Hvordan påvirkes børn af at vokse op i belastede miljøer? - En introduktion til resiliens.

1. Hvordan påvirkes børn af at vokse op i belastede miljøer? - En introduktion til resiliens. Af Dion Sommer Professor i Udviklingspsykologi Aarhus Universitet www.psy.au.dk

2. Et konference-mål som udgangspunkt. • ”at deltagerne får en solid forskningsbaseret viden om emnet, som efterfølgende vil kunne omsættes til praksis i egen daginstitution, SFO eller børnehaveklasse”

3. Oplægget • Perspektivskiftet: Fra ’skrøbelighed’ mod ’relativ resiliens’ • Hvad er resiliens - og hvad er det ikke? • Bølger i resiliens forskningen: Fra Jeg-resiliens til resiliens som samspilsproces

4. Historien om John og Gary John og hans bedste ven Gary voksede i et nedslidt, stærkt kriminalitetsbelastet storbykvarter. I 10-års alderen har de begge oplevet mange års familiekonflikt, misbrug og vold efterfulgt af forældrenes skilsmisse. Herefter er de blevet opdraget af deres mor, hvorefter John og Gary aldrig så deres fædre. Begge droppede ud af gymnasiet, driftede omkring og havde ofte problemer med politiet. Med tiden bevæger deres livsstier sig forskellige retninger: Ved 30-års alderen er John blevet far til to børn med to tilfældige kvinder, har været i fængsel, er arbejdsløs, drikker tæt. Er modløs og aggressiv. I modsætning til ham vender Gary tilbage til skolen, afslutter en faglig grunduddannelse som automekaniker og er nu bestyrer af en benzinstation med eget autoværksted. Gary er gift og har to børn. Familien lever sammen i det hus, Gary har sparet op til. Han udtrykker glæde, er ved godt helbred og føler sig veltilpas i sin tilværelse (Oversat fra Berk, 2009).

5. Perspektivskiftet Fra ’skrøbelighed’ mod ’relativ resiliens’

6. Perspektivskiftet: Fra skrøbelighed mod resiliens • Før-1970’ernes faglige børnesyn kan sammenfattes i begrebet ’det skrøbelige barn’, eller ’det sårbare barn’. • Forskellige opfattelser konvergerede i troen på barnet som kun sårbart og udsat i en farlig verden. • Det ’psykopatologiske børnesyn’ dominerede. Kliniske og psykoanalytiske synsmåder havde deres storhedstid.

7. Perspektivskifte: Fra skrøbelighed mod resiliens (fortsat) • Faglig dagsorden: Børn som ofre for deprivation, traumer og tidlige udviklingsskader. • Menneskelig udvikling er brolagt med kritiske perioder, som kunne løses enten ’positivt’ eller ’negativt’. • Bestemte typer udviklinger måtte og skulle finde sted efter faste stadier  udviklingsdeterminisme. • Denne ’fejl-udviklingspsykologi’ blev rask væk generaliseret til også at gælde børns normale udvikling.

8. KRITISK FASEMODEL

9. Perspektivskifte: Fra skrøbelighed mod resiliens (fortsat) • En almindelig begrundelse: Kun glidende overgange mellem det patologiske og det normale. Ergo blev det legitimt at forstå børns normale udvikling ved hjælp af patologi syn. • Metaforen det skrøbelige barn dækker således den tids kundskab og ikke mindst tidsånd og børnesyn. Men lever også i dag i faglige miljøer, der ikke er fulgt med. Også i ’common sense’ psykologi. Daniel Stern (2000):”…kliniske udviklingsteorier – som Freuds, Margaret Mahlers eller Erik Eriksons – er inspireret af og bygger på skjulte eller uudtalte fantasier om beskaffenheden af børns oplevelse“

10. Relativ resiliens • Siden er dette faglige grundsyn fuldstændig skiftet på grund af en omfattende international forskning i resiliens gennem 40 år. • Perspektivskiftet er vokset frem, bl.a. fordi: • Nyere undersøgelser og teorier tager ikke kun udgangspunkt i det patologiske. Herved har man demonstreret betydelige og indtil for nyligt ubeskrevne kapaciteter hos børn og nogles (ikke alles) evne til at kompensere for tidlige udviklingsskader. • ’Mental fleksibilitet’ samt individers forskellig håndtering af stress er kommet i fokus (’coping’). Interessen drejet bort fra et ensidigt fokus på udviklingsskader (’hvad-der-går-galt’-synet) hen imod en langt bredere forståelse af udviklingsforløbet (’hvad-der-faktisk-sker’-synet).

