BEVIDSTHED model

1. BEVIDSTHEDmodel Genstand1 omverden: ting/rum/tid g1 sanse g2 føle percepter Tænke: Tern(g1) huske

2. Bevidsthedsmodeltegnforklaring omverden: ting/rum/tid skal forstås som det verdens- eller virkelighedsudsnit som er sanseligt og praktisk tilgængeligt for en individuel bevidsthed eller et subjekt (modelleret som lyseblå cirkel i centrum). g1, g2 modellerer to forskellige fysiske genstande i omverdenen. De befinder sig forskellige steder i rummet, meninden for det samme tidsrum, har bestemte egenskaber og relationer (til andre ting) og virker på omverdenen. Pilene fra genstandene til bevidstheden modellerer de sansbare virkninger g1 og g2 udøver på subjektet. Disse virkninger transmitterer information fra genstandene som sender til subjektet som modtager. sanse: sansning oversætter omverdenens virkninger (signaler) på subjektet til kropsegne signaler (= nerveimpulser). Pilene fra sansning til percepterne antyder at sanseindtryk kan blive forarbejdet (processeret) til percepter.

3. Bevidsthedsmodelforklaring forts. percepter: er resultat eller produkt af forarbejdelsen af sansninger til en genstandsopfattelse (intention). Processering af sanseindtryk til percepter inddrager hukommelse og tænkning.Destipledepile symboliserer bevidsthedens genstandsrettethed eller intentionalitet. tænke: tænkning sammenligner sanseindtryk med tidligere percepter/erfaringer som er lagrede i hukommelsen. Denne proces resulterer–hvis den finder lignende percepter – i en tanke/formodning/antagelse (hypotese) om at det sansede er en bestemt ting. En tanke har form af en proposition. Propositioner kan symboliseres som fx Tern(g1) eller Cyl(g2). Læs: ’g1 er en terning’, ’g2 er en cylinder’. Her symboliserer Tern og Cyl bestemte begreber, mens g1 og g2 betegner (refererer til) bestemte genstande. Bemærk at tænkning i modellen overlapper både hukommelse og perception. føle: følelse opfattes her som en indre oplevelse af det der foregår i bevidstheden. Dette symboliseres ved de forskelligfarvede pile fra alle de andre bevidsthedselementer hen til følelsen.

4. BEVIDSTHED3 betydninger 1. 'b.' som samlebetegnelse for de forskellige former for oplevelse, opmærksomhed el. opfattelse, dvs. det, der omtales som bevidsthedstilstande (mentale akter), bl.a. sansedata (dvs. primitive sanseindtryk såsom lyst/smerte el. oplevelsen af lys/mørke), perceptioner (dvs. genstandsrettede, organiserede sansninger), erindrings-, forventnings- og fantasiforestillinger, følelser (had/kærlighed, frygt, osv.), og stemninger (vemod, angst., osv.) og tænkning (jf. forstand og fornuft).

5. BEVIDSTHED forts. 2. 'b.' som betegnelse for de meninger, teorier el. synspunkter, som knytter sig til et bevidst væsen. Denne anvendelse af ordet 'b.' er navnlig blevet almindelig i kontinental fil. under indflydelse af den ty. idealisme.. Sammenhængen mellem brugen af ordet 'b.' i 1. og 2. betydning bygger på, at - med undtagelse af de primitive sansedata og måske selvbevidstheden (se nedenfor) - er b. en genstandsb., dvs. en række b.s-tilstande, der er rettede imod noget (genstanden), som der menes noget om (jf. intentionalitet). Følgelig har det været nærliggende at lade ordet 'b.' dække såvel oplevelsen af noget ('b.' i 1. betydning) som meningen om dette noget ('b.' i 2. betydning). Det er også i denne forstand, at man kan tale om en falsk b., dvs.en bevidsthed, der har falske meninger om noget. Hvis den falske b. fungerer som undertrykkelsesmiddel, taler man om en ideologisk b.;

