Børnenes stemmer i PPR’s arbejde

1. Børnenes stemmer i PPR’s arbejde

2. Vi lever i historier Vi organiserer vores erfaringer ved at gøre historier af dem

3. Vi lever i historier

4. Vi lever i historier Øjeblikke eller begivenheder, der ikke passer med historierne, lægger vi ofte ikke mærke til

5. Vi lever i historier Måden, vi skaber historier, sætter rammer for • hvordan vi forstår den pågældende begivenhed • hvilken betydning vi tillægger den • hvilken mening vi skaber • Hvilken slags erfaring det bliver

6. Vi lever i historier Der bliver skabt sammenhæng og mening, når historien bliver fortalt En historie bliver kun ’levedygtig’, hvis nogen synes, den giver mening

7. Historier og identitet • Paul Ricoeur: • Voresidentitetbliverskabtudaf de historier, andrefortælleromos • Vi lærer os selv at kende gennem omvejen ad den anden

8. Historier og identitet De historier eller narrativer, som vi lever igennem, sætter rammer for • hvordan vi historiserer de næste begivenheder • for vores samspil med andre mennesker • for vores ideer om, hvem vi er og hvad vi gerne vil

9. Vi lever i historier

10. Jo flere historier, jo bedre ?

11. Intentionalitet og agency • Fra ’because of’ til ’in order to’ • At sidde ved roret i eget liv

12. Historien om hvad der skete i skolegården •  en historie om hvordan jeg tænker om det der skete (fra mit perspektiv og med min logik) • en historie om hvem jeg synes jeg er - i mine og i dine øjne • en historie om hvem jeg gerne vil være - både mine og dine øjne • en historie om hvad jeg tror jeg kan sige til dig, så du kan forstå mig

13. Barnets position i samarbejdet

14. Barnets position i samarbejdet

15. Barnets position i samarbejdet Problemet

16. Barnets position i samarbejdet Problem x Problem y Problemet Problem w Problem z

17. om eksternalisering personen er ikke problemet - problemet er problemet

18. eksternalisering Hverdagssprogbrugen: jeg er frustreret jeg = frustreret han er voldsom han = voldsom ordet er totaliserer - der er intet udenfor frustreret eller volsom

19. problemer

20. eksternalisering jeg får mulighed for at forholde mig til frustration - ikke som hele mig, men som en noget, jeg har en relation til • jegstår i relation tildette problemdenne ide denne fornemmelse

21. eksternalisering skaber (refleksiv) distance mellem person og problem muliggør at personen kan forholde sig til relationen mellem personen og problemet – hvilke dele af ’samlivet’ med problemet kan man lide og hvilke ikke

22. eksternalisering • Ikke kun problemer, også styrker og færdigheder eksternaliseres, således at barnet kan forholde sig til effekten af dem

23. eksternalisering • Målet er ikke at udrydde problemet • Målet er at finde måder hvorpå personen • undgå at lade sig styre af det • få mere af sit liv tilbage fra problemet • håndtere problemet

24. De færreste problemer forsvinder helt Opgaven er ikke at få det til at gå væk Opgaven er • at hjælpe barnet med håndteringen af problemet • At få mange flere historier

25. Positioner i samtalen Historier om at være forkert eller ’udsat’ erfaringer med at holde fast i egen ’agency’ professionel Erfaringer med at ’blive fortalt’ på ønsket måde/ få anerkendelse sprog

26. Positioner i samtalen Problemet

27. Samtalens kontekst • Hvem har bestilt samtalen? • Tag gerne ’bestiller’ med • Hvad håber ’bestiller’ der kommer ud af samtalen? • Tal om de dilemmaer, det giver

28. Barnet uden for problemet Tal om barnets øvrige liv, interesser, håb, vigtige relationer • giver en platform for at iagttage problemet • giver en fornemmelse for interesser, logikker og metaforikker, der kan bruges undervejs i samtalen

29. Sproget i samtalen • Brug visualiseringer • Læg ’trædesten’ ud • Benyt ’famlende sprogbrug’

30. Problemets kontekster • Sæt det i rammer af • ’det der endnu ikke er lært’ • ’det der er meget svært at håndtere’

31. Børns færdigheder i problemhåndtering • er ofte sofistikeret, da børn ofte ikke har direkte magt at til at få tingene som de vil have dem • bliver ofte overset

32. Viden og færdigheder • Tal barnets viden og færdigheder frem – hvad gør det allerede for at håndtere problemet • Lav lister over viden, færdigheder og strategier

33. Publikum og vidner En historie/en handling/ initiativ får kun en gang på jorden, hvis nogen lægger mærke til det og giver en relevant respons

34. Forankring af nye handlinger og initiativer • Dokumenter til barnet • Dokumenter, der deles med de voksne • Relevante voksne som vidner i samtalen

35. Børn som konsulenter for de voksne • kan sige noget om hvad de voksne gør, der er brugbart • finde veje til at forstærke disse praksisser • kan give råd og vejledning til de voksne om ting, som de ikke har tænkt på • fortælle, når voksenpraksis er uacceptabel – direkte eller indirekte

36. Børn som konsulenter for de voksne • De voksne bliver mindre alene om at finde ud af hvad der skal gøres • Barnet får medejerskab til det der foregår

37. At støtte børns udvikling • At undgå at reproducere den dominerende historie • At arrangere kontekster hvor børn kan formulere, hvad de gerne vil stå for – hvor de kan komme til at udføre det og få det anerkendt • At skabe muligheder for bevidning

38. Hvilken slags undtagelser? Når det regner  og jeg bliver våd …….  Når det ikke regner  og jeg ikke bliver våd Når det regner  og jeg ikke bliver våd

39. litteratur Bjerrum Nielsen, H (2011). Skoletid. Akademisk Horsdal, M. (1999). Livets fortællinger - en bog om livshistorier og identitet. Borgens Forlag. Holmgren, A(red)2010: Fra terapi til pædagogik. Hans Reitzel Nissen, D. (2009). Samarbejdsmødet som konsultativ praksisform. Pædagogisk Psykologisk Tidsskrift nr. 6. Westmark, T., Offenberg, L. & Nissen, D. (2009): Kunsten at få øre på spirende fortællinger. (Fra Sparre, A. & Jørgensen, K. (red). White & Morgan (2007). Narrativ terapi med børn og deres familier. Akademisk Forlag Winslade & Monk (2008). Narrativ vejledning i skolen. Dansk Psykolog Forlag