Kunsten at lede

1. Kunsten at lede Ole Fogh Kirkeby, 2012

2. Ordet ”ledelse Allerede på det sproglige plan er der en tydelig sammenhæng mellem ledelse og lidelse. Det engelske ord suffering kommer fra to latinske ord sub ’under’ eller ’ned’ og ferre, der betyder ’at føre’ eller ’at lede’. Lidelse indebærer altså, at vi bliver ledt til noget dybere. Ole Fogh Kirkeby, 2012

3. Ordet ledelse En lignende betydning fremgår af det danske ’ledelse’. For ordet at lede er afledt af det fællesgermanske leitha, der både betyder at bevæge sig imod og at lide i betydningen at pines af smerte. Så hvis folk af og til forveksler ledelse med lidelse, er det blot at forvente. Ole Fogh Kirkeby, 2012

4. Ordet ”ledelse” Fører vi den sproglige udvikling længere tilbage, viser det sig, at ordet ledelse atter er beslægtet med det gotiske leithan, der igen er forbundet til de indoeuropæiske ord for at dø; raeq‑, eller at gå bort;lit‑. Således synes filologien vise ledelse forstås som en proces, der på én gang er fremadrettet mod et mål, der overskrider ens egen tilstand,  samtidig med at man i denne proces konstant forholder sig til det lidelsesfulde og potentielt ødelæggende endda til døden. Ole Fogh Kirkeby, 2012

5. Den indre krigslykke ”Psychagogia tis dia logon”, siger Platon i dialogen ”Phaidros”, ”at lede sjælen gennem talen”. Den krig, der foregår i os selv, udkæmpes med ord og betydninger (stemninger). Vi taler med og til os selv, vi prøver at overbevise og overtale os selv. Krigslykken kan til enhver tid aflæses gennem vores indre følelsestilstande, gennem vore grundfølelser, der afspejler lyst og smerte, sindsro og ubalance. Når den side af os, som vi opfatter som den gode, taber, så føler vi skam. Når den side, som vi opfatter som retfærdig, taber, føler vi fortvivlelse, raseri, eller afmagt. Men når det gode og retfærdige vinder, føler vi lettelse og glæde, ja, sommetider oven i købet lykke. Ole Fogh Kirkeby, 2012

6. At lede sig selv er at ære sig selv • Hvis det, at lede sig selv er en opgave for ledere af andre, er det naturligvis kun en mulighed, fordi den er almenmenneskelig. Selvledelse i alle livets forhold er den største og vigtigste af alle opgaver, fordi det er herigennem, at vi alene kan erhverve frihed og myndighed. Ole Fogh Kirkeby, 2012

7. At vinde krigen mod sig selv Ethvert menneske er i potentiel krig mod sig selv, fordi det kæmper om ærlighed, og oprigtighed, og om modet til at tage sig selv alvorligt, og dermed om viljen og evnen til at tage andre alvorligt. Vi kæmper for vore indre værdiers ret til at styre vores liv, og mod vores ulykkelige talent for kompromiser. Det største af alt er da, at vinde krigen mod sig selv. Ole Fogh Kirkeby, 2012

8. Værdiers væsen Etymologisk går ”kunnen” tilbage på ”at kende” og dermed ”at vide” i indoeuropæisk”, og al viden er normativt funderet. I enhver nok så triviel færdighed, som at rede sit hår eller koge et æg, indgår et system af værdier, der kan rekonstrueres gennem en aksiologi. Sokrates havde ret: Al handlen beror på viden om det gode – om man vil vide af det, eller ej. Fra disse perspektiver kan vi give en bestemmelse af begrebet ”værdi”: En værdi er en phronesisk kapacitet. Ole Fogh Kirkeby, 2012