6. BEVIDSTEHEDforts. 3. Endelig benyttes 'b.' som et andet ord for selvbevidsthed, dvs. min b. (eventuelt min viden) om min egen b. (el. situation*).Hvad der nærmere skal forstås herved, er stærkt omstridt. Traditionelt har man skelnet mellem s.b. og selvrefleksion. Når der er tale om s.r. ’vender jeg mig imod’ (’reflekterer jeg over’) min egen b. (1 = mine egne bevidsthedstilstande; 2 = mine egne meninger, teorier, synspunkter, osv.), idet jeg gør denne b. til genstand for en nærmere undersøgelse. S.b. hævdes derimod (bl.a. af Fichte) at være karakteriseret ved, at jeg er i et umiddelbart forhold til mig selv, hvor jeg ikke gør mig selv til genstand.

7. INTENTION (af lat. intendere, rette mod, vende sig imod; jf. også det lat. intentio, spænding, anspændelse, udstrækning, hensigt, opmærksomhed). 1. Rettethed mod noget. 2. Et forhold til noget udenforliggende, dvs. der er tale om en overskridelse (transcenderen; jf. immanent/transcendent). 3. Forholdet mellem det, der er rettet imod noget andet, og dette andet. - Ordet 'i.' benyttes særligt om bevidstheden* eI. om bevidsthedstilstande, der er en bevidsthed om noget. Desuden benyttes ordet 'i.' om tegn, der viser hen til noget. … Hos Brentano benyttes udtrykket 'i.' til at skelne mellem det psykiske og det fysiske.

8. INTENTIONHusserl, fænomenologi 1. Rettetheden imod en ting, et sagforhold*, et formål, en matematisk entitet*, en ide* osv. 2. Inden for i. kan der skelnes mellem det, som bevidstheden er rettet imod (kaldet intentum, noema el. cogitatum) og bevidstheden om (intentio*, noesis, cogitatio). 3. På intentio-siden kan skelnes mellem to typer af oplevelser (Erlebnisse). De blotte sansedata* (Empfindungsdaten), der ikke selv er intentionale, men som fungerer som ’bærere’ af de egentlige intentionale bevidsthedstilstande (akterne*). 4. Disse akter indgår i en bevidsthedsstrøm, der 5. viser tilbage til jeg'et* som bevidsthedens identitetspol*. 6. På intentum-siden findes en genstand (Gegenstand), f.eks. en ting, et sagforhold el.en ide, idet denne genstand intenderes gennem 7. en mening (Sinn, Bedeutung). 8. Genstanden kan være mere el. mindre direkte givet. Den mest direkte givethed svarer på intentio-siden til den såkaldte anskuelse* af ’sagen* selv’ ( die Sache selbst) el. af fænomenet*.

9. INTENTIONHusserl, fænomenologi forts. 9. Ethvert intentum er givet på baggrund af en række ikke-tematiserede, mulige intenta, der udgør det tematiserede intentums horisont. Syntesen af samtlige mulige intenta udgør verden*, hvis man da ikke med ordet 'verden' snarere ønsker at betegne ideen om en syntese af alle mulige horisonter. De senere fænomenologer har overtaget Husserls begreb om i., men modificeret det på forskellige måder. BI.a. har de fleste (inklusive den ældre Husserl) opgivet læren om sansedata. Mere specielt har Heidegger og Sartre opgivet læren om jeg'et som identitetspol for bevidsthedsstrømmen og erstattet dette punkt med en fil. om den måde, et intentionalt værende* eksisterer på (jf. VTF I, s. 128 f1). Merleau-Ponty kritiserer det gængse, fænomenologiske begreb om i. forstået som bevidst rettethed mod en genstand. Forud for den bevidste tankeakt findes en oprindelig i., der består i en (implicit*) kropslig forholden sig til fænomenerne (jf. VTF I, s. 333). (Lübcke 1996, 216)