, skrivebordet og pejsen, skab på væggen og en købmandsdisk. Skrivebordet betror os, at der selv ved små borde kan tænkes store tanker. Den originale dør åbner ud til altanen, som ifølge Lino er nyrestaureret. Han bestyrker os i troen, da han med små italienske hop på stedet i de sorte, elegante hyttesko hopper på stedet. Ind bagved, hvor endnu et soveværelse med to senge står og venter på for første gang at blive belagt med dansk sengetøj og ikke mindst danske dundyner. Videre op ad trappen. Endnu en hyggelig dør og så entre til alrummet, som Lino stolt viser frem som køkkenet. Lino forklarer, at det har kostet noget mere end en mindre italiensk bondegård og navnlig bordpladen er ”veeeeeery expensive”. Et flunkende nyt gaskomfur, nyt køleskab og ny opvaskemaskine. Masser af service, glas, bestik, knive og et skab fyldt op med elektriske pærer og rengøringsmidler. Vi smiler og tænker, at her mangler kun et klaver og nogle lysestager og stearinlys, så er vi klar til at feste. De gode rødvinsglas er klar. Side 2
Rejsebrev fra Allan og Susanne (fortsat fra side 2) I hjørnet endnu en trappe, som leder os op til tagterrassen. Lino viser den stolt frem til os. Hvilken udsigt mod bjergene og nabohusene og den smalle via Napoli. Et smukt terrassebord med tilhørende stole, som endnu ikke er pakket ud. Vi fornemmer storheden uden at vide, at vi dagen efter vil sove her et par timer kun iført undertøj og store smil i, hvad vi mener, må være 25 graders solskin. Mens vi smiler, nyder vi den friske luft og stilheden – ingen scootere, ingen billarm, ikke en lyd, kun Linos charmerende og engagerede ordstrøm. Lino forklarer, at han vil komme tilbage og hente os, hvorefter vi skal til nabobyen, hvor vi indtager bøffer, der får tallerkenerne til at synes underdimensionerede. God vin og fin snak med værtsparret og et par af gæsterne før Lino kører os retur. Lino griber mobilen og tilkalder to englændere, Barbara og Stephen fra York. De har en lejlighed her og møder os på vejen, og så ser vi samtlige åbne værtshuse. Det var ganske festligt. Trætte kaster vi os i dynerne – klokken var blevet 02.30 - og vi når at nyde de gode senge og så det at være fri for den natlige kamp med lagener og tæpper – bare forsvinde ind i den varme dyne med et stort smil på læben - hurtigt. Det er godt, og morgenen kom buldrende meget hurtigt. Næste dag går vi rundt i Pratola. Smukke billeder og dejlige mennesker med varme øjne og en rar italiensk hilsen på læberne. Hjem til huset og rundt på alle etagerne. Alrummet er skønt i dagslys – det store bord fungerer, som vi havde håbet, og vi hygger os sammen med en god landvin og frisk brød fra pane-butikken på torvet. Lino henter os kl. 15, hvor vi er inviteret til kaffe hos ham i privaten. Side 3
Rejsebrev fra Allan og Susanne (fortsat fra side 3) Han bor med sin mor på 88 år. Hjertevarm og frisk, tynd, lille, men hvilke øjne og så kommunikationen på italiensk – det kalder på smil og tolerance fra værtinden, som serverer espresso med chokolade. Vi ser billedet af den afdøde mand og Lino som barn, og så skal vi videre til Scanno, hvor sneen for andet år i træk er udeblevet. 1.000 meter over havet er temperaturen et godt stykke fra de 25 grader på tagterrassen. Vi ser liften, der står og venter på sne, og vi får en kop kaffe på hotellet, hvor Lino selvfølgelig kender værtinden. Videre mod kysten ved Pescara. Lino vil vise os en ”expensive” tøjbutik. Julie forelsker sig i et par sko til 775 Euro og en kjole i samme prisniveau. Da Lino kender værten kan hun få det til halv pris, men heldigvis besinder den unge dame sig. Imens har Susanne fundet en frakke til 75.000 kroner, og så synes jeg, det er på tide at komme videre. Det lykkes mig at få familien udenom kasseapparatet, og vi tøffer videre til en flot gammel cafe på vel 500 kvadratmeter. Det er en champagnebar, hvor Lino fortæller os, at champagnen skal ”åbne vores maver”. Videre til en fiskerestaurant, hvor vi fik en utrolig god service. Da vi havde bænket os, kom første ret på bordet indenfor to minutter. Det var forudbestilt og derefter fulgte ret på ret i en lind strøm. 13 retter i alt blev det til! Tjeneren var parat til på stedet at indgå ægteskab med vores datter – det var hun ikke, så det blev kun til tre tætte fotografier og et højtideligt løfte om at sende et aftryk, så det kan komme op og hænge på væggen. Med vin og 13 retter og kaffe og jeg ved ikke hvad, blev det 240 Euro for fire mennesker en hel aften med en sublim kvalitet. Vi hoppede i seng kl. 01.30. Næste morgen kørte jeg ud for at købe, hvad der blev den dyreste Nescafé jeg nogensinde har investeret i. Jeg har lidt svært ved at finde rundt i de ensrettede gader, og da jeg omsider kom til via Napoli skulle jeg bakke bilen på plads i en gyde mellem Via Veneto og Via Napoli. Jeg bakker og holder skarpt øje med bilen på min højre side og har den pragtfulde fornemmelse af at have fuldstændig styr på det hele, inklusive denne Side 4