9. Phrónesis Phronesis er begivenhedssansen per excellence, men en normativt ledet sans. Phronesis må derfor også betegne selvrefleksionens princip, når den er rettet mod udviklingen af selvet, og leder dermed også indgangen til selvet, som nævnt tidligere betyder ”hophronema” ”selvfølelse”. I den forstand inkorporeres phronesis i en selvskabelsesproces, som Aristitoles i Den nikomacheiske etik betegner som hexis, en selvvalgt, handlingsrettettropos, en tilstand, der permanent skabes af en kraft indefra. Ole Fogh Kirkeby, 2012

10. Phrónesis Ifølge Aristoteles er: ”Der fem veje, hvorigennem sjælen når til bekræftelse eller benægtelse kan nå til sandheden: Kunnen (téchne); viden (episteme); phronesis; teoretisk viden(sophia) og intuition (nous) ((Nic.Et, VI,3). Ole Fogh Kirkeby, 2012

11. Phrónesis Phronesis er ikke en færdighed i snæver forstand, men en species af praxis. Handlen (praxis) og produktion/performance, (poiesis) er dermed forskellige, særligt fordi normativ handlen ikke behøver have et andet mål end normen selv, og altså ikke vil skabe noget ”udenfor sig selv”, således som poiesis. Phronesis er forbundet med evnen til at overveje normativt og med det, der kan gøres (to prakton), den indebærer dermed etisk fantasi, en radikal mulighedssans, der forbinder den med erfaringen. Phronesis handler om det, der kan være anderledes. Phronesis er derfor grundlaget for det erkendelsesteoretiske begreb for selvformning, ”hexis”, styret af maksimen ”epimeleiaheautu”, ”at tage vare på sig selv”, for dermed at kunne tage vare på andre. Ole Fogh Kirkeby, 2012

12. Den ægte tanke Men rigtigt at tænke er en anden måde at tænke virkelighedsnært på, der snarere betyder, at tænke ægte, hvilket ikke implicerer nogen bestemt type normativitet, og slet ikke nogen formaliseret gennem mores. Men det ægte er meningsløst, hvis ikke det er en funktion af det vigtige. Det danske ord ”vigtig”, kommer af ordet ”vægt”, altså det, der vejer noget, som har tyngde. Tyngden er et haptisk/taktilt fænomen, selv om den også kan bekræftes af synet – hvilket møntforfalskere i årtusinder har nydt godt af. Tyngden repræsenterer sig selv. Den føles eller fornemmes i hånden eller med hele kroppen. Livsbetydning viser sig som tyngde. Det handler altså om tankens vægt. Ole Fogh Kirkeby, 2012

13. Menneskebilledet *At sætte pligten og over rettigheden *At sætte det gode over retfærdigheden *At tænke på andre , før man tænker på sig selv * At prioritere fællesskabet *Offervilje *Omsorg for enhver *At beskytte de svage Ole Fogh Kirkeby, 2012

14. Menneskebilledet *At være herre i eget hus At reflektere over sin egen refleksion At være fundamentalt kritisk At have mod til utopi At kende sine dagsordner At have mod At ville turde forstå At tilgive og forsone Ole Fogh Kirkeby, 2012

15. Mennesket og magten Alle menneskelige relationer er baseret i magt Juridisk sikret ret Retten til at bestemme og befale Magt-ressourcer: Viden Erfaring Det skal deles med andre Ole Fogh Kirkeby, 2012

16. Vidensressourcer Kommunikations-evne Overbevisnings-evne Legitimations-evne Vilje Empati Refleksivitet Overblik Ole Fogh Kirkeby, 2012

17. Magtens modstykke Værdier er magtens modstykke Ægte levede værdier ønsker man at give og modtage frivilligt. Strategier reducerer værdiers værdi. Men værdier opgraderer strategier. Når magten spejles i en værdi, dur dens selvforskønnelsespraksis ikke. Ole Fogh Kirkeby, 2012

18. Magtens mikrobeniveau Anerkendelse, tillid, tiltro, loyalitet og personlig lidenskab og offer gives kun til den, der er dem værdige. Ressourcer kræver ydmyghed. Men magten kan i dag blive afmagt, hvis dens værdier er succes, effektivitet , benchmarking og global status. Ole Fogh Kirkeby, 2012