11. Relativ resiliens(fortsat) • Et enkelt eksempel på denne revolution: Forskning i tidlig moderdeprivation (maternel deprivation) er for længst opgivet som noget, der alene kan forklare fejludvikling. • Barnets totale sociale virkelighed og dets erfaringer i denne virkelighed over lange tidsperioder må lægges til grund. Først da kan drages pålidelige konklusioner om, hvordan det går børn. • Traumer og negative hændelser er virkningsfulde, mens de foregår. De forklarer dog ikke alene, hvordan det går børn på længere sigt. F.eks. forklarer ’utryg modertilknytning’ mellem 0-3 år kun 5% af personligheden i voksenalderen! Der er altså mange faktorer i spil. • Derimod vil ophobet stress og konstant negative påvirkninger op gennem barndommen med tiden påvirke udviklingen negativt (’akkumulation over tid’). Dermed anerkendes ’skrøbelighed’ og ’sårbarhed’ stadigvæk, men på en anden måde.

12. Relativ resiliens(fortsat) • Det nye faglige syn anerkender stadigvæk, at der er grænser for børns fleksibilitet og tilpasningsevne. Men potentialet til forandring er til stede gennem livet. • Man må opdage og bygge på ressourcer hos børn og unge, samt i deres miljø der gennem intervention kan ændre udviklingens kurs – de såkaldte ’vendepunkter’ (Rutter: ’Turning points’). RudolphSchaffer om perspektivskiftet: ”…der er grænser for et barns tilpasningsevne, og disse grænser må respekteres. Tilpasningsevnen forbliver imidlertid en kendsgerning“

13. Faglig advarsel • Pas på ikke at skifte fra skrøbelighed og sårbarhed til deres modsætninger - ”modstandsdygtig”, ”usårlig” , ”robust”. • Der er sjældent tale om enten absolut sårbarhed eller absolut robusthed hos børn. Derimod er der ofte tale om et, gennem udviklingsprocessen, relativt og skiftende forhold mellem følsomhed over for miljøpåvirkninger og evne til at kompensere for relativt belastende opvækstforhold. • Kritikere af skrøbeligheds-paradigmet anerkender derfor stadigvæk: Spædbørn, småbørn og store børn kan være sårbare og skrøbelige. De har desuden brug for omsorg og opdragelse af kvalitet gennem hele deres barndom.

14. Hvad er ’resiliens’ - og hvad er det ikke?

15. Resiliens er et låneord fra engelsk, indeholdende flere bibetydninger: ’Spændstighed’, ‘strækbarhed’, ‘smidighed’, ‘elasticitet’, ‘fjedrende’, ‘ukuelighed’, ‘sejhed’. Derfor mere velegnet end ’robusthed’ som først blev brugt på dansk.

16. Membran-metaforen : I sin hviletilstand opretholdes en bestemt normalform. Et ydre pres (stress, krise) vil på et givet tidspunkt kunne presse membranen ud af facon. Ophører denne påvirkning relativt hurtigt, vil membranen hurtigt vende tilbage til sin oprinde-lige normalform. • Men jo længere tid presset opretholdes, desto længere tid vil det tage for membranen at vende tilbage til sin normaltilstand.

17. Med enhver metafors iboende begrænsninger illustreres her menneskets relative spænd-stighed og udviklingsmæssige elasticitet – dvs. at der findes nogle regenerative potentialer i menneskets omgivelser samt i det selv. • Dette støttes af forskning i menneskers (ikke alles) evne til at komme sig efter relativt alvor-lige katastrofer og særligt belastede opvækst-forhold (Cicchetti & Garmezy 1993, Schaffer 2000, Rutter & Rutter 1997, Child Develop. 2000).

