Descartes’ fejltagelse

1. Psykoanalytisk Debat En möjlig dialog? Ettsamtal om ADHD - mellanpsykoanalysochneuropsykiatri Allhelgonagården i Lund 14. september 2012 Descartes’ fejltagelse

2. PROGRAM Om hjernens plasticitet Forskning i epigenetik Konsekvenser for praksis Oplæg til debat Descartes’ fejltagelse

3. Om hjernens plasticitet

4. Om hjernens plasticitet Den mystiske hjerne Descartes’ dualisme udfordres af psykoanalysen og ikke mindst den moderne hjerneforskning. Sjæl og legeme kan ikke være adskilt, fordi bevidstheden i høj grad er kropslig. Vi er ikke tænkende ting – forstået som tænkende (sjæle) på denene side og ting (kroppe) på den anden side. Descartes’ fejltagelse

5. Om hjernens plasticitet Det, vi tænker, vores sjæl, påvirker vores krop. Og vores krop påvirker det, vi tænker, vores sjæl. Tænk bare på Freuds påvisning af psykosomatiske lidelser. Den moderne hjerneforskning har kunnet tage et yderligere skridt. Sjælelige påvirkninger forandrer hjernen, kroppen. Descartes’ fejltagelse

6. Om hjernens plasticitet Krop og sjæl er uløseligt forbundet – formentlig allerede fra tidligt i fostertilstanden, når fostret kan begynde at modtage sensoriske stimuli. Det omsorgssvigtede barns hjerne tager aftryk efter omsorgssvigtet. Violinspilleres motoriske cortex ser anderledes ud end ikke-violinspillere osv. Descartes’ fejltagelse

7. Om hjernens plasticitet Hvad betyder Descartes’ fejltagelse for forståelsen af ADHD? Man har målt og fundet forskellige typer af forandringer i hjernen hos mennesker diagnosticeret med ADHD, blandt andet forandringer i frontallapperne, ændret blodgennemstrømning, EEG-abnormalitet mv. Descartes’ fejltagelse

8. Om hjernens plasticitet Men med den viden, vi har fra hjerneforskningen, kan sådanne scanningsbilleder af hjerneabnormaliteter jo på ingen måde tages til indtægt for, at ADHD er medfødt. Descartes’ fejltagelse

9. Om hjernens plasticitet Hjerneabnormiteter hos mennesker med ADHD kan skyldes: Biologiske årsager: • Genetik • Skadelige påvirkninger før fødslen/fosterskader (kost, vold, stoffer osv.) • Skadelige påvirkninger efter fødslen (kost, giftstoffer mv.) Descartes’ fejltagelse

10. Om hjernens plasticitet Eller kan skyldes: Psykologiske årsager: • Alle former for skadelig påvirkning af barnet efterfødslen (vold, misbrug, omsorgssvigt, stress, mobning osv.) og muligvis også før fødslen, fx stress hos moderen Descartes’ fejltagelse

11. Om hjernens plasticitet Men da sjæl og legene ikke kan adskilles vil vi det nødvendigvis altid være et samspil mellem biologiske og psykologiske årsager. Descartes’ fejltagelse

12. Om hjernens plasticitet Ophæver vi Descartes’ dualisme og indfører, at ADHD altid må være et samspil mellem sjæl og legeme – det biologiske og det psykiske – nærmer vi os den traditionelle sårbarheds-stress model. I nogen udstrækning er denne dog i sin oprindelse temmelig dualistisk, idet det biologiske (sårbarheden) blev set som adskilt fra det stressende. I dag må vi i princippet tænke, at det biologiske (sårbarheden) vil kunne påvirke det stressende. Og at noget stressende vil kunne udløse/forstærke det sårbare. - Det vender vi tilbage til… Descartes’ fejltagelse

13. Om hjernens plasticitet Psykologiske forhold / stress = Et individ 1 Medfødte forhold / sårbarhed Nogle børns sårbarhed (1) er så udtalt, at den vil komme til udtryk under selv de ”bedst tænkelige” omgivelser. En indrømmelse til Descartes: Den dualistiske sårbarheds-stress model må fastholdes Klinisk erfaring synes at vise, at børn kan have meget forskellige grader af sårbarhed. Descartes’ fejltagelse

14. Epigenetik

15. Epigenetik Epigenetikken handler, som navnet antyder, om arvelighedsmekanismer der ligger udenfor vores genetiske DNA sekvens. Altså om arvelighedsmekanismer, som indtil videre kun kan forklares med miljømæssige faktorer og tilsvarende information; det vil sige med signaler som påvirker cellulær funktionalitet uden at ændre på cellernes DNA. Quantum Health Scandinavia Descartes’ fejltagelse

