FILMEN I DEN LIGGENDE HALVMÅNES LANDE

1. FILMEN I DEN LIGGENDE HALVMÅNES LANDE

2. FILMEN I DEN LIGGENDE HALVMÅNES LANDE I faglitteraturen taler man ikke om den arabiske filmkultur i ental, men om de arabiske filmkulturer i flertal. De arabiske lande har en del til fælles, i særdeleshed religionen, men kulturelt og kunstnerisk er forskellene store.

3. FILMEN I DEN LIGGENDE HALVMÅNES LANDE Der er dog to tendenser, som går igen i det meste af regionen:

4. FILMEN I DEN LIGGENDE HALVMÅNES LANDE Der er dog to tendenser, som går igen i det meste af regionen: • Internationale co-produktioner

5. FILMEN I DEN LIGGENDE HALVMÅNES LANDE • Der er dog to tendenser, • som går igen i det meste af regionen: • • Internationale co-produktioner • Hjemmemarkedsfilm

6. FILMEN I DEN LIGGENDE HALVMÅNES LANDE Internationale co-produktioner For det første indgår stadigt flere arabiske instruktører i internationale co-produktioner, ikke sjældent med de tidligere kolonimagter, i særdeleshed Frankrig, hvor mange instruktører også har valgt at bosætte sig. Konsekvensen af den vestlige medvirken i produktionerne er et filmsprog, som uvægerligt trækkes i en mere vestlig retning - med risiko for tab på autenticitetskontoen. Det er disse 'arabiske' film, man møder på de store internationale filmfestivaler.

7. FILMEN I DEN LIGGENDE HALVMÅNES LANDE Hjemmemarkedsfilm For det andet er der de mere kommercielt anlagte film, som nok kan få et stort hjemmepublikum i tale, men som udelukkende krydser grænser i den arabiske verden. I Europa betragtes disse film som lav- og popkultur, og de kommer som regel kun i cirkulation i de herboende diasporaers lukkede kredsløb.

8. HOLLYWOODPÅ NILEN I 1950'erne og 1960'erne var den egyptiske filmindustri verdens tredjestørste. Mere end 2.500 egyptiske film (overvejende musicals, komedier og melodramaer) er produceret gennem årene, næsten ti gange så mange som i noget andet arabisktalende land (ofte hjulpet frem af arabisk accent, som kunne forstås hele vejen fra Marokko til Irak).

9. MAGHREB-LANDENE De første algeriske og marokkanske film blev indspillet efter de respektive landes uafhængighed af kolonimagterne (hhv. 1962 og 1956), men det var først i 1970'erne, at sociale og samfundsmæssige problemstillinger (inklusive kvindefrigørelse) for alvor kom på dagsordenen. Tunesien har budt på mere midtsøgende og optimistiske værker og er følgelig også det land, som har haft flest film i dansk biografdistribution, senest Moufida Tlatlis "Fortielsernes palads" (1994).

10. LEVANTEN Syrien har overvejende defineret sig i modsætning til især den egyptiske film og dens hang til eskapisme. Omstændighederne taget i betragtning må den palæstinensiske film betragtes som forbavsende levedygtig. Og her er det i sagens natur eksilerede instruktører, som tegner billedet, heriblandt den i Paris bosiddende Elia Suleiman, som blev præmieret i Cannes for "Guddommelig indgriben" i 2002, og Hany Abu-Assad, som pt. residerer i Amsterdam, og hvis "Paradise Now" modtog pris i Berlin tidligere i år.

11. ISRAEL Israelsk filmhistorie afspejler nationens egen historie. I den første periode (efter nationen blev udråbt i 1948) drejede det sig primært om nationalistiske og zionistiske film, mens vore dages israelske filmkunstnere - især 1990'erne var en blomstringstid - overvejende står i opposition til landets politiske establishment.

12. GOLFLANDENE Koranens billedforbud fortolkes strengest i Golf-landene, der af samme årsag ikke kan opvise andet end en helt rudimentær filmkultur. I nogle lande findes spillefilmsproduktion slet ikke, f.eks. i Saudi-Arabien, der heller ikke kan prale af nogen biografkultur.

13. IRAK Den irakiske filmkultur har ikke haft gode vilkår under Saddam Hussein, og før Amer Alwans "Zaman" (2003) var der ikke indspillet en irakisk spillefilm i mere end 15 år. Filmen vises under de irakiske filmdage i København i morgen, lørdag.

14. IRAN De iranske filminstruktørers hang til systemkritik var allerede fuldt udfoldet før den islamiske revolution i 1979, men det var først midtvejs i 1980'erne, at den store omverden for alvor blev opmærksom på kvaliteterne af landets filmproduktion - med Abbas Kiarostami og Mohsen Makhmalbaf som de store fyrtårne.

15. IRAN I løbet af 1990'erne hjembragte iranske film mere end 300 internationale filmpriser - overvejende til film, der omgik præstestyrets censorer ved at behandle politiske og sociale budskaber i allegorisk form, indledningsvis primært i børnefilm, hvor mere håndfaste synspunkter syntes nemmere at camouflere.

16. FILMEN I DEN LIGGENDE HALVMÅNES LANDE NatFilm Festivalen Kim Foss kim@natfilm.dk