Udfordringer i socialt arbejde med dem, der ikke ligner os. Hvordan bliver vi bedre til at finde en løsning?

1. Udfordringer i socialt arbejde med dem, der ikke ligner os. Hvordan bliver vi bedre til at finde en løsning? Flora Ghosh, socialrådgiver, cand. scient. soc. Rigshospitalet den 23.11.09

2. Ressourcer og barrierer i interkulturelt arbejde • Et engagerende arbejdsfelt, der stiller krav om bevidsthed om etiske principper, en solid faglig viden og erfaring, nysgerrighed, om egne roller m.v. • Vi er nødt til at forstå problemet, hensigten med arbejdet, hvad der skaber forandring, og at anvende arbejdsredskaberne mere bevidste. • Arbejdet stiller krav til at se nuanceret på det enkelt og ikke bare en der bærer sin kultur. • Vi kan gå galt i byen, hvis vi generalisere udfra den enkelte, udfra mediabillederne, eller hvis vi tager for givet at de ved alt om vores system. • Information og anerkendelse. • Arbejdet stiller krav til vores faglighed og fællesskab med vores kollegaer • Det stiller krav til os så vi ikke affejer alt under kulturtæppet

3. Begrebet kultur • Siden midten af 80erne har kulturen været et nøglebegreb i arbejde med flygtninge og indvandrere i Danmark. • Kulturbegreb er et abstrakt begreb, der siden dets fødsel har været stærkt debatteret og kritiseret. Kulturbegreb, der bliver anvendt på integrationsproblematikker, er udviklet i en historiske periode, hvor de vestlige store kolonimagter har defineret hvordan de indfødte var. Der blev anvendt race sammen med kulturen for at legitimere indgreb af kolonimagter. • Hvis kulturopfattelsen hviler på en grundlæggende påstand om et samfunds kultur er homogen, betyder det at kulturen kan generaliseres fra individ>familien>etnisk>socialgruppe. Derved ser man bort fra uddannelsesbaggrund, økonomi, social status, politisk ståsted, livserfaringer, osv.

4. Kritik af kulturbegrebet • Fokusering på kultur kan lukke af for nuancerede analyser af de flygtninge/indvandrers reelle vilkår i Danmark • Anvendelse af et statisk kulturbegreb fastlåser flygtninge/indvandrere og forhindre integration som en gensidigt proces • Kultur skaber mennesker og ikke mennesker skaber kulturer • Kultur bliver ikke påvirket af samfundsmæssige forhold osv. • Kultur er ligesom ubevidste koder og strukturere, der indpodes i individet igennem den livslange socialisering

5. Hvad skal kultur bruges til? • Skal kulturforklaringen bruges for at fritage os for ansvar for at leve op til målsætningen om at give flygtningene valgmuligheder på lige fod med danskere? • Skal det bruges til at forklare deres integrationsvanskeligheder som deres egen skyld? • Skal det bruges til at få nuanceret opfattelser af vores egne handlinger i forhold til den enkelte og dens familie?

6. Kulturopmærksomhed i socialarbejde • Det handler om at bidrage til ligestilling og lige vilkår, så kulturen kan blive del af en analyse, hvor udgangspunktet er de økonomiske, politiske og sociale forhold. • Det handler om at forstå en specifik handling udfra specifik situation/kontekst. • Det handler om at anerkende mennesket som et individ med unik livshistorie • Det handler om at se menneskers relationer, livsformer og ny rolle i et nyt land.

7. Det handler om anerkendelse • Mine antagelser er: • Et vellykket forløb i socialt arbejde indebærer anerkendelse • Mangel på anerkendelse i mange tilfælde henføres til en utilstrækkelig sensibilitet overfor samtidig dimensioner i det enkeltes komplekse livshistorie. • Mangel på anerkendelse kan skyldes magt som koblet til viden. • Mangels på anerkendelse kan også skyldes af stereotype kulturopfattelse, så socialarbejdere glemmer at se på personens særpræg • Min hypotese er, at dominerende magtformer i socialt arbejde har undergravet helhedssynt i socialt arbejde, og hermed gjort det vanskeligere at anerkende borgerne.