19. Ledelses-magt Ledere må have magt for at udrette noget, men får kun magt ved at udrettet noget. De skal respekteres som menneske og professionel. En leder skal fortjene sit lederskab, En leder skal have et panoptisk blik, se alt, forstå alt, tage ansvar for alt. En leder må aldrig alliere sig med nogen uden for sin organisation, der ikke støtter dens væsen. Ole Fogh Kirkeby, 2012

20. Ledelsesbehovet • At lede dem, der skal lede sig selv • At lede ligemænd • At lede eksperter • At styrke og styre åbne opgaver • At udnytte begivenheder optimalt • At lede operative fællesskaber • At muliggøre brugerdreven innovation • At sætte kunden i centrum Ole Fogh Kirkeby, 2012

21. Afmagt Lederen må være organisationens faglige alibi, dens ubetingede forsvarer, og den, der som den første står fast på dens værdier. Lederen må stå fast på borgernes behov, afkræve dem deres pligt, og selv være den mest pligtopfyldende af alle. En leder går aldrig på kompromis med sine basis-værdier eller med organisationens, så bør hun gå af. Ole Fogh Kirkeby, 2012

22. Magt er skabende Hvis den imødekommer myndighed, ansvarsfølelse, selvstændighed, kreativitet, spontanitet, solidaritet, forvandlingsvilje og kompromisløshed hos medarbejderne. Lederens opgave er at forvare historikken og summen af faglige viljer, erfaringer og indsigter i organisationen. Ole Fogh Kirkeby, 2012

23. Den sande leder Den sande leder er ikke kun én af os, men vores foreningsmængde. Hun må være indbegrebet af vore viljer og vore drømme om det, vil skal arbejde for. Ingen leder lader en dag gå, hvor hun ikke kan sige: Det var derfor den gik, fordi vi sammen bygger denne bygning. Ole Fogh Kirkeby, 2012

24. Magtens genstand Den ægte leder kæmper mod politisk uforstand, særinteresser, opportunisme, populisme og pressens magt. Hun kæmper for sine børn, unge og medarbejdere og for forståelsen af den velgennemtænkte og velbegrundede velfærd, for en bedre verden. Hun kæmper for et lige og retfærdigt samfund. Hun bench-marker ikke, hun skaber kvalitet, der taler for sig selv. Ole Fogh Kirkeby, 2012

25. Den ægte leder Den ægte leder ved, hvad der betyder noget. Hun er rede til at ofre sig for sin sag. Hun kæmper med næb og klør for det retfærdige samfunds sag, og bøjer sig hverken for kontrakt- eller evalueringstyranni. Hun laver sine egne skuffe-evalueringer. Hun vover, som Aukens embedsmænd, at nævne sit eget navn, endogså i kritik af sig selv. Ole Fogh Kirkeby, 2012

26. Den ægte leder Spørger sig selv om, hvad der er sandt. Hun gør det, hun inderst inde føler rigtigt. Hun bruger sin magt til at befri, til at give sine medarbejdere ret til at gøre det samme. Og hun bøjer sig for deres saglige kritik. Det er deres mening, der betyder mest for hende. Hun spørger til råds. Hun lærer hele tiden af sine medarbejdere. Og tør stå ved det. Ole Fogh Kirkeby, 2012

27. Den ægte leder Den ægte leder navigerer efter menneskelige værdier. Hun ved vi er tvunget til at spare, men hun tager ansvaret for hvordan og hvor det bliver gjort forsvarligt. Civil ulydighed er hende ikke fjern, hvis den gavner borgerne. Hun sælger aldrig ud af sin erfaring. sin viden eller af sine holdninger. Ole Fogh Kirkeby, 2012

28. Ledermagten Den ægte leder ved, hvad institutionen skylder sine ansatte. Hun forstår hvad tid er i egenskab af årelangt, tålmodigt arbejde for en sag. Hun belønner de realistiske idealister og ser durk gennem de veltalende, overfladiske. Hun bruger sin magt i sagens tjeneste, og hun kender den til bunds. Ole Fogh Kirkeby, 2012