Rejsebrev fra Allan og Susanne (fortsat fra side 4) højglanspolerede, sorte og spritnye Alfa Romeo, da jeg med morgensmil bakker, lyder et brag, som ryster bilen, og jeg bliver opmærksom på, at der i venstre side stod et vejskilt. Det kan man nu se i bagskærmen, og det ærgrer mig. I det samme kommer Lino kørende. Jeg forklarer ham situationen, og han er meget høflig og elskværdig, men han kan ikke skjule, hvad han tænker: den slags kan man da ikke lave. Og jeg vil give ham ret – hvis Susanne havde gjort det samme, ville jeg finde det uantageligt, men nu var det jo altså en kendsgerning. Lino kom med indenfor, og han gjorde temmelig store øjne, da han så morgenbordet: frisk frugt, appelsiner, tomater, juice, bananer, brød, skinke, ost og yoghurt og nylavet kaffe til – viste det sig, da jeg fik regningen hos Avis, 481 Euro (de 6 Euro var det kaffen kostede – resten gik til Avis). Lino fik – efter tre afslag – kaffe Americano, og det bekom ham tilsyneladende bedre end han havde troet – det blev til to store krus, mens vi forklarede, at ”nej, sådan er vores morgenmåltider ikke altid”. Besøg i Sulmona og rundt i Pratola. Lino hentede os om aftenen og tog os til svømmehallens restaurant, hvor vi var de eneste gæster sammen med familien og deres meget råbende børneflok. Vi blev godt mætte og landede trætte i Via Napoli ved midnatstid. Næste morgen kl. 07 tog vi mod lufthavnen –en time og tyve minutter og så retur til Danmark. Det var en god oplevelse og v sendte Poul mange positive tanker for et godt projekt. Glæd jer. Allan februar 2008 Side 5
Marianne Gades rejsebreve juni 2008 Siden sidst har vi tilbragt tre uger i en lille italiensk bjergby, hvor vi har købt et hus sammen med flere andre familier. Byen ligger smukt, omgivet af bjerge og er så typisk italiensk, at man uvilkårligt kommer til at tænke på Disneys film om Pinoccio. Her er alle drømme om det gamle, traditionsrige Italien blevet til virkelighed. Og som det sker, når man tilbringer længere tid på ét sted, falder man ind i hverdagsrytmen. Fra vores hus i Via Napoli, som gaden hedder, kunne vi følge med i beboernes liv. Om formiddagen gik kvinderne på torvet og vendte hjem igen med tunge indkøbsnet. En times tid senere duftede der af varm mad i hele gaden. Derefter var der siesta’ indtil klokken fire, hvorefter livet startede på ny. Til lyden af sang! Jeg glemmer aldrig første gang, jeg kikkede ud over kanten af vores tagterrasse og så de gamle kvinder nede på gaden. I skyggen af husmuren sad de på deres grønne plastikstole med hækletøjet i hænderne og sang. Det lød som om de sang den samme sang om og om igen, kun afbrudt af folk, der gik forbi, som de lige skulle veksle et par ord med. Det skete hele tiden, og sådan sang, snakkede og hæklende de sig gennem eftermiddagen, mens solen langsomt flyttede sig på muren. Det kan godt være, at de savner alt, de kvinder. Alt det, som gør livet værd at leve for en dansk pensionist i hvert fald. Men glade er de, også selv om de må undvære plejehjemmet. www.mariannegade.dk under menupunktet ”Bloggen”
Marianne Gades rejsebreve juni 2008 Tillad mig at opholde mig lidt endnu ved Via Napoli, for jeg har gjort en opdagelse. Tidligere har jeg altid har undret mig over de stejle stentrapper, der forbinder rummene i italienske huse og lejligheder. For hvad med børnene og de gamle? Hvordan kommer de op og ned? Trapperne er jo tydeligvis mest for de friske og raske. Jeg husker en romersk ejendomsmægler, der engang sagde: - De går ikke så meget ud, de gamle. De bliver helst hjemme. Vel gør de ej! De bliver ved jorden! Jeg har nemlig fundet ud af, hvad den åbning der findes tæt ved indgangsdøren i hvert eneste hus i Via Napoli, ja i hele byen, bruges til. Udefra ligner det en garage eller et lagerrum, Der er ingen vinduer, kun en dobbeltdør, der som regel står åben ud til det fri. Her i det store rum lever familien sit liv som i oldtidens Pompeji. I princippet i hvert fald. I rummet er der en vask med afløb, et køleskab, spisebord og en knallert eller en scooter. Vasketøjet hænger til tørre og i et hjørne ligger brændet, der består af tørre vinstokke. Jeg har set det ved selvsyn, for jeg hører til de nysgerrige. Hvordan skulle man i øvrigt ellers få noget at vide? Nu ved jeg til gengæld, at de gamle står i åben forbindelse med verden og gadens liv, og at de har, hvad de skal bruge inden for rækkevidde: Mad, adgang til vand, brænde og en scooter til brug i en snæver vending. Så lad bare andre om at gå på trapper. Enkelt og næsten genialt. www.mariannegade.dk under menupunktet ”Bloggen”
Huset har i 2007 gennemgået en gennemgribende ombygning og renovering, hvilket fremgår klart af de efterfølgende sider.Facaden december 2006-januar 2008