8. Hvader anerkendelse? • Iflg. den tyske filosof Axel Honneth (og Hegel) er der tre former for gensidig anerkendelse: • Kærlighedsanerkendelse i helt nære relationer mellem mor og barn og i forholdet mellem familie og venner. Det er betingelsen for udvikling af basal selvtillid. • Institutionel anerkendelse af den enkelte borger som et ligeberettiget medlem af samfundets restfællesskab. Det er betingelse for, at menneske kan opnå selvagtelse/ selvrespekt som borger. • Anerkendelse af den enkelte for vedkommendes særlige egenskaber. Det er betingelse for at et menneske kan udvikle en følelse af selvværd.

9. Krænkelser • Der er tre typer af krænkelser • Disrespekt for et menneskes psykiske integritet, fx fysisk eller psykisk vold, tortur,voldtægt • Tilsidesættelse af rettigheder, fx retlig diskrimination eller vildledning, • Manglende værdsættelse i form af ringeagt, negligering eller stigmatisering Sådanne krænkelser kan føre til identitetstab og social eksklusion for det enkelte menneske.

10. Etisk person • Når jeg taler om anerkendelse af borgeren som etisk person, betyder det således, at borgeren gøres synlig og behandles som en moralsk autoritet, som socialrådgiveren har pligt til at tage alvorligt. • Krænkelser af borgeren som etisk person handler omvendt om manglende synlighed, at hans eller hendes vision negligeres eller tilsidesættes, ja måske slet ikke vises interesse (jf. Høilund & Juul 2005:33).

11. Juridisk person • Når jeg taler om anerkendelse af borgeren som juridisk person, betyder det, at borgeren formelt og reelt nyder den samme retlige beskyttelse som andre medlemmer af retsfællesskabet og tildeles de samme muligheder for at deltage i demokratiske beslutningsprocesser. • Krænkelser af etniske minoriteter som juridiske personer betyder omvendt at de retligt diskrimineres eller i praksis ikke får deres rettigheder i mødet med det sociale system og som sådan ikke tildeles en status som ligeberettigede medborgere.

12. Efterlysning • De fleste interviewede flygtninge efterlyser netop egenskaber som engagement, menneskelighed, ærlighed og respekt hos deres socialarbejdere. Jeg fortolker deres erfaringer som et appel om at blive set og behandlet som etiske og juridiske personer, dvs. som moralske autoriteter, som socialarbejderne lytter til og tager alvorligt, og som personer med rettigheder til medinddragelse i deres egen sag. Det sidste er en rettighed, de formelt har, men tydeligvis reelt ikke oplever.

13. Eksampel 1. • Der var ingen tolk til stede under mit første møde med sagsbehandleren. Han spurgte gennem min mand. Jeg håbede på, at min mand oversatte rigtigt, for han er heller ikke god til det danske sprog. Jeg var nødt til at stole på min mand. Han spurgte min mand, hvad jeg lavede i mit hjemland og han fortalte min mand, at jeg ikke kunne få nogen form for hjælp fra kommunen, Vi talte ikke om mine forventninger og mine planer. Han gav mig ordre til at starte på sprogskolen men fortalte intet om mine rettigheder. Jeg var meget bange i mit første møde med sagsbehandleren, bange for at få mere ballade og flere problemer. Det var jo et møde mellem myndighederne og os, og jeg kendte ikke konsekvenserne af mødet.”

14. Eksampel 2 • I løbet af de sidste fem måneder har jeg snakket med fem forskellige sagsbehandlere. De stiller de samme spørgsmål hver gang. Jeg spørger, om de ikke har læst min sag. Så siger de, at de skam har læst den, men at de er nødt til at spørge mig endnu engang, om det eneste, de virkelig interesserer sig for: Om jeg kan arbejde. Og så stiller de mig alle de spørgsmål, som jeg har måttet svare på mindst hundrede gange før. Hver gang de samme ting: hvem er du? Hvad fejler du? Hvad sker der, når du er syg? Hvad er dine symptomer? og hvornår tror du at du er i stand til at arbejde igen, osv.? Jeg har svaret på de samme spørgsmål siden 2002. Nogle gange sender de så én videre i systemet, hvor man havner som en sag i en bunke.