29. Magt Den ægte leder ved, at magt får man kun af andre. Hun er intet uden den anerkendelse og respekt, som de andre giver. Men den gives i forhold til hendes evne til at stå for sagen og til at holde fast på alt det, som organisationen kan. Hun er dens mentor, skytsengel, selvudslettende forsvarer, men også dens første, ubarmhjertige kritiker. Ole Fogh Kirkeby, 2012

30. Forvaltningen Forvaltningen er institutionens værn mod markedet og politikerne. Den må have opsuget summen af det, en kommune kan og vil med borgerne, med børn og unge, af de muligheder, spille-, udfoldelses- og frirum som den giver dem. Forvaltningen kan ikke opgive sin historik, sine faglige traditioner, sit perspektiv og sit paradigme, blot fordi nye, politiske strømme kræver det. Ole Fogh Kirkeby, 2012

31. Forvaltningen Den er det kolde vand i borgernes blod, scenen for den refleksive distance, begrundelser og argumenterne. Den er den yderste garant for fagligheden, lødighed og den konstans, der skaber tryghed. Forvaltninger kan angribes af poliske orkaner, men de må stå fast på de basale paradigmer, der er essensen i deres professionelle integritet. De kan ikke tillade sig at vakle i troen. Ole Fogh Kirkeby, 2012

32. Forvaltningen Vi kan ikke afvise besparelser og effektivitetskrav i en strukturkrise af usete dimensioner, men vi kan afvise at den politiske magt bruges partipolitisk, selektivt, destruktivt og uden tanke for alt det arbejde, og alle de liv, som er lagt i et kommunalt årsværk. Kommunen har ansvaret for det, den har rekvireret, hvis det er gjort i den gode tro, som værdier og engagement giver. Ole Fogh Kirkeby, 2012

33. 6 intimledelses-teknologier • Værdiledelse • Face-to-face kontrakten • Anerkendelses/feed-back/tillids-ledelse • Etho-poietisk kontrol: Ledelse gennem selvskablse og selvledelse • Teamet som mikro-kontrol-apparat • Dialogiske ledelse gennem coaching Ole Fogh Kirkeby, 2012

34. Magt og respekt Det er organisationens opgave at bevare sin egen selvrespekt ved at vise sine institutioner respekt. Man kan ikke svigte det, man selv har skabt i en eller anden trends navn, og tro at nogen vil tro på én. Heldigvis kan man anerkende og uddele i lange baner uden effekt, hvis den venstre hånd ikke ved, hvad den højre gør, fordi man fromt har fået skyklapper på. Handlinger tæller, ikke erklæringer og søforklaringer Ole Fogh Kirkeby, 2012

35. Vejen Den simple vej til at dybt solidarisk forvaltninger er, at man lægger værdier frem i lyset, lader mennesker tale om, hvorfor de går på arbejde, hvad det gør ved deres identitet, hvad de har nået og hvad de forventer. Værdier er menneskelige, personlige, faglige og praktiske. Der skal være rum til at tale om dem alle. Ole Fogh Kirkeby, 2012

36. Vejen En forvaltning må lære at tale om, hvad den har opnået, hvorfor den har opnået det, hvad den ville, og hvem, der ville. Ingen må glemmes. Man må aldrig svigte de fælles, gode viljer ved at sætte streg over det skabte, det erhvervede og det opnåede. Forvaltningen må holde folk fast på, hvor gode de er og har været til det, de gør. Til denne sag gives kun dommere som har voteret MEGET længe, og hvis autoritet er bekræftet af den anklagede. Ole Fogh Kirkeby, 2012

37. Målet Men først og fremmest må forvaltningen se fremad, mod det mål, der har været forberedt så længe. Logikker, der kommer på tværs må anfægtes, politiske dagsordner endevendes, offentligheden må inddrages, alle kneb gælder. Trods alt administrerer forvaltninger liv. Må de tage den opgave alvorligt at blive livgivende. Ole Fogh Kirkeby, 2012