18. Metaforen kan visualisere de mulige kroniske udviklingsskader, som med tiden kan forekomme Er presset konstant, og er det vedvarende over en længere tidsperiode, vil membranen med tiden givetvis kunne stivne i sin unormale facon. Skulle presset blive fjernet efter lang tid, er der stigende sandsynlighed for, at membranen ikke kan vende tilbage til sin normaltilstand. En vedvarende forstyrrelse opstår altså sjældent pludseligt, men kan med tiden blive ’anormal stabil’.

19. Membran-metaforen åbner også for den mulighed, at et meget ekstremt, pludseligt ude fra kommende tryk (traumatisk chok) kan sprænge den. Ydermere kan metaforen rumme, at individuelle børn på samme alder er mere følsomme end andre. F.eks. kan forskellige membraner være ’tyndere’ eller ’tykkere’.  ’Sårbare børn’ – nogle eksempler: Særligt følsomme børn; børn med fødsels- og/eller hjerneskader; for tidligt fødte børn; et ekstremt temperament.

20. Tænk ikke i modsætninger! Der findes en uheldig tendens til at udtrykke sig i generelle modsætninger om børn  • Enten ses kun børns sårbarhed. Eller : Barnet er robust. • Men det er ikke fagligt givende at polarisere. Begge muligheder er konstant til stede, som komplementære dimensioner i menneskers udviklingsproces - gennem hele livet. • For nogle mennesker vil sårbarheden være fremtrædende i bestemte perioder af deres livsforløb, i andre perioder måske ikke. For andre er den relativt konstant det meste af livet. • Individet kan være placeret et sted på et kontinuum mellem polerne ’sårbarhed’ og ’resiliens’. • Mennesker møder og ’coper’ forskelligt med deres aktuelle livsbetingelser, som forandrer sig med tiden.

21. Bølger i forskningen: Fra Jeg-resiliens til resiliens som samspilsproces

22. Gennem tiden er resiliens ikke blevet opfattet på samme måde. • I begyndelsen blev det til at betegne nogle særlige beskyttende personlighedsegenskaber (‘traits’). F.eks. et ‘vindende væsen’, ‘autonomi’, ‘selvtillid’, ’roligt temperament’, ‘optimisme’, ’intelligens’, ‘glemmer ubehageligheder’. Ergo: Egenskaber i individet, som nogen er heldige at have, men som andre (desværre) ikke har. • Sådanne og andre beskyttende personlighedstræk er blevet benævnt Jeg-resiliens . • ’Hærdnings-hypotesen’ blev også fremført; dvs. at udsættelse for negative oplevelser ’stålsætter’ mennesket (’steeling-effect’).

23. ’Jeg-resiliens’ - herhjemme • Mælkebøtte-børn. Denne metafor hylder tanken, at nogle børn fra vanskelige miljøer har styrke til at ‘vokse igennem’ opvækstens hårde skal. Metaforen indikerer, at visse børn bryder igennem ’på trods’ og folder sig ud som smukke blomster. De har dét, der skal til og behøver ikke særlig hjælp. • Mønsterbryder (’dén-der-bryder-mønstre’) kan forstås på lignende måde. Dvs., der er særlige egenskaber og styrker ‘inde i’ individet, som evner ‘på trods’ at bryde med sin negative opvækst. • Pædagogisk relevans – minimal: Vi må stå på sidelinjen og kan blive forbløffede over dette positive brud på forventningerne …..

24. Sådanne syn er direkte misvisende og leder ikke til intervention, f.eks. et forandringsarbejde med barnets hele miljø – en ’vendepunktsstrategi’ forsømmes. • Hvis derimod ’mønsterbryder’ ændres til ’mønsterbrydning’, vil dette nødvendiggøre inddragelse af den specifikke relation mellem et givet barn og dets omverden. Et samspil der for nogle muliggør et brud med et negativt forventet udviklingsforløb. • Ergo: Betegnelser, der forstår nogle overraskende positive udviklingsforløb i problemmiljøer som primært forårsaget af indre og særligt robuste egenskaber hos nogle børn, sætter interventionsarbejdet i stå.

