MIT-projektet early M obilisation in I ntensiv T herapy T idlig I ntensiv M obilisering

1. Anne Skafte spl, Anne Langvad spl, Maria Rothgart fys, Anna Bonderup fys, Tina Hartleyspl, SuzannaFragtrupspl MIT-projektet earlyMobilisation in Intensiv Therapy Tidlig Intensiv Mobilisering Et multicenter studie på Intensivt afsnit Slagelse Sygehus og Thorax Intensiv 4141/3043FT Rigshospitalet Vejleder: Ingrid Egerod, klinisk professor i akut sygepleje Rigshospitalet

2. MIT-PROJEKTET Formål • At belyse effekten af et mobiliseringsprogram til anvendelse på intuberede intensive patienter. • At validere et mobiliseringsprogram. • At undersøgesikkerheden for patienten under mobilisering.

3. MIT-PROJEKTET Primær outcome: • At måle ADL, gangdistance og rejse/sætte sig ved udskrivelsen fra intensiv afsnit, 5. dagen i sengeafdeling samt efter 3 måneder og 12 måneder. • At måle patienternes selvvurderede helbred (SF36). Sekundær outcome: • At måle antal dage med behov for respiratorterapi. • At screene med NRS, RASS og CAM-ICU. • At måle LOS in hospital.

4. Sample Size Antal patienter i kontrolgruppen:n = 96 • Antal ekskluderede - Mors: 25 • Anden årsag: 27 Antal patienter i interventionsgruppen: n = 34 • Antal ekskluderede - Mors: 7 - Anden årsag: 1

5. Undervisningsprogram

6. Træning mod næste fase

7. Træning i seng - quadriceps

8. Træningiseng - cykling

9. Balanceøvelserpåsengekant

10. Træningi at stå

11. Træningi at gå

12. Resultater -Sikkerhed • Ingen rapporterede UTH i kontrol og interventionsgruppe • Alle træningsøvelser er mulige på kritisk syge patienter

13. Resultater - Træningsaktiviteter

14. Øvelser som de udføres i faserne

15. Sygeplejerskers udsagn • – årsager til nedsat mobiliseringsaktivitet • ”Blev ikke mobiliseret da RASS var -5…” • ”ikke mobiliseret, patienten til undersøgelse…” • ”højt stress efter personlig hygiejne. Brug for mere ro før mobilisering…” • ”ikke eftermiddagstræning. Meget træthed og magter det ikke…, men vil gerne træne til aften igen…” • ” bliver voldsomt bronchospastisk ved mindste stimuli. Får propofol for at bryde det før mobilisering…” • ”mobilisering aflyst, da patientens hjertefrekvens er steget ..”

16. HVAD OPLEVER PATIENTEN OG PÅRØRENDE • En patient udtaler at det at blive mobiliseret er: • ”Som at få sin krop tilbage”. • En patient siger efter træning: • ”Hvor er det fedt at mærke min krop igen” • En patient og en pårørende siger, at det giver håb at se, at patienten kan komme ud af sengen: • ”Det er som at vende tilbage til livet, ………”. • En patient fortæller 3 månederefterudskrivelsen: - “Træningengavmigtroenpå en fremtid”

17. Konklusion • Det er sikkert at mobilisere den kritisk syge patient • Træningsprogram medvirker til at den kritisk syge patient mobiliseres tidligere. Programmet kan ikke fungere alene. Mobilisering er altid kontekstafhængig. • Mobilisering må organiseres så den kritisk syge patient enten træner i seng, på sengekant eller i at stå. • Mobilisering må organiseres så programmet fortsætter i sengeafdeling. • Patienterne udtrykker at de forstår meningen med tidlig mobilisering til trods for deres tilstand.

18. Mange tak for Opmærksomheden anne.langvad@regionh.dk