16. Epigenetik • Ved epigenetiske forandringer er der altså ikke tale om forandringer i menneskets genotype (anlæg), men i dets fænotype (fremtoning). • Oprindelig har vi haft forståelsen, at det er genotypen, der nedarves, men den epigenetiske forskning viser, at fænotypen også kan nedarves. • Man kan derfor tale om at et genetisk anlæg kan blive slukket/tændt, og at dette videregives til næste generation. Descartes’ fejltagelse

17. Epigenetik • To epigenetiske forskningsresultater: • Mishandlede rotteunger, mishandlede efterfølgende deres eget afkom. Ved obduktion fandtes betydelige forandringer i omegnen af bestemte gener. (Szyf, 2004) • Mænd, der havde begået selvmord, og som havde en baggrund som udsat for vold, mishandling eller misbrug havde forandringer i omegnen af bestemte gener, der ikke kunne findes hos mænd, der havde begået selvmord, og som ikke havde været udsat for vold, mishandling eller misbrug. (McGowanet al., 2009) Descartes’ fejltagelse

18. Epigenetik • Hvorfor er den epigenetiske forskning relevant for forståelsen af udviklingen af ADHD? • De forhold, et barn vokser op under, er med til at afgøre, hvilke af deres genetiske anlæg, der kommer til udtryk og dermed også hvilke anlæg, de videregiver. • Vi må antage, at både psykologiske forhold (omsorg mv.) og biologiske forhold (kost, miljøgifte mv.) kan spille en rolle. • Vi ved endnu kun lidt om, hvilke menneskelige sygdomme, fysiske og psykiske træk, der er særligt påvirkelige overfor påvirkning fra omverden. Descartes’ fejltagelse

19. Epigenetik En opsummering: Vi har nu konstateret, at: • hjernescanninger af ADHD-diagnosticerede overfor ikke-ADHD-diagnosticerede ikke kan udsige noget om ætiologien bag symptomerne. • tilstedeværelsen af genetiske forskelle, ifølge det epigenetiske princip, ikke alene kan udsige noget om ætiologien bag symptomerne. Descartes’ fejltagelse

20. Epigenetik Barkley (2001): ”Familiens spisevaner, giftstoffer i den fælles omverden, familieproblemer, uhensigtsmæssig opdragelse fra forældrenes side, socialklasse og belastning, ægteskabsproblemer, separation og skilsmisse og en hel masse andre faktorer i omgivelserne må efterhånden lades ude af betragtning som troværdige forklaringer på udviklingen af ADHD, hvad enten det er som enefaktor eller hovedårsag blandt andre faktorer”. - Det er vanskeligt at forestille sig, at Barkley selv ville sige det samme i dag, 11 år senere. Descartes’ fejltagelse

21. Konsekvenser for praksis

22. Konsekvenser for praksis Uroligt barn Medfødt sårbarhed Omverden irriteres Descartes’ fejltagelse

23. Konsekvenser for praksis Uroligt barn Medfødt sårbarhed Omverden Beroliger/ grænsesætter etc. ! Barnet bliver tiltagende roligt Sårbarheden Kommer mindre til udtryk Descartes’ fejltagelse

24. Konsekvenser for praksis Et filmklip, der viser effekten af medicinering af et barn: Descartes’ fejltagelse

25. Konsekvenser for praksis Der er i dette tilfælde ingen tvivl om effekten af medicinen, men hvad kan man ellers tænke om klippet? • Hvorfor mon drengen er urolig i den situation? • Hvad foregår der inden i ham? • Hvordan mon han har det, når medicinen begynder at virke? • Kunne han være blevet beroliget på anden måde? • Bemærk at speakeren siger, at børn på medicin bliver ”more compliant and coorporative” (ovs.: ”mere medgørlige og samarbejdsvillige”) – er det succeskriteriet? Descartes’ fejltagelse

26. Konsekvenser for praksis Otte punkter i den strukturerede behandling: • Giv altid barnet hurtig og præcis feedback på dets opførsel • Giv barnet feedback ofte • Giv feedback’en markeret • Giv positiv feedback førend negativ • Vær konsistent • Forudse vanskeligheder og forbered barnet • Hold overblikket i tilspidsede situationer • Tilgiv Descartes’ fejltagelse

27. Oplæg til debat

28. Oplæg til debat • Er vi ved at indrette et børneliv, som reelt ikke passer til den variation af børn, der fødes? • Det feminiserede samfund, den feminiserede skole: Pigers adfærd er blevet en målestok for drengenes adfærd. • Bekymringen for medicinsk optimering: Et meget stærkt stigende antal mennesker tager psykofarmaka. De fleste mennesker kan ”få det bedre” af at tage antidepressiv medicin og Ritalin. Det sætter langsomt nye standarder for, hvad mennesker skal kunne udholde og præstere. Hvis man ikke tager den optimerende medicin kan det være tiltagende vanskeligt at klare sig i konkurrencen med andre mennesker. Descartes’ fejltagelse

29. Slut