25. Luthar, m. fl. sammenfatter den nye forandring i forskningen: ”Forestillingen om resiliens som noget absolut og globalt i modsætning til relativt eller betinget har ændret sig i årenes løb. I tidligere bøger og artikler blev de børn, som klarede sig godt på trods af mange risikofaktorer, betegnet som ”usårlige” . Dette var misvisende, fordi det indebar, at undgåelsen af risici var absolut og uforanderlig. Efterhånden som forskningen skred frem, blev det imidlertid klart, at positiv tilpasning på trods af udsathed for modgang indebærer en udvik-lingsmæssig progression, således at nye former for sårbarhed og/eller styrke ofte opstår som følge af ændrede livsvilkår…”

26. Bevægelsen i forskningen er gået fra fokus på ’jeg-resiliens’, dvs. en primær optagethed af menneskets indre personligheds karakteristika til ’relativ resiliens’, som beskriver og forklarer den dynamiske udviklingsproces, individet (med sine styrker og sårbarheder) indgår i. • Erkendelse: Selv det mest robuste væsen kan ikke i længden udholde et aversivt miljø, hvis der ikke samtidigt i miljøet findes (ofte uopdagede) beskyttende ressourcer. Faktorer der samvirker med og understøtter barnets relative grad af jeg-resiliens. • F.eks. en kompensatorisk støttende mormor, der har kastet sin kærlighed på det barn, hvis stofmisbrugende moder ikke magter at drage omsorg. Eller en særlig personlig voksen-støtte i daginstitutionen. Eller bredere: Intervention i familie-daginstitution, eller i en hel kommune!

27. Man søger nu at identificere og forstå de underliggende beskyttende processer i barnets hele miljø for at kunne forandre. Begrebet resiliens bliver derfor nu brugt om den dynamiske proces mellem barn og omverden. Luthar m.fl.: ”Resilience refers to adynamic process encompassing positive adaptation within the context of significant adversity” . • Resiliens perspektivet kan ikke kun anvendes i forhold til børn i særligt belastede opvækstmiljøer; men karakteriserer (i varierende grad) alle, der skal tilpasse sig krav og udfordringer i livet.

28. Resiliens gælder således også for majoriteten af børn, der som de fleste i en generation skal kunne håndtere nogle udfordrende, men også vanskelige overgange i livet : At blive født, overgangen fra hjemmet til de mange nye sociale kontakter i daginstitution; fra daginstitution til skolestart, når man flytter hjemmefra som ung, osv. • Gentagne gange livet igennem sættes menneskets adaptive kapacitet på prøve. Der sker i prægnante overgange (transitioner). Nogle har baggrund og ressourcer til at håndterer dette mere eller mindre vellykket end andre.

29. Resiliens varierer • Med situation: Børn og unge kan i deres dynamiske relation med deres livsbetingelser udvise relativ modstandsdygtighed i én situation, men ikke nødvendigvis i en anden – helt afhængig af relationen mellem person-situation. • Med alder: Børn og unge kan i deres dynamiske relation med deres livsbetingelser være mere resiliente eller sårbare i én aldersperiode end i en anden. Enten sårbar eller modstandsdygtig er derfor ikke nødvendigvis noget, alle konstant er gennem hele livet.

30. 3. Med individ: Nogle børn og unge (f.eks. med en særlig forsigtig adfærd samt et følsomt sind) er i deres dynamiske relation med deres livsbetingelser mere påvirkelige end andre. Hos andre børn skal der til gengæld mere til, før de påvirkes negativt. Derfor opleves og påvirker den ‘samme’ ydre belastning ret forskelligt, afhængig af det enkelte individs personlighed og frustrationstærskel. -------------------------------------------------------------------------------------------- Kun at tage udgangspunkt i det relativt overordnede og personuafhængige begreb om resiliens er ikke tilstrækkeligt, da det hver gang handler om et unikt barn. Praktikeren (teamet) bør søge viden om og beskrive og vurdere det enkelte barns konkrete livssituation. Lokaliser ressourcerne i miljøet og hos barn. Der laves en interventionsplan og ’vendepunkts’-strategi for det enkelte barn.

31. Udviklingens forgreninger med positive og negative vendepunkter – skab positive vendepunkter