15. Eksampel 3 • Ikke en eneste sagsbehandler har spurgt til min tid i fængselet. De har ikke været nysgerrige over min tilværelse i mit hjemland. De spurgte, hvad jeg lavede, men ikke hvordan jeg havde det, og hvorfor jeg måtte flygte. De er slet ikke interesserede i, hvem du er, hvor du kommer fra, hvilken tilværelse du har haft, og hvordan du har det nu.

16. Eksampel 4 • ”Hvordan har din socialrådgiver i kommunen vist interessere for at finde ud af, hvad du selv tænker og føler om dit liv?” • Det har hun aldrig gjort, for hun var en meget travl kvinde, der slet ikke havde tid til at spørge om sådan noget. Altså, hun vidste da godt, at jeg var indlagt på psykiatrisk hospitalet pga. selvmordsforsøg i mere end et år. Jeg følte mig meget alene, for jeg havde jo ikke nogen veninder, jeg kunne kontakte. Hun vidste også godt, at hvis jeg var alene, så kunne jeg finde på at gøre noget dumt ved mig selv. Men hun var ligeglad. Hun sagde: ”hvis du tænker på at begå selvmord, så ringer du til 112, så kommer de og henter dig”. Hun kunne i hvert fald ikke hjælpe mig. Men engang imellem, ved du hvad, så kommer man ind i et sort hul, hvor man ikke ved, hvad man skal gøre. Hun vidste det godt, men hun kunne ikke forstå eller tro på mig.”

17. Eksampel4 • Min læge siger, at jeg ikke kan arbejde, og deres læge siger, at det kan jeg godt. Det er ret besynderligt, for det er jo ikke deres læge, der har forestået en eneste af de lægelige undersøgelser, jeg har været igennem Jeg syntes det er en form for mistænkeliggørelse. Hvorfor lytter de ikke til mig? Før i tiden ville de ikke lytte til mig, da jeg ville uddanne mig og i arbejde, og jeg var nødt til at kæmpe for at få lov til det. Nu siger jeg, at det er nok, og at jeg ikke orker mere, men nu synes de ikke at jeg er syg nok til en førtidspension. Det krænker mig næsten endnu mere”.

18. Eksampel 5 • Jeg flygtede til Danmark, fordi jeg som kvinde blev undertrykt i mit land. Men i starten, i Danmark, fik jeg heller ikke nogen accept hverken som kvinde eller som menneske af socialarbejderne. Da jeg fik asyl, blev jeg placeret i en etværelses lejlighed, hvor der kun boede flygtninge og så en dansk vicevært. Altså forstår du, de gad ikke hjælpe os flygtninge til at komme ud i samfundet. Og en flygtning fra Iran og en flygtning fra Rusland, de kan altså ikke forstå hinanden.

19. Detgårgalt engang i mellem:- • Selvfølgelig ved vi bedre end vores klienter. Vi har en højere uddannelse end dem. Vi lytter til dem og ser, om det de siger, kan matche med lovens krav og med de muligheder, vi har at gøre godt med. Vi siger selvfølgelig ikke til dem, at nu skal du gøre sådan og sådan, fordi vi ved bedre end dem. Det er ikke på den måde. Men vi holder os ikke tilbage med at fortælle dem, hvad der vil være bedst for dem og lægger ikke skjul på, at det er os, der i sidste ende bestemmer, selv om det selvfølgelig er bedst, når det sker i samarbejde med dem.

20. Det er vigtigt at vise folk, at der er andre muligheder end de ønsker, de selv har. Klienterne er nødt til at høre på os om de muligheder vi kan give dem. Vi vil gerne gå i dialog, men det betyder også, at de skal lytte til os. Hvis den dér filosof (Honneth) mener, at vi bare skal imødekomme folks ønsker, er vi hamrende uenige. Det er ikke ”et tag selv bord”. Vi skal gå langt med klienten, men det hedder nu altså i loven, at vi skal vælge den hurtigst mulige vej tilbage på arbejdsmarkedet, og vi går langt med hende her ved at bevillige en kort overbygning.

21. Det er jo ikke godt for en tyrkisk overvægtig kvinde at gå hjem og ligge i sofaen. Derfor er det vigtigt at hun kommer til aktivering. Hun kan ikke bare ligge på sofaen. Det kan hun gøre, hvis hun ikke modtager økonomisk hjælp fra os, men ikke hvis vi skal hjælpe hende. Så stiller vi nogle krav. • Hvis der kommer en kvinde fra Konya (En provins i Tyrkiet), som ikke har nogen uddannelse og har gået hjemme hele sit liv, kan man jo ikke gøre sig håb om, at hun kommer i uddannelse efter min vurdering. Det hun kan vælge imellem bliver derfor aktivering i rengøring, køkken eller servicefag.

22. Socialrådgivere på behandlingsstedet mener: Vi erfarer, at mange af vores klienter oplever, at de bliver behandlet ud fra den forståelse, at når de tilhører en bestemt etnisk gruppe, så må de også opføre sig på en bestemt måde. Man glemmer simpelt hen at bruge de almindelige redskaber, man bruger i sagsbehandling med almindelige danskere. I stedet fokuserer sagsbehandlere udelukkende på etnicitet. De har tusind idéer om, hvordan de kan løse problemer med de danske klienter, men de bruger dem ikke, når det gælder etniske minoriteter. Fordomme præger således sagsbehandlingen. Fx har mange en idé om, at tyrkiske kvinder ikke gider at arbejde og dermed stigmatiserer de en gruppe af borgere.

23. Betingelser for anerkendende socialt arbejde • Der skal kæmpes for en ny politisk dagsorden • På det politiske niveau angår den de bredere samfundsmæssige prioriteringer og en retorik, der i høj grad sætter rammerne for praktisk socialt arbejde. • Ud fra anerkendelsestanken er der imidlertid brug for institutioner, der tager etiske og retlige refleksioner alvorligt og skaber rum herfor. I det hele taget er der brug for retfærdige institutioner, som i mit perspektiv er institutioner, i hvilke anerkendelsestanken er førstefilosofi. • Det er også afgørende at socialarbejderen har et rimeligt arbejdsmiljø, der giver hende reel mulighed for at udføre anerkendende socialt arbejde frem for at praktisere brandslukning. Det sidste fører i længden også til udbrændte socialarbejdere, der vil have svært ved at engagere sig tilstrækkeligt i de mennesker, det i sidste ende handler om at hjælpe videre i livet.

24. Opsummering • Der er behov for anerkendelse i socialt arbejde. • Flygtninge oplever ikke at blive set, hørt og forstået af deres socialarbejdere • De oplever at blive usynliggjort i mange tilfælde • Socialarbejdere i kommunerne nærer et ubehag ved magtrollen. • De har påtaget sig arbejdsmarkedsorientering • Integration forstås som selvforsørgelse og arbejdsmarkedsdeltagelse • Dette ser jeg som en modsætning til anerkendelsestanken og intersektionalitets-perspektivet, som implicerer åbenhed overfor flygtningenes egne problemforståelser og mangfoldigheden i deres livsverden • Flere af de interviewede socialarbejdere møder flygtningene med en forforståelse, der siger: Jeg ved hvem du er , Jeg ved hvad du har behov for, og det er mig, der bestemmer

25. Anerkendende socialt arbejde forudsætter reelt holdningsændringer på alle niveauer. På praktikerniveauet indebærer det et opgør med dårlige vaner og professionsforståelser. Her tænker jeg ikke mindst på en professionsfornuft, der opfatter socialarbejderen som en faglig ekspert, der ved, hvad der er bedst for borgeren. Ud fra anerkendelsestanken må der foretages et brud med en sådan selvforståelse, der kan være blokerende for en empatisk og nysgerrig indgang til et andet menneske. Dette menneske er og bliver i en vis forstand en fremmed, der er ekspert på sin livsverden. Hvis socialarbejderen ikke anerkender det, fører det til krænkelser i socialt arbejde og en dårlig prognose på længere